Annonce
Debat

Systemovergreb - igen igen

I denne måned har jeg læst en meget anbefalelsesværdig bog: "Far i klemme. De røde skilsmisser - når systemet begår overgreb". Bogen handler om, hvad der kan ske, når myndigheder (i dette tilfælde endda lokale i form af socialforvaltningen i Herning Kommune, statsforvaltningen i Ringkøbing og retten i Herning) blandt mange andre overgreb tvangsanbringer to børn på et fejlagtigt grundlag og dermed varigt skader en familie frem for at beskytte og hjælpe samme.

Bogen er en sand gyser. Fra den virkelige verden. Og desværre alt for kendt fra mit eget arbejde som advokat. Vi har vitterligt et rystende og ret så forfærdeligt retssystem, når det kommer til de 10 procent af skilsmisser med børn, som er højkonfliktsager, og hvor den ene af parterne ofte har en karakterafvigende personlighedsforstyrrelse og er enten for eksempel psykopat eller sociopat.

Alle os, der lever som de 90 procent uden at have haft en karakterafviger og grænseoverskridende person tæt inde på livet, er nemlig blinde. Vi ser ikke tegnene, og vi orker ikke at tale om fortiden. Selv om vi er fagpersoner, vil vi helst se, at skilte forældre bliver ansvarlige, koncentrerer sig om nutiden og dermed finder en hurtig løsning på spørgsmålene om forældremyndighed, børnenes bopæl og til sidst en god samværsordning.

Hvis psykopatens ofre ikke allerede på skilsmissetidspunktet var tyndslidte og nervøse ringvrag, så ender de ofte som sådanne, når de har mødt de af mig anførte grundholdninger hos myndighederne og fagpersoner. Jeg har gennem mine 20 år som advokat selv oplevet, hvordan den karakterafvigende forælder formår at fremstå charmerende, veltalende, tydelig og overskudsagtig, mens den voldsudsatte fremstår som det modsatte. Børn udleveres til samvær uden tilbundsgående undersøgelser af, hvad der er bedst for dem.

Bogen fik mig til at tænke på den kronik, jeg skrev i april 2015 og fik udgivet på Folkets Avis under overskriften "Systemet før mennesket?", som handlede om to af mine egne klienters konkrete sager om henholdsvis børnepornografi og tvangsfjernelse af et barn. I begge disse sager blev der lige som i den omtalte bog begået systemovergreb mod borgere, som myndighederne i bund og grund skulle tjene i stedet for at genere. I begge sager startede mine klienter ud med at anmode om hjælp fra myndighederne, og anmodningen om hjælp endte med præcist det modsatte.

Min konklusion dengang var, at hvis du eller dine børn har brug for hjælp, støtte og vejledning, så hold dig langt væk fra systemet. Søg hjælp i dit netværk. Det offentlige kan nemlig ende med at ville tvangsfjerne dit barn, og anklagemyndigheden kan undlade at efterforske det, du anmelder, og i stedet rejse tiltale mod dig.

Hvis folk følger mit råd fra dengang, så kan det i bedste fald være, at det alene er de 10 procent højkonfliktramte forældre, der ender i systemet af den grund, at de ikke har noget valg grundet konfliktens karakter og involvering af børn. Til gengæld kunne jeg håbe på, at det offentlige så har tid til og mulighed for at undersøge tingene og sagerne grundigt, inden der træffes beslutninger, fordi vi andre holder os væk. Alternativet tør jeg slet ikke tænke på: At systemet ikke forbedrer sig, og at den voldsudsatte med børn skal udsættes for yderligere overgreb, som vi kan læse om i bogen "Far i klemme" af Bruno Skibbild.

Sidder du nu og tænker på, at man også bare kunne flygte fra den voldelige forælder og på den måde undgå indblanding fra myndigheder og den anden forælder, vil jeg i højeste grad fraråde dette. Østre Landsret har nemlig torsdag den 28. juni 2018 stadfæstet byrettens dom i en sag, hvor en kvinde rejste til udlandet uden samtykke fra børnenes fædre med den begrundelse, at hun ville beskytte børnene mod dem. Hun har ifølge Ekstra Bladets oplysninger fået en dom på halvandet års ubetinget fængsel for børnebortførelse. Borgernes selvtægt straffes hårdt, som det ses. Til gengæld er der åbenbart ingen straf, når myndighederne begår overgreb mod borgerne, jf. bogen "Far i klemme".

Annonce

Bogen er en sand gyser. Fra den virkelige verden. Og desværre alt for kendt fra mit eget arbejde som advokat. Vi har vitterligt et rystende og ret så forfærdeligt retssystem, når det kommer til de 10 procent af skilsmisser med børn, som er højkonfliktsager, og hvor den ene af parterne ofte har en karakterafvigende personlighedsforstyrrelse og er enten for eksempel psykopat eller sociopat.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce