Annonce
Livsstil

Tidligere radiovært Mads Vangsø har løbet ekstremløb og roet over Atlanten: Jeg vil ikke gå i graven uden at have sunget min egen sang

Mads Vangsø har oplevet, at udvikling af sjælen for ham går gennem hård fysisk aktivitet. Da han sammen med sin makker, Lasse, brugte 49 dage på at sejle over Atlanten i en robåd havde han øjeblikke af det, han kalder klarsyn. Øjeblikke, hvor han bare var tilstede og følte en stor frihed. Foto: Birgitte Carol Heiberg
De fleste mennesker bruger en stor del af deres liv på at jagte anerkendelse og materielle goder, men hvad gør vi, når vi har det hele og alligevel mærker et eksistentielt tomrum? Nogle træder på speederen og jagter endnu mere målbar succes. Tidligere radiovært Mads Vangsø er gået den anden vej. Han har løbet ekstremløb i Sahara og roet over Atlanten på 49 dage uden at kunne svare på hvorfor. - Folk lever i stille desperation og går i graven uden nogensinde at have sunget deres egen sang. Det skal jeg ikke, siger han.

Hvorfor?

Hvorfor isolere sig i 49 dage i en robåd, slide sine balder til hudløshed og nedbryde sin fysik i en grad, så hjernen har svært ved at lægge simple regnestykker sammen?

Hvorfor rejse væk fra sin familie? Efterlade sin store datter i bekymring for, om far kommer hjem igen, og sin lille datter uden måske at kunne huske, når hun tager imod på kajen halvanden måned senere?

Hvorfor bruge tre år på et ekstremt hårdt og krævende projekt uden at kunne give en begrundelse?

Hvorfor?

Et eksistentielt og evindeligt spørgsmål, der rummer al vores higen efter at sætte tilværelsen i bås, forstå og forklare.

Men hvad nu, hvis svaret slet ikke findes?

Indvendingen er Mads Vangsøs.

Det er mere end et halvt år og en bogudgivelse siden, han gik i land på Antigua i Caribien efter at have roet over Atlanten.

49 dage efter afgang fra den kanariske ø La Gomera, 16 kilo lettere og ude at stand til at stå på sine ben, stavrede han i land.

Efter tre års intense og disciplinerede forberedelser havde Mads Vangsø gennemført en af de mest ekstreme udfordringer, man kan byde sig selv, uden at kunne svare på spørgsmålet.

Svaret interesserer ham heller ikke, fortæller han på en Østerbro-café nær sit hjem. Tilværelsens barometer er tilbage på normal. Folk cykler fortravlede rundt mellem aftaler eller småsludrer over en latte og en konstant strøm af stimuli.

På en eller anden måde skærer Mads Vangsø igennem alt det. Ikke latten, men han insisterer på at tale et roligt sted og vælge de rigtige ord, de rigtige sætninger og den rigtige forståelse. Ikke fordi han har fundet meningen med livet og taget den med hjem ude fra Atlanten. Men fordi han måske ikke er så anderledes end alle andre og måske kan inspirere, sådan som han selv har ladet sig inspirere af en lang række tænkere.

- Her er den her voksne mand, som alt andet lige er inden for skydeskiven af at være ved sine fulde fem. I tre år har han jagtet svaret på hvorfor med alt, hvad han har haft til rådighed, og han har ikke kunnet finde svaret. Det kan jo handle om, at den mand har nogle mangler, men det kan også handle om, at der ikke findes noget entydigt svar, og det er egentlig mit bidrag, siger han.

- Lad os antage, at der ikke findes et entydigt svar på hvorfor. Så er det klart, at mange af os render rundt og er dybt frustrerede over, at vi ikke kan finde det, og bruger rigtig meget indre dialog på at konversere med os selv om, hvorvidt vi kigger det forkerte sted hen, siger Mads Vangsø.

Annonce

Blå bog

Mads Vangsø (født 1971) var i mange år en populær radio- og tv-vært med programmer som "Tæskeholdet" og "Monkey Business" på P3 samt morgenshowet "Farvel seng - jeg elsker dig" på Radio 100.

I dag er han iværksætter og foredragsholder.

Han har løbet ekstremløb i Sahara og har roet over Atlanten i en robåd på 49 dage sammen med sin ven, Lasse, og er forfatter til bogen "Tværs over Atlanten", som handler om de to projekter.

Læser filosofi og bor på Østerbro med sin kæreste og sine to døtre, Rigmor på 12 og Rosalina på 1 år.

Ingen form for flugt

Det er ikke til at mærke på ham, at hans yngste datter har holdt ham vågen det meste af natten. Jo, han har brug for kaffe, men ordene, de dybe refleksioner og tankerne om, hvad der driver ham, er gennemarbejdede og velformulerede.

Undervejs i de mentale forberedelser har han søgt alle mulige steder for at finde ud af, hvad der drev og motiverede ham. Han har ledt efter svaret i alverdens skuffer med "fup og fiduser", taget på 10 dages silent retreat, mediteret otte timer dagligt og oplevet, hvordan hjernen konstant stikker af for os. Det bedste forklaringer fandt han i filosofien hos tænkere, der næppe havde forestillet sig, at deres ord skulle bruges til at løbe langt i Sahara eller finde styrke til at ro i noget nær døgndrift.

Men inden da gik det op for ham, at den evige søgen efter mening ikke er nødvendig. I vores iver efter at forstå andre mennesker ender vi alligevel alt for ofte med at drage forkerte slutninger.

Selv har han fundet ro med, at han ikke kan sætte ord på, hvad der drev ham ud på havet sammen med sin makker Lasse. Til gengæld har han hele tiden været bedvist om, hvad der var at komme hjem til.

- To the best of my knowledge prøvede jeg ikke at flygte fra noget. Fra jeg tog af sted, og til jeg kom hjem, glædede jeg mig til at komme tilbage hertil. Jeg er vild med mit liv sammen med min familie på Østerbro. Det har jeg fundet mig til rette med, og det fungerer. Jeg tror, at den rotur for mig var en form for undersøgelse. Det kan man jo grine ad eller græde over, men for mig var det en undersøgelse af det hele. Hvad findes der ude midt på Atlanterhavet en mørk nat i en robåd, når du er fuldstændigt ødelagt?

Øjeblikke af klarsyn

Indimellem fandtes der gyldne øjeblikke. Øjeblikke af væren. Ren tilstedeværelse renset for følelser, forventninger og påvirkninger udefra. Nogle ville måske kalde det lykke, men hvad er lykke egentlig?

Mads Vangsø kalder det klarsyn.

Øjeblikke, hvor han bilder sig ind, at han ser tingene, som de er. De kommer kun en sjælden gang og varer ikke længe. Til gengæld har de en enorm påvirkning, og Mads Vangsø har oplevet, at han bedst opsøger dem gennem hård fysisk træning. Ikke gennem 10 kilometer på løbebånd eller eksplosiv styrketræning. Gennem udmattelse på randen af den menneskelige ydeevne.

- Jeg har en idé om, at udvikling af sjælen går gennem hård fysisk træning. Det har jeg oplevet før. Der er sikkert andre måder at udvikle sjælen på, men jeg har observeret, at det er en effektiv måde for mig. Når jeg er fuldstændigt nedbrudt fysisk, åbner der sig nogle døre til noget andet. I den fysiske udmattelse er der en mere transparent væren. Barometeret slår ikke ud nogen steder. Der er ingen kærlighed, men der er heller ikke noget had. Der er ingen vrede, men heller ingen omfavnelse. Der er bare en væren, og lige nøjagtig i den væren har jeg haft mulighed for at træde ind i noget andet, som er nærmest umuligt at sætte ord på. Som menneske oplevede jeg en frihed, som jeg sjældent er i nærheden af, forklarer han.

Betyder det så, at han kom i land som et mere tålmodigt, mere rummeligt og bedre menneske?

Næh, det mener han ikke. I givet fald er det kun en grad eller to på kompasset.

Og måske var han ligefrem blevet et ringere menneske?

Svaret er imidlertid umuligt at finde, for hvis han var blevet nogen af delene, var det så på grund af roturen, eller var der sket det samme, hvis han havde passet et 8-16-job hjemme i København?

En perfekt søndag: Når jeg bliver ældre, vil jeg give Gud en chance

Inden sommerferien sagde jeg til min kæreste, Ditte, at på mandag, når vi har sommerferie, gør jeg præcis det samme som i dag. Det er sådan, mit liv er for indeværende. Hver eneste dag gør jeg det, jeg helst vil gøre. Ikke for meget og ikke for lidt. Jeg vil gerne træne, være sammen med min familie, læse bøger og få styret min nysgerrighed omkring det, der nu interesserer mig. Tjene lidt penge. Ikke for meget og ikke for lidt.

Dagene er ens på en god måde. Der er ikke nogen speciel farve på søndagen hjemme hos os, men vi har aftalt, hvordan de skal være, når vi bliver ældre.

Jeg vil gerne give Gud en chance. Jeg kan ikke vælge ham fra, når jeg ikke ved, hvad det går ud på. Jeg har bare ikke haft tid til det. Livet har været fyldt med alt muligt andet, så når jeg bliver ældre, vil jeg til en start begynde at gå i kirke om søndagen.

Det vil Ditte ikke. Derfor har vi en aftale om, at når jeg er færdig i kirken, kan jeg komme ned og hente hende på den lokale bar, hvor hun har spist brunch og drukket champagne. Det er arbejdsfordelingen, og det er fint med mig.

Forandringerne går begge veje

Et faktum er det imidlertid, at det trods stor genforeningsglæde med familien var svært for Mads Vangsø at komme i land. Dels var han fysisk svækket, dels havde han og hans kæreste svært ved at finde hinanden igen lige med det samme.

Han kan sagtens se det fra hendes side.

Her stod hun med Mads Vangsøs to døtre, og alle tre glædede sig ubeskriveligt til at blive genforenet med deres kæreste og far. Lynhurtigt skulle han derfor omstille sig fra udelukkende at fokusere på at præstere maksimalt med årerne til at være en god og legesyg far og en god kæreste.

- Jeg var fuldstændig færdig. Ditte ville meget gerne have tosomhed, og det var fair nok. Der var bare ikke noget, jeg hellere ville, end at bryde alle former for tosomhed, for det havde jeg lige haft ude på Atlanterhavet i 49 dage med Lasse. Jeg kørte jo i supermarkedet flere gange om dagen. Ikke for at købe noget, men bare for at se på farver. Jeg ville ud at opleve noget.

Samtidig tumlede tankerne rundt, og allerede under middagen den første aften fik Mads Vangsø sagt til sin bror, at det ville klæde ham at ringe lidt oftere.

- Så prikkede Ditte mig stille og roligt på benet og sagde: Mads, han er lige rejst om på den anden side af Jorden for at se dig.

Nå, ja.

Pointen er, at man ikke nødvendigvis bliver et bedre menneske af at forfølge og gennemføre ekstreme drømme og projekter. Måske er det omvendte ligefrem tilfældet?

I hvert fald er Mads Vangsø blevet lige så utålmodig, som han er blevet tålmodig, fordi han er blevet endnu mere bevidst om, hvad mennesket er i stand til.

- Vi kan meget mere, end vi regner med, og i det ligger også en indbygget utålmodighed. Kom nu gutter, for fa'en, siger han.

I sin søgen efter at finde ud af, hvad der motiverede ham, arbejdede Mads Vangsø blandt meget andet også med meditation. Undervejs var han blandt andet på et 10 dage langt silent retreat, som han betegner som det hårdestem, han nogensinde har prøvet. Der gik det op for ham, hvor umuligt det er at holde styr på sine tanker, og hvordan hjernen konstant snyder os og river os rundt. - Derfor kan jeg også sige, at det simpelthen har været for svært for mig at finde ud af, hvad jeg er motiveret af, og når andre siger, at de ved præcis, hvad der fik dem fra A til B, så tror jeg ikke på det, siger han. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Det eksistentielle tomrum

Selv brugte Mads Vangsø noget tid på at finde sin plads i verden igen. Vænne sig til, at andres problemer var virkelige problemer for dem og ikke skulle måles i forhold til den indædt disciplinerede indsats, han selv var kommet over Atlanten med. Samtidig længtes han efter vildskab midt i tomrummet efter endt mission.

I nogle måneder satte han sig hver dag i kimono og skrev bogen "Tværs over Atlanten", som han senere med glæde noterede sig, at en god ven placerede i sin bogreol ved siden af en bog af den amerikanske filosof og forfatter Henry David Thoreau, der netop beskæftiger sig med tomrummet.

- Vi bruger rigtigt meget af vores liv på at jagte anerkendelse og materielle goder. På et tidspunkt stopper vi op, fordi det ikke virker for os. Der er stadig et universelt tomrum, hvor mennesket stopper op og har to muligheder. Du kan enten tænke, at "de værdier, jeg jagter, dækker ikke tomrummet, så jeg skal på jagt efter nogle andre værdier". Den anden mulighed - som de fleste vælger - er at trykke på speederen. De overbeviser sig selv om, at det er, fordi de ikke har nok. De jagter mere anerkendelse og flere materielle goder til at dække det tomrum. Som Thoreau siger: "The mass of men lead lives in quiet desperation ..." Folk lever i stille desperation og går i graven uden nogensinde at have sunget deres egen sang. Det skal jeg ikke, understreger Mads Vangsø.

I sin søgen efter at finde ud af, hvad der motiverede ham, arbejdede Mads Vangsø blandt meget andet også med meditation. Undervejs var han blandt andet på et 10 dage langt silent retreat, som han betegner som det hårdestem, han nogensinde har prøvet. Der gik det op for ham, hvor umuligt det er at holde styr på sine tanker, og hvordan hjernen konstant snyder os og river os rundt. - Derfor kan jeg også sige, at det simpelthen har været for svært for mig at finde ud af, hvad jeg er motiveret af, og når andre siger, at de ved præcis, hvad der fik dem fra A til B, så tror jeg ikke på det, siger han. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Gør filosofi-studier færdige

Han har ellers været der. Han har haft toetagers lejlighed med egebjælker fra Christian IV's tid i loftet og idyllisk, brostensbelagt gård midt i København. Han har skabt sig et navn og en karriere som radiovært og opbygget en vis formue. Men han har også prøvet at miste det igen, da finanskrisen ramte.

Han har både læst økonomi på det daværende Handelshøjskolen og jura på universitetet uden at blive færdig med nogen af delene. Hver gang har livet banket på, og Mads Vangsø har flere gange tænkt, at han har fået en unik chance, som han skulle udnytte.

Ude på havet gik det op for ham, at han skulle tilbage på universitetet. Ikke for at læse jura, men for at gøre sine studier i filosofi færdige. Det tager nogle år, men det har han sat tid af til.

- Hvorfor? Som jeg talte med Ditte om for nogle år siden, ville der trods alt stå et hus på den anden side og noget arbejdstøj, hvis jeg havde valgt at læse teologi. Og en fast løn. Men nu vælger den unge dansker at hoppe ind på et studie, bruge fem-seks år på det og hoppe ud i ingenting, for hvad er det præcis, der venter på mig, når jeg er færdig med filosofi? Det skal jeg selv ud at skabe, men alligevel er der noget, der trækker. Og hvad er det for en lommeregner, man klemter på, når man gør sig de overvejelser? spørger han.

Mads Vangsø gør det, han gerne vil. Træner lidt, læser en masse, er sammen med sin familie og tjener lidt penge. Hverken for meget eller for lidt af nogen af delene. Tilbud om at vende tilbage til mediebranchen har der været nogle af, men det har han ikke nogen interesse i. Han lever præcis det liv, han gerne vil, og har taget konsekvensen af det.

Han har, sammen med sin kæreste, ansvaret for at forsørge en familie, men han bor ikke i en stor lejlighed med to altaner og to biler ude foran. Han ved, at valg har en pris, og han skal ikke tilbage til et job i mediebranchen og en fast løn.

- Den overgang fra at være så stærkt identificeret med noget og have modet eller ønsket om at forlade det for at finde ud af, hvad livet også kan være, er ikke nogen ubekymret overgang. Jeg forstår godt, hvorfor mange bliver hængende, for hvem er man, hvis man ikke er korrespondenten eller ham fra TV-Avisen? Men den overgang har jeg været igennem, og så ville det nærmest være fjollet at vende tilbage.

I sin søgen efter at finde ud af, hvad der motiverede ham, arbejdede Mads Vangsø blandt meget andet også med meditation. Undervejs var han blandt andet på et 10 dage langt silent retreat, som han betegner som det hårdestem, han nogensinde har prøvet. Der gik det op for ham, hvor umuligt det er at holde styr på sine tanker, og hvordan hjernen konstant snyder os og river os rundt. - Derfor kan jeg også sige, at det simpelthen har været for svært for mig at finde ud af, hvad jeg er motiveret af, og når andre siger, at de ved præcis, hvad der fik dem fra A til B, så tror jeg ikke på det, siger han. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Ingen frygt for det ukendte

Det er Mads Vangsøs erfaring, at når han springer ud i ting, er der altid en faldskærm, der griber ham, og døre, der åbner sig. Og i langt de fleste af tilfældene er det gode ting, der gemmer sig i de nye rum.

- Ligegyldigt, hvor i verden jeg tager hen, møder jeg dejlige mennesker, men måske er det bare, fordi det er sådan, jeg vælger at se det, siger Mads Vangsø, der ser livet som én lang og stejl læringskurve.

Kun én ting frygter han i sit inderste: at miste sin nysgerrighed efter at lære.

- Jeg ville simpelthen ikke vide, hvad jeg skulle gøre ved mig selv, hvis jeg ikke havde en iver efter at blive klogere. På verden og på mig selv. Jeg bilder mig ind, at jo bedre jeg kender mig selv, jo bedre mulighed har jeg også for at vide, hvem andre er. Igennem mig selv kan jeg blive klogere på verden, og det vil jeg gerne, siger Mads Vangsø.

Blikket virker oprigtigt. Frigjort fra omverdens forventninger og forestillinger om måden at leve livet på. Men også yderst bevidst om, hvordan vi forstår hinanden og vores handlemønstre.

- Alt det her ville jo give god mening, hvis jeg sad til et middagsselskab og sagde, at jeg ville forstå verden bedre for at blive minister eller få en ledende stilling i Vestas' HR-afdeling. Så havde alting passet.

Mads Vangsø griner.

Sådan hænger det bare ikke sammen.

Han ved ikke, hvad han sigter efter, eller om han en dag får lyst til nye, store eventyr.

Efter to ekstreme projekter skal han kun af sted igen, hvis den indre glød dukker op. Ellers ikke. Turen over Atlanten er svær at overtrumfe uden at sætte livet på spil, og Mads Vangsø er ikke det fjerneste interesseret i at hjælpe Vorherre på vej, som han udtrykker det.

- I tre år har jeg sigtet så kraftigt efter et mål, at det vel er i orden at have en periode, hvor der ikke er noget at sigte efter. En periode, hvor jeg bare afsøger og venter på, at de døre, jeg taler om, åbner sig, uden at gøre mig for mange forestillinger om, hvad det er for nogle døre. Så bliver jeg positivt overrasket, forudser han.

Imens sørger han for at gøre noget for alle områder af sit liv: det fysiske, det mentale, det sociale og det åndelige.

- Når jeg er noget for alle fire dele, fungerer mit liv som helhed bedst, siger han.

Hvorfor?

Nogle gange skal det spørgsmål ikke besvares, men bare mærkes i et øjebliks fornemmelse af blot at være til.

I sin søgen efter at finde ud af, hvad der motiverede ham, arbejdede Mads Vangsø blandt meget andet også med meditation. Undervejs var han blandt andet på et 10 dage langt silent retreat, som han betegner som det hårdestem, han nogensinde har prøvet. Der gik det op for ham, hvor umuligt det er at holde styr på sine tanker, og hvordan hjernen konstant snyder os og river os rundt. - Derfor kan jeg også sige, at det simpelthen har været for svært for mig at finde ud af, hvad jeg er motiveret af, og når andre siger, at de ved præcis, hvad der fik dem fra A til B, så tror jeg ikke på det, siger han. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Da Mads Vangsø i en lang periode søgte efter steder at finde motivation, opdagede han, at man skal have fat i noget tungere end skuffen med tips og tricks, når man vil udvikle mental styrke. Det andet kan bruges til at kickstarte en proces men ikke til at løbe langt på. Til det formål brugte han flere filosofiske værker og gik til forelæsninger på universitetet. Efter hjemkomsten har han besluttet sig for at gøre netop sine filosofistudier færdige. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Da Mads Vangsø i en lang periode søgte efter steder at finde motivation, opdagede han, at man skal have fat i noget tungere end skuffen med tips og tricks, når man vil udvikle mental styrke. Det andet kan bruges til at kickstarte en proces men ikke til at løbe langt på. Til det formål brugte han flere filosofiske værker og gik til forelæsninger på universitetet. Efter hjemkomsten har han besluttet sig for at gøre netop sine filosofistudier færdige. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Bliver man et bedre menneske af at ro over Atlanten? Forandrer man sig? Og hvis man gør, er det så til det bedre eller værre? Mads Vangsø har svært ved at svare enten be- eller afkræftende på spørgsmålet. Svaret interesserer ham heller ikke, for han har ikke gennemført projektet med et bestemt mål for øje, men blot for at undersøge, hvad der egentlig findes derude midt på havet, når man er fysisk nedbrudt. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Da Mads Vangsø i en lang periode søgte efter steder at finde motivation, opdagede han, at man skal have fat i noget tungere end skuffen med tips og tricks, når man vil udvikle mental styrke. Det andet kan bruges til at kickstarte en proces men ikke til at løbe langt på. Til det formål brugte han flere filosofiske værker og gik til forelæsninger på universitetet. Efter hjemkomsten har han besluttet sig for at gøre netop sine filosofistudier færdige. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Da Mads Vangsø gik i land efter den 49 dage lange rotur, var hans krop helt nedbrudt og han havde tabt ikke mindre end 16 kilo. I løbet af nogle dage med almindelig mad og væske, begyndte musklerne at blomstre, og han fik sine ben tilbage. Men der gik lang tid, før han mærkede fysisk overskud igen, og på sin første løbetur vendte han om efter halvanden kilometer. Han gad simpelthen ikke. I dag nyder han igen at træne, men først måtte han hyre en personlig træner i en periode for at komme tilbage i god form. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Da Mads Vangsø gik i land efter den 49 dage lange rotur, var hans krop helt nedbrudt og han havde tabt ikke mindre end 16 kilo. I løbet af nogle dage med almindelig mad og væske, begyndte musklerne at blomstre, og han fik sine ben tilbage. Men der gik lang tid, før han mærkede fysisk overskud igen, og på sin første løbetur vendte han om efter halvanden kilometer. Han gad simpelthen ikke. I dag nyder han igen at træne, men først måtte han hyre en personlig træner i en periode for at komme tilbage i god form. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Dagbladet mener: Giv lufthavnen en blød landing

For en god måneds tid siden lykkedes det atter Stauning Lufthavn at holde propellen i luften - i hvert fald for en tid. Den lille lufthavn med den dårlige økonomi fik bevilget et krisetilskud på 2,5 millioner kroner fra byrådet. Vel at mærke oveni de knap to millioner kroner, som kommune i forvejen årligt poster i den. De seneste godt 25 år har kommunen hældt omkring 50 millioner kroner i Stauning Lufthavn, og efterhånden må man spørge sig selv, hvornår kassen skal klappe i. Er det virkelig en kommunal kerneopgave at drive en lufthavn, hvor underskuddet vokser i takt med, at antallet af fly falder? Nu foreslår pilot og tidligere direktør for flyselskabet Cimber, Jørgen Nielsen fra Sønderborg, at lufthavnen omdannes til en flyveplads og eventpark. Han foreslår, at arealerne kan bruges til weekend-arrangementer med bilræs, koncerter, småflysreparationer og flyturisme. Han foreslår også at etablere dronecenter og skoleflyvning, aktiviteter lufthavnen allerede er i fuld gang med. Vel at mærke alle initiativer, som ikke kommer til at koste skatteborgerne knap to millioner i årlig støtte - foruden diverse dyre redningskranse. Prisen er, at lufthavnen ikke vil have samme grad af bemanding som nu blandt andet i kontroltårnet, men igen må man spørge sig selv, hvorfor Ringkøbing-Skjern partout skal have en lufthavn med fuld bemanding? Specielt ikke når alternativet er en prisbilligere løsning, der samtidig kan være rammen om kulturelle arrangementer. Det med kultur er nemlig noget, vi kan her i kommunen. Hvad havne angår, er man nok bedre til fiskeri- og lystbådehavne her i området - end til lufthavne. Kommunen er desuden allerede medejer af Midtjyllands Lufthavn i Karup. Det vil måske være en bitter pille at sluge for nogle, at man ikke kan opretholde en lufthavn, trods de mange millioner man har smidt efter den. Men på et tidspunkt må man trække en streg og erkende, at man ikke skal i den retning og se sig om efter en ny vej. Det kunne passende være den vej som en tidligere flychef - på eget initiativ i øvrigt - foreslår.

Annonce