Annonce
Kultur

Teateraktuelle Maria Helleberg: Kender man fortiden, åbner det verden

Maria Hellebergs historiske roman "Stormene" bliver sat op som teaterstykke på Vendsyssel Teater. Et par dage hver uge er forfatteren til stede ved prøverne for kigge med, give gode råd og ellers bare more sig. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Forfatter Maria Helleberg kaldes dronningen af den historiske roman. I mere end 30 år har hun skrevet om vores fælles fortid. På det seneste er hun dykket ned i sin egen families ophav, og det har åbnet verden på en helt ny måde.

Maria Helleberg var skrækslagen for, hvad testen ville vise. Måske skulle hun bare smide den ud og leve videre, som hun hele tiden havde gjort.

For resultatet ville være uigenkaldeligt som en positiv graviditetstest. Det kunne potentielt ændre hendes families ophav og hendes fortid - alt det, hun havde bygget sin livsfortælling på.

- Hvad nu, hvis den viste, at de historier, jeg havde fået, ikke passede? spørger hun.

Men hun overbeviste sig om at åbne DNA-testen og læse, om fortiden og fortællingerne korresponderede.

15 procent vestafrikaner. 10 procent jøde. En god blanding skandinavisk og midteuropæisk for resten. Alt stemte. Fortidens slavehandel, jødiske forfølgelser, kvinder fra Thy og mange andre fortællinger, der skriver sig ind i vores allesammens historie, gemte sig i forfatterens DNA-profil.

- Betød det noget for dig at vide procentvis, hvor du stammede fra?

- Ja, og det betød faktisk mere, end jeg havde troet. Fornemmelsen af at have tråde ud de mærkeligste steder. I hver eneste blodsdråbe og celle er der en blanding af kulturer og racer, siger Maria Helleberg.

Annonce

Oplev ”Stormene”

Fra 20. marts til 28. februar spiller ”Stormene” på Vendsyssel Teater i Hjørring.

”Stormene” bygger på romanen af samme navn, skrevet af Maria Helleberg. Dramatiseringen er skrevet af Maj Rørbæk Damgaard.

Stykket handler om biskop Stygge Krumpens dilemma mellem kærlighed og tro i tiden før og efter reformationen. Han forsøger at holde sit katolske cølibat, men forelsker sig lidenskabeligt i den fraskilte adelskvinde Elisabeth Gyldenstjerne. Efter reformationen fængsles biskoppen, og Elisabeth lever i uvished om hans skæbne. Men deres kærlighed dør ikke. Historien om Stygge og Elisabeth foregår i Vendsyssel – i Børglum Kloster, Asdal, Voergaard og Sæby.

Blandt andet medvirker Anders Gjellerup Koch, Laura Kold og Lue Støvelbæk.

Se mere på vendsyssel-teater.dk

Familiehistorien

Dronningen af den historiske roman er klædt i kongeblå kjole og et farverigt sjal, da vi møder hende på Vendsyssel Teater.

Hun er fløjet til Nordjylland for at overvære prøverne på teaterstykket ”Stormene”, der er skabt ud af Maria Hellebergs roman - af samme navn - om kærlighed, magt og frigørelse i reformationens tid. To dage hver uge kigger hun med, når skuespillerne Anders Gjellerup Koch og Laura Kold arbejder sig ind på biskop Stygge Krumpen og adelsdame Elisabeth Gyldenstjernes kærlighedsfortælling.

Romanen bygger på de to virkelige personers liv, men er digtet hen over breve, retsudskrifter og andre historiske kilder fra 1500-tallet.

Siden 1986 har Maria Helleberg gravet gode historier op fra danskernes fortid og skrevet romaner om dem. På det seneste har hun også taget fat på sin egen historie. I slægtsromanerne om kvinderne fra Thy og helt konkret i den DNA-test, der bekræftede, at fortællingen om fortiden var virkelig.

- Vi har alle sammen en familiehistorie. Men problemet er, at hvis den ikke er genfortalt i detaljer, bliver historierne tomme. Ligesom huse, der blev udsat for bombeangreb under anden verdenskrig, hvor kun facaden stod tilbage. Det er tit sådan, at man kun ved, at morfar var med i 1864, man hvad lavede han der? Kommer man tre generationer tilbage, er der kun facader, siger Maria Helleberg.

Men DNA-testen var et kig ind bag facaden. Et bevis gemt i blodet.

- Tænk nu, hvis det hele var noget, de bare havde fundet på. Historien i min familie er, at jeg har en tiptiptipoldefar, som var slave på St. Croix. Han flygtede med den britiske flåde i 1807. Han forklarede, at han var fri, og de manglede folk, så de lavede et frihedsbrev til ham og kaldte ham John. Det hed han i noget tid. Det var ikke hans rigtige navn. I Danmark kaldte han sig Jan, var kok og slog sig ned i Randers, hvor han blev stamfader til min fars familie. Så testen viste, at der var vestafrikaner i mig. Men hvordan kan det være 15 procent? Der må have været flere gambianere et sted, griner hun.

Historien gentager sig

- Hvad kan vi lære af fortiden, af at kende vores egne familiers historier og vores fælles historier?

- Nogle gange må vi spørge fortiden til råds, for den er ikke helt ulogisk, svarer Maria Helleberg.

Begivenheder og mønstre gentager sig. Mennesker fra middelalderen, 1500-tallet eller nutiden bliver drevet af det samme: kærlighed, følelsen af at være en del af noget større og ønsket om at udskille, adskille og kontrollere det, vi frygter. Kampen mellem det gode og det onde.

Det er temaer, der optræder i de romaner, hun har skrevet om danske konger og dronninger, guldalderkunstnere og forfattere. Ligegyldigt hvilken periode af historien hun har undersøgt, findes der tråde til nutiden. I ”Stormene” bliver hovedpersonerne en slags kærlighedspartisaner, fordi de ikke underlægger deres forhold tidens og den katolske kirkes kontrol af ikke bare sexlivet men også følelseslivet.

- Det er vigtigt at tage fat i de historier, som rykkede i deres samtid. For vi har nøjagtig de samme problemer nu. Dengang var en af de vigtigste regler, at patere levede i cølibat. De kunne dog gå på bordel, bare de betalte. Først til bordellet og bagefter til kirken. De skulle drikke vand og spise brød i nogen tid, og så var den hjemme. De måtte godt lige lave en nødlanding, men at danne par med et menneske, de elskede, måtte de ikke. Det var en kontrol af følelseslivet, og det er den nemmeste måde at styre folk på at nægte dem kærlighed, forklarer Maria Helleberg om tiden før reformationen.

- Der er ikke længere et cølibatkrav i kirken, men der findes stadig mennesker, der vil påføre andre cølibat. Det er derfor, at vi er nødt til at konkretisere alle de mange køn og familieformer – for at få dem, der vil kontrollere følelseslivet, til at slappe af. Kontrollen er sket i århundreder, men historien om Stygge og Elisabeth, der ikke må elske hinanden, er en af historierne om den emotionelle frihedskamp, som vi stadig er i færd med, der handler om at lade folk være dem, de er, siger hun.

Maria Helleberg

Dansk forfatter.

64 år.

Debuterede i 1986 med den historiske roman, "Seersken". Har siden udgivet mere end 80 bøger, blandt andet samtidsromaner, børnebøger, rejsebøger, men fortrinsvis historiske romaner.

Hun har skrevet om danske konger og dronninger, guldalderens kunstnere og forfattere og senest slægtsromanerne, "Kvinderne fra Thy" og "Søstrene fra Thy", om sin mors slægt.

I 2017 udkom hendes roman, "Stormene", der bliver sat op som teaterstykke på Vendsyssel Teater i februar og marts 2020.

Se mere på www.mariahelleberg.dk.

Åbner verden

- Kærligheden er et fællestræk ved mennesker dengang og nu. Og som du siger, har vi altid haft lyst til at være en del af noget større og føle, at vores liv giver mening. Men der er vel også en menneskelig trang til at udskille andre? Til at fordømme dem, der er anderledes?

- Ja. Der er også et par store verdensreligioner, der stadig har problemer med det. Jeg har mødt det i alle tænkelige samfund og blandt alle tænkelige køn. Og det er ikke rart. Det er nemt at hate på andre, afskrive dem eller nedskrive dem. Og det er sgu ikke blevet bedre med de sociale medier. Nu er det næsten blevet sådan, at man nærmest tager det helt roligt, når en – ja for 99 procents vedkommende er det mænd – skriver, at de vil følge efter en, skære halsen over på en eller voldtage en. Man kunne gøre verden bedre ved at finde noget hjælp til de vanvittige trolde. Afgifte dem. Sende dem i kloster, siger Maria Helleberg.

På godt og ondt gentager historien sig. Vi elsker, finder mening med livet, afgiftes, hader, spyer vrede, skaber konflikter og lader frygt kontrollere. Men kender man sin fortid åbner det verden for en.

Det har Maria Helleberg oplevet. Hendes 15 procent vestafrikanske ophav gav hende stående ovationer til en litterær konference i Vestindien, da hun fortalte om tiptiptipoldefar Jan, der var stukket af fra La Grande Princesse.

- Jeg stod bare og tænkte: "Det der er familie. Det er min familie." De sagde bagefter, at de godt var klar over, at mange danskere stammer fra slaverne, siger hun.

- Og de var glade for, at du stod ved det?

- Ja, og mon ikke der dukker flere efterkommere op med de her gentests. Det kan i hvert fald anbefales at undersøge sin fortid, for man bliver klar over, at vi alle er forbundet. Det havde været sjovt at prøve det på nazisterne. "Ja, der er otte procent jøde der, du, så mon ikke du skal meldes ud af partiet?" På den måde kunne man forklare dem, at det var noget juks, siger Maria Helleberg.

En DNA-test afslørede, at Maria Helleberg har afrikanske rødder. En af hendes forfædre var flygtet slave fra St. Croix, kom til Randers og slog sig ned. Det har givet en følelse af familie i Vestindien og i Afrika. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Farverige Maria Helleberg bor på Sjælland, men flyver hver uge til Nordjylland for at følge med i tilblivelsen af teaterstykket "Stormene". Hun er vant til at rejse. Som barn flyttede hun rundt i Danmark med familien, som ung rejste hun i Europa og i 90'erne boede hun i Italien og New York. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Maria Helleberg beskæftiger sig med historien, når hun skriver romaner. Hun finder kilder i breve, retsudskrifter og andet som gik hun akademisk til værks, men når hun skriver digter hun henover kilderne og skaber fiktion baseret på virkelige hændelser og personer.Foto: Birgitte Carol Heiberg
- Det betød faktisk mere, end jeg havde troet, siger forfatter Maria Helleberg om at få resultatet af en DNA-test, der viste, hvor i verden hendes gener stammer fra. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Videbæk

Jens Andersen om Kim Larsens liv

Leder

Dagbladet mener: Man bliver stolt over de fastboendes 'folkebevægelse'

Man bliver flov overfor turisterne. Sådan lyder den korte, kontante begrundelse for et initiativ, der forleden fik 20 lokale frivillige til at trække i gummistøvlerne og trodse møgvejret for at bruge deres lørdag på at samle de store mængder affald op, som i månedsvis har skæmmet grøfterne langs Klitvejen. Bag initiativet står Hvide Sande-parret Heidi Broe Vrist og Lars Anker Hansen. Det er dem, der har følt sig så flove over at se den smukke Margueritrute omdannet til en skamfuld skralderute, at de har valgt at tage affaldssækken i egen hånd og gøre noget ved sagen. I første hug blev 74 sække fyldt med øldåser, flasker, slikposer og meget andet skidt. 74 sække! Men der er såmænd tilstrækkeligt med skrald tilbage til, at man kan samle lige så meget op og mere til, når succesen gentages lørdag 29. februar - selvfølgelig forudsat, at der også denne gang dukker en pæn flok frivillige kræfter op, som vil bruge lidt af weekenden på en fælles forskønnelse af grøftekanten. De store mængder affald dukkede op til overfladen, da kommunens folk for nogle måneder siden rensede grøfterne op for at gøre dem i stand til bedre at kunne tage de store mængder af regnvand. Der var røster fremme om, at kommunen burde rydde op efter oprensningen, men afdelingsleder for Vej og Park Kristian Korsholm måtte med beklagelse afvise, at det kunne komme på tale. Det ville kræve mandetimer, der ikke er budget til, forklarede han. Det er sund fornuft, at kommunens ressourcer lige nu gør bedst fyldest ved at blive brugt på at skaffe afløb for de enorme vandmængder. Og det er udtryk for et beundringsværdigt borgersind, når private mennesker som Heidi Broe Vrist og Lars Anker Hansen ikke nøjes med at brokke sig over kommunen eller måske rense lidt på egen matrikel, men i stedet går forrest i en hel lille 'folkebevægelse'. Herfra letter vi på sydvesten og bukker i stor respekt for initiativet. Mennesker som jer er der god grund til at være stolt af! Der er mulighed for at blive en del af 'bevægelsen', hvis man møder op på parkeringspladsen ved genbrugsstationen i Hvide Sande lørdag 29. februar klokken 10. Det er ganske gratis at deltage. Og hvis andre byer skulle lade sig inspirere, fortæller vi gerne om det i Dagbladet.

Annonce