Annonce
Debat

Talsmanden: At have én at støtte sig til

Besøgende på Sinaibjerget. Foto: Goran Tomasevic / Reuters

I Det gamle Testamente er historien om Moses, der bliver kaldet til føre israelitterne ud af slaveriet i Egypten. Moses er fårehyrde og befinder sig på Sinajbjerget. Han ser en busk, der bliver ved med at brænde. Det skærper hans nysgerrighed, men da han kom tæt på den brændende tornebusk, bliver han stoppet. Gud taler til ham indefra ilden.

Moses møder Gud her på bjerget ved den brændende tornebusk, og sagen er, at Moses er udvalgt til at gå til Farao for at få frigivet israelitterne, så de kan tage hjem til deres eget land. Det er ikke en opgave, Moses er særlig begejstret for! Anden Mosebog kapitel 3 og 4 er en interessant samtale mellem Gud og Moses. Moses er nemlig ikke sådan at overtale. Han undskylder sig med det ene og det andet, og Gud reagerer ved at blive vred på Moses, men også ved at føje sig og give Moses både tryghed for - og myndighed til - at løfte den opgave, han står over for.

Til sidst undskylder Moses sig med, at han ikke har ordet i sin magt. Gud svarer, at han ”vil være Moses´ mund og fortælle, hvad der skal siges”. Men selv det er ikke nok for Moses; nej, beder han, ”send dog en anden”, underforstået, ”jeg siger fra!”Og da kommer det kompromis i stand, som bliver løsningen, nemlig at Aron, Moses´ bror, bliver en talsmand for Moses.

Annonce

Moses er lederen, men Aron er den person som Moses har ved sin side og som kan tale på Moses´ vegne; ja, lede folket, når Moses ikke er der. Der er altså tale om et tæt parforhold mellem de to brødre i ledelsen af israelitterne. Moses er ikke alene, hverken overfor Farao eller overfor folket.

Det kender vi også fra vores verden. Den amerikanske præsident har både en vicepræsident og en (eller flere) talsmænd. Statsministeren er omgivet af rådgivere, og blandt ministrene er der en stedfortræder, hvis statsministeren bliver syg etc. I kommunerne har vi en viceborgmester. I bestyrelserne en næstformand.


Der skal være flere om opgaven, nogen til at tale sammen internt og nogen til at tale min sag, når jeg ikke selv kan. Vi bukker under, eller magten korrumperer, hvis vi er alene om ansvaret og ledelsen; ja, a pro pos Moses, hvis vi er alene på ”toppen af bjerget”.


Jo, det der med at dele ansvaret og magten mellem nærtstående er en gammelkendt praksis. Der skal være flere om opgaven, nogen til at tale sammen internt og nogen til at tale min sag, når jeg ikke selv kan. Vi bukker under, eller magten korrumperer, hvis vi er alene om ansvaret og ledelsen; ja, a pro pos Moses, hvis vi er alene på ”toppen af bjerget”.

Det er snart pinse og i denne søndags evangelietekst taler Jesus om Guds Ånd, Helligånden, som en talsmand. For at bruge historien ovenfor, så er Helligånden en Aron, en person, der både kan tage over og tale for os, når vi, som Moses, ikke kan gabe over det hele. Men også en ledsager, en stedfortræder og rådgiver, der gør, at vi ikke står alene med ansvaret og magten.

Det med Helligånden kan være svær at forstå. Og i forsøget på at forklare, hvad og hvem Helligånden er, bliver det let enten for banalt eller for indviklet. Helligånden er nemlig som vinden (de to ord er i øvrigt identiske på hebraisk og græsk, bibelens grundsprog) umulig at gribe og fastholde. Vinden, Ånden, farer rundt, eller bevæger sig stille fra sted til sted, uden at vi kan gribe den eller styre den. Men netop denne bevægelighed uden for vores kontrol giver liv og kraft.

Jeg ser, med denne søndags tekst, en kraft i verden, der kommer fra Gud. En kraft, der kan give magt og myndighed til en mismodig Moses og gøre ham til en stor leder. En kraft, der gør, at vi ikke er alene med vores tro og vores håb. Kristendom er ikke en historie, som vi ved egen hjælp kan tro på og håbe, er sand. Der mere end os selv i det spil, en usynlig kraft udefra, ligesom vinden, der får vingerne på møllen til at køre rundt eller grenene på træet til at vifte. Ja, Helligånden er som den impuls eller indre stemme, der midt i besværet giver én modet til at gøre, hvad gøres skal. Helligånden er den ro, der kan lægge sig over én, når man konfronteret med det ulykkelige, alligevel finder trøst.

Jeg kan ikke i denne prædiken forklare, hvem og hvad Helligånden er, og ovenstående er ikke et forsøg derpå. Men, når Jesus taler om Helligånden som ”Talsmanden”, hvad der er et gennemgående tema i teksterne op til og sammen med pinsen, så ser jeg for mig en Moses, der ikke står alene med ansvaret; eller en statsleder, der har rådgivere omkring sig.

Jeg er hverken Moses eller statsleder, men har dog et ansvar for mit eget liv og det virke, som jeg er pålagt. I det er jeg ikke alene, jeg har Gud med mig. Han har ikke overladt, hverken dig eller mig, til os selv. Han vil følge os og være hos os, gennem sin ånd, Helligånden, Talsmanden.

Evangelieteksten til 6. søndag efter påske: Johannesevangeliet 15,26 – 16,4.

Mogens Thams, sognepræst i Rindum. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Ringkøbing-Skjern

S-byrådsmedlemmer bag opsigtsvækkende forslag: Pil testmøllerne i Lem Kær ned efter seks år

Skjern Håndbold

Skjern-cheftræner efter kæmpe pokal-skuffelse: Det har været en sæson med røven i vandskorpen

Annonce