Annonce
Skjern

Til hverdag er han frisør i Skjern: I fritiden handler Kassem med eksklusive tæpper fra Iran

Kassem El Manaaki har et tæppe, der viser, hvad tæppekunsten kan. Dette tæppe skifter farve efter hvilken vinkel, lyset falder på. Foto: Jørgen Kirk
Siden Kassem El Manaaki købte sit første ægte tæppe som 14-årig, har han været fascineret af Mellemøstens tæppekunst. Nu vil han dele sin glæde med andre tæppeelskere og åbner en butik i Skjern på hobbybasis.

SKJERN: Han brugte en hel nat til at spekulere på, om han skulle købe det.

Kassem El Manaaki var 14 år og var rejst tilbage til forældrenes hjemland Libanon. Med sig havde han penge, som han havde sparet gennem et år. Som avisbud i Struer, hvor han er født og opvokset, havde han løbet ind til postkasser og brevsprækker med drømmen om, at der til sidst kunne blive til et ægte tæppe.

Han havde set det på et marked. Og da det blev morgen, tog Kassem El Manaaki ind til markedet igen, hvor han købte tæppet.

I dag, som 33-årig, ligger tæppet i hans nye butik på Østergade i Skjern. Det er ikke til salg, og det forstår man godt.

Når man tager det i hånden, kan man ikke lade være med at tænke, at her har siddet en person i flere måneder og arbejdet intensivt på, at tråde skulle danne mønstre - altsammen ud fra et ældgammelt håndværk, langt væk fra maskinernes bekvemmelighed.

Det er også lige her, man forstår, hvorfor et tæppe nærmest har mytisk status. For det kan skifte farve efter, hvordan lyset falder, og som Kassem El Manaaki bemærker, så er det et kunstværk, man kan blive ved med at finde nye detaljer i.

Kassem El Manaaki har i 14 år været frisør i Skjern, og nu udvider han sit forretningsområde. Hvor der tidligere var ejendomsmægler i Østergade, har han åbnet butikken Anna Ægte Tæpper.

Butikken er opkaldt efter hans datter, som kom til verden i januar. Han holder åbent første gang lørdag 15. juni, og herefter er der åbent tre timer hver lørdag.

- Det er en hobbyforretning, fordi jeg elsker det. Alt, hvad jeg køber, er noget, som jeg selv elsker, forklarer Kassem El Manaaki.

Annonce
Alle de tæpper, som Kassem El Manaaki har i butikken, er særligt udvalgt - og kun nogle, som han selv kan lide. Dette tæppe er af silke og har taget otte måneder at fremstille. Der er en million knuder pr. kvadratmeter - og alt er lavet som håndarbejde. Foto: Jørgen Kirk

Høje priser

Det er da heller ikke de billigste tæpper, der ligger i butikken. Prisen for tæpperne er op til flere hundrede tusinde kroner, og Kassem El Manaaki har sat sig som mål, at han kun vil føre de mest eksklusive tæpper og af en høj kvalitet, som han kan stå inde for.

I tæppeverdenen er det antallet af knuder, der afgør, hvor meget et tæppe kan koste. De tæpper, som Kassem El Manaaki har, er på mellem 800.000 og 1,2 million knuder pr. kvadratmeter.

Tæpperne er importeret fra Iran. Her er der tæppeopkøbere, som tager rundt i landet for at hente tæpper ind til de store auktioner i Teheran, hvorefter de kommer videre til Europa.

Til de priser tør man næsten ikke at have så dyre tæpper til at ligge på gulvet. Men det kan man roligt gøre.

Kassem El Manaaki fortæller, at tæpperne blot skal vaskes hvert femte år, og så er de lige så gode som nye.

Kvaliteten gør også, at de er meget svære at slide, og i butikken handles der også med både nye og gamle tæpper.

Men er der et marked for disse tæpper i Skjern?

- Der er en stor og bred kundegruppe af tæppeelskere fra hele Danmark, måske fra Tyskland. Så er der også nethandlen. Har man ikke en hjemmeside, er man ikke meget værd i denne verden, siger Kassem El Manaaki, der godt er klar over, at det kræver tålmodighed at drive en tæppebutik.

- Alt tager tid. Intet kommer på en dag. Og jeg kan ikke lide, at der er tomme lokaler i Skjern. Lukkede butikker ser så triste ud, siger han.

Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce