Annonce
Debat

Tanker fra en gåtur: Hvorfor ikke rykke mødelokalet ud i det fri?

Klummeskribent Christian Baadsgaard er begyndt at gå hver dag. Den ene kilometer har taget den anden, og hvorfor ikke rykke noget af arbejdsdagen ud i det fri, spørger han. Privatfoto

Hvornår er din selvtillid senest blevet styrket af en tur i Fakta? Du ved, det der kun tager fem minutter? Det skete for mig tidligere i dag. Jeg gik målrettet hen til hylden med margarine, hvor jeg ellers bare nøjes med den sunde ekstra jomfru olivenolie, kiggede ned på kartonen med OMA Margarine og talte til 16.

Otte kilo fedt. Eller 16 pakker margarine. Hold kæææft, hvor er du god, Baadsgaard, messede jeg bag mundbindet.

Otte kilo rent fedt er forsvundet siden nytår… Det sagde min app forleden, da jeg åbnede for logningerne fra badevægten. Nu varer det dæwleme ikke længe, inden jeg skal til at overveje den modelkarriere, som min kropsform har frarøvet mig altid…

Annonce


Hvis politiet engang skal efterlyse mig, finder de mig aldrig, hvis de betegner mig som almindelig af bygning. Jeg har kæmpet mod vægten i 30 år. Til tider med held, men også med tilbagevendende uheld. Mest af alt uheld.


Hvis politiet engang skal efterlyse mig, finder de mig aldrig, hvis de betegner mig som almindelig af bygning. Jeg har kæmpet mod vægten i 30 år. Til tider med held, men også med tilbagevendende uheld. Mest af alt uheld. Da TV2 for nogle måneder siden sendte 20 års jubilæum med Livet er fedt, kom jeg til at tænke, at jeg sådan set også vejede for meget, da de første afsnit blev sendt, og sådan en erkendelse er ærlig talt lidt træls.

Og når man som jeg stikker snuden frem og mener noget, så oplever man også den overvældende glæde ved at læse, hvad andre mener om en. Det er da lidt sjovt at opleve voksne mennesker med stemmeret og realkreditlån, der i såvel stavefærdigheder som argumentationsteknik bliver overhalet indenom af børn i 3. klasse, når de ligger og slår i kommentarfelternes klinkegulv, og det er fra disse åndelige fakler, at jeg er blevet kaldt dum, grim og fed…

Min dumhed må de leve med, for det gør jeg så udmærket selv. At jeg er grim… Ja, det kan godt være, men det tror jeg alligevel ikke, mine forældre synes, så det kan være lige meget. Men at jeg er fed? Ja, der er de alligevel inde på noget, og det kunne jeg gøre noget ved, selvom disse kloge hoveder har bedømt min fedme ud fra et almindeligt portrætfoto.

Så var det, min gode nabo anbefalede en app, hvor man registrer alt mad, og den tæller så samtidig skridt og øvrig fysisk aktivitet. Desto mere, man bevæger sig, desto mere kan man spise. Se det er en logik, jeg fatter, og jeg kan love for, at jeg kan få mig lettet fra divaneseren. Allerede tidligt i forløbet erkendte jeg dog, at bland-selv-slik kræver en uforholdsmæssig stor indsats, og når man nu er lidt arbejdssky, så er der alligevel ting, man kan undvære.

Nå, men så gik det hverken værre eller bedre, end at det alligevel var godt at komme ud at få lidt luft. Så blev luften så dejlig, at jeg lige skulle gå lidt længere. Jeg kiggede på tælleren. Her kom min griskhed ind, og jeg kunne ikke få skridt nok, og pludselig… Hvem havde troet, at jeg skulle komme til at gå hvad der svarer til en halvmaraton på tre dage, og i øvrigt nemt kunne tage et par ture til?

For nok har jeg altid været glad for naturen, men på de ture har jeg set noget, som jeg i alt for mange år har forsømt, mens jeg sad og kiggede ind i skærmen. Hver eneste dag rykkede jorden et par millimeter, så jeg begyndte at gå mine ture i frost og sne, og nu går jeg  blandt det grønne, der skyder op. Jeg hørte lydene af Blichers kyndelmisse, og lige om lidt mærker jeg Benny Andersens hilsen til forårssolen ruske bladene frem i det corona-støvede træ. Jeg hører de små fugle kvidre og duens dybe kurren, alt imens jeg tænker på, hvornår Mette Frederiksen tager sig sammen og laver et forsamlingsforbud for rågerne.

Men alle disse små glimt af livet derude på den anden side af Ruko-låsen, prikker også til mig på en måde, som jeg aldrig har mærket det før. Var det de samme nervespidser, der fik mine forfædre til at gå i marken for at pløje og så, mens de lyttede til lærken og glædede sig over dens forårssang? Hvis det var, så forstår jeg nu den dybe længsel, som vinteren gav dem.

I disse uger prøver vi at vende tilbage til noget, vi stadigvæk kalder den normale hverdag. Men ordet normalt er et begreb, der kan kasserollebøjes, har vi fundet ud af, og sandheden er nok, at vi aldrig nogensinde kommer tilbage til den verden, der var, før en flagermus kom til at flyve forkert. Det har været en hård omgang, men det er nemmere at bære, hvis det også har været lærerigt, og vi har alle lært et eller andet.

I vores arbejdsliv er der næppe sket så store ændringer i de seneste 50 år, som der er på bare et år. Under mine gåture har jeg spekuleret på, om den friske luft ikke også kunne give et pust ind i mange storrumskontorer. Kunne virksomheder og offentlige arbejdspladser måske gøre endnu mere brug af naturen i fremtidens hverdag.

For helt ærligt: Var det mon Vorherres mening med menneskeheden, at den skulle bruge sit liv i indelukkede mødelokaler og kun se solen gennem en tre-lags-termorude? Var frisk og kølig luft kun ment som noget, der skulle mærkes syntetisk fra et ventilationsanlæg? Var motion kun ment som noget, der krævede en nøglebrik til et fitness-center?

Nej, for livet er mere. Det er sol og regn, det er vind og stille. Vi er skabt til gore-tex og termojakker, og lige så vel som de første tulipaner i min have, så er det udendørs, at vi vokser. Og jeg håber, at arbejdspladserne lige åbner døren og kigger udenfor. Er der noget i vejen for at holde et møde i skoven eller ved åen? Kunne det være, at man snakker bedre sammen, når man går en tur, for her er der plads til tænkepauser, uden det bliver akavet? Jeg kan i hvertfald se, at der er masser af spændende steder at mødes.

Kunne det så give både sunde og glade medarbejdere, så er det da bare en ekstra gevinst. Og lige præcis glade, sunde og kreative folk er, hvad samfundet har brug for lige nu.

På en gåtur møder man mange smukke ting. Som disse farverige små krokus, der titter op i Alkjær Lukke. Foto: Christian Baadsgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce