Debat

Tal med din digitale assistent om det

Vi har i de senere år oplevet, hvordan vores brug af IT har ændret sig. Først gik PC-salget (for efterhånden mange år siden) i stå, sidenhen gik faktisk også tablet/iPad-markedet i stå, og nu er turen kommet til vores smartphone. I 2018 blev der for første gang solgt færre smartphones end året før. Dimsebegejstringen har lagt sig; vi køber ikke nyt, bare fordi der kommer en ny iPhone, der er en millimeter bedre end forgængeren. Nu køber vi nyt, når det gamle går i stykker. Smartphonen er i dag kongen af IT-universet. Men dens dage som konge er talte. Fremover vil vi bruge en bred vifte af enheder på forskellige tidspunkter, og nogle af dem er næsten usynlige. Velkommen til Ambient Computing-æraen. Ambient betyder omgivende, eller omsluttende, og det er, hvad det handler om.

I de gamle PC-dage gemte vi alt lokalt. Det gør vi ikke længere; vores brug er i dag mest koblet med internetbaserede tjenester, og med mobilnettene har vi fået masser af båndbredde. I gamle dage brugte vi mus. Nu bruger vi mere og mere tale. Tale er den mest naturlige kommunikationsmåde for os; vi foretrækker jo også at snakke med hinanden frem for fagter eller skriftlig kommunikation.

Og netop tale som betjeningsform til vores enheder er blevet muligt takket være den revolution, vi i oplever indenfor kunstig intelligens. Med kunstig intelligens har vi fået et helt nyt bruger-interface. Fra touch og kommandoer til konversation - dialog, spørgsmål og svar. Og fra at man primært var i en Apple-, Windows-, eller Google Androidverden. er det nu lidt ligegyldigt. hvad det er for et operativsystem. ens enhed bruger. Nu handler det om den digitale assistent. der hjælper mig på mine enheder: Apples Siri, Googles Assistent, Amazons Alexa. Vores fokus vil fremover være på den digitale assistent, som jeg taler med - og den vil oftest i fremtiden vil være fra Google eller Amazon, der står til at blive de to mest udbredte. Den digitale assistent vil jeg opleve helt menneskeagtig, når jeg taler med den.

Kampen mellem IT-giganterne handler i dag om at vinde min digitale assistent-gunst. Der er enorme summer på spil. Mine indkøb, min underholdning, min informationssøgning vil i fremtiden tage udgangspunkt i den digitale assistent. Giganternes strategier, styrker og svagheder er lidt forskellige. Google kan med udgangspunkt i mine søgninger og den enorme viden, de har om mig, levere en god oplevelse, gøre det nemt for mig at søge, finde, købe, navigere, høre musik. Google er førende, brugervenligheden er i top. Amazon vil gerne have mig ind i deres indkøbs-univers, så de har fokus på e-handel, men Amazon Alexa kobler også til mange andre services. Apple er med deres meget snævre, Andeby-agtige beskyttede univers, hvor kun klinisk rene ting må foregå, de mest snævre.

Det, der foregår hos Apple, kører til gengæld som smurt i smør, men udvalget er mere begrænset. Samtidig er Apples Siri ikke så klog som Google- og Amazonalternativerne – Apple har nemlig investeret mindre i kunstig intelligens end konkurrenterne. Microsoft har valgt en strategi, hvor de holder sig lidt i baggrunden, og til gengæld er de ”venner med alle”. Strategien er så vellykket, at Microsoft nu kandiderer til at være verdens mest værdifulde selskab.

Jeg vil i fremtiden bruge flere assistenter på skift til at løse forskellige opgaver, men jeg vil oftest have en favorit. Man forventer, at der vil være fem milliarder digitale assistenter i brug i verden i 2023. Der er stadig til den tid et par milliarder flere mennesker end assistenter, men alligevel er det imponerende. Nogle af assistenterne vil endda kunne tale med hinanden.

Alt det smarte foregår altså mestendels hos Amazon eller Google. Oppe i internetskyen er de digitale assistenter klar til at hjælpe mig. Jeg aktiverer dem ved hjælp af min smartphone eller via en smart-højttaler på hylden, og - hvis det er Amazons Echo - ligner en stofbeklædt mini-Steltonkaffekande. Ligesom PC’en var stuealteret i gamle dage, er de her enheder noget, der vil stå i ethvert hjem fremover. Jeg taler til bæstet, og det svarer mig, Amazons Alexa indtil videre kun på engelsk, men Googles tilsvarende taler dansk.

Vi skal forholde os til, hvad vi vil tillade. Er det OK, at Amazon eller Google lytter med derhjemme? Og hvilke opgaver vil jeg tillade, at de udfører for mig – og dermed lærer mine vaner endnu dybere at kende. Og hvilke rum vil jeg tillade de lytter i? De lytter kun, når jeg siger: ”Hey Alexa eller Hey Google”, men de kan jo blive aktiveret ved en fejl. Det er vigtigt at være kritisk overfor alle de mange nye muligheder. De gør mit liv lettere og bedre, men mit privatliv skrumper, hver gang noget nyt kommer til, hvis ikke jeg selv sørger for at sætte grænser.

Preben Mejer
0/0
Klumme

Ugens Prædiken: Påskemorgen er som en håbets hilsen fra Guds fremtid

Klumme

Martine om at blive gammel: Måske er det andet end medicin og ømme muskler?

Klumme

Ugens Prædiken: Mere kærlighed, end vi fatter og forstår

Klumme

Kommer du til årets grundlovsfest?

Leder For abonnenter

Bøhtosserne og de sande demokrater

Spalte op og spalte ned er der blevet skrevet om koranafbrændings-tossen. Du ved; ham der fuldt bevidst går efter at lave sine demonstrationer på måder og på steder, hvor hans iskolde og desværre alt for ofte ganske korrekte kalkule er, at bål-og-brand-tosser vil gribe den kærkomne anledning til at lade sig krænke så tilpas meget, at det efter deres indskrænkede verdensopfattelse berettiger til larm i gaden. Og dermed får bål-og-brand-tosserne på imponerende vis bekræftet koranafbrændings-tossens pointe - hvis ellers pointe ikke kan siges at være et alt for pænt ord for den verdensopfattelse, som hadprædikanter af alle farver abonnerer på. Faktisk er der både sagt og skrevet mere end rigeligt om Rasmus Paludan. Derfor er hovedpersonerne i disse linjer ikke hverken den ene eller den anden part i bøhtosse-krigen. Det handler tværtimod om demokratisk forståelse ført ud i en ualmindeligt fornem praksis - og om et par seje gutter fra Holstebro, Abbas Maanaki og Ergin Dogan. De to stod bag et vellykket arrangement i Trekanten i Holstebro, hvor de fik beboerne til at samles om pizza, fodbold og lørdagshygge i stedet for at stille op som medvirkende i provokatørens omrejsende cirkus, der var varslet til at ankomme til byen en lørdag i april. Dermed faldt det sture, sture provkationsnummer til jorden med et stille plask - ganske som den slags har fortjent. Maanaki og Dogan er begge som teenagere kommet i ungdomsklubben Jættehøj og forklarer, hvordan værdierne, de lærte der, var afsæt for deres fredelige moddemonstration: Rasmus Paludan skulle have lov at bruge sin ytringsfrihed til at sige, hvad han ville - men de to brugte deres ytringsfrihed til at argumentere for, at alle lod ham stå alene med sine provokationer og sin dyre politibeskyttelse. En beskyttelse, som der i Holstebro ikke blev den fjerneste brug for. Missionen lykkedes nemlig over al forventning, og der var efterfølgende stor ros fra politikommissær Lilian Jensen, som i Dagbladet Holstebro erklærede sig "pavestolt af den præventive indsats, vi så fra beboerne". Hvor ville det dog være fantastisk, hvis 'Holstebro-modellen' kunne brede sig til andre steder i landet. Københavnske Nørrebro kunne for eksempel lære en hel del. Som Ergin Dogan siger: "Det, Rasmus Paludan står for, er ikke de værdier, som vi har lært at kende i Jættehøj og på arbejdsmarkedet. Vi er bare med til at sprede hans retorik og had, når vi lader os provokere. Han ved udmærket, hvilke knapper han skal trykke på, så det eksploderer. Og jeg tror, det er hans formål." Jeg tror, Ergin Dogan har ret - og siger tak til ham, til Abbas Maanaki og til lærere og pædagoger som dem i ungdomsklubben Jættehøj, fordi de på forbilledlig vis formår at vise, hvad demokrati vil sige i virkelighedens verden.

Klumme

Amagerpigens tak til Bork Havn Efterskole: I var vinden under mine vinger