Annonce
Ringkøbing

Svensk pølseret og gode venner: Røde Kors Cafeen reddede Knud Erik ud af ensomheden

Knud Erik Knudsen har kun lovord til overs for den venlighed, han i Røde Kors Cafeen har mødt fra frivillige hjælpere og andre brugere. Foto Poul Osmundsen.
90-årig ringkøbingenser var på herrens mark, da han mistede sin kone. Men så hørte han om et sted, hvor man kunne spise godt og møde rare mennesker …

RINGKØBING: Den står på svensk pølseret i Røde Kors Cafeen i Østergade i dag.

Ude i køkkenet er Lolita Larsen, der står bag kødgryderne fire ud af fem dage i ugen, i gang med at varme retten igennem, og duften breder sig mundvands-fremkaldende i cafeen.

Inde i cafeen sidder en 10-15 ringkøbingensere, og venter på at maden bliver serveret. Snakken går livligt, for de fleste kender hinanden særdeles godt; de kommer jævnligt - for manges vedkommende dagligt - i cafeen.

Blandt dem er 90-årige Knud Erik Knudsen, der begyndte at komme her, da han sidste år mistede sin kone.

Både han og hans kone, Grethe, stammer fra Ringkøbing, men flyttede fra byen som unge - Knud Erik for at arbejde inden for autobranchen, mens Grethe passede hus og hjem.

Efter 61 år flyttede de tilbage til Ringkøbing fra Randers; de havde sommerhus i Søndervig, så helt unaturligt var det ikke. Men de havde ikke familie tilbage i fødebyen, så da Grethe døde, stod Knud Erik pludselig meget alene tilbage. Ensomheden blev ikke mindre af, at han de senere år er blevet næsten helt blind.

Annonce
Der kommer typisk en 12-14 daglige brugere i cafeen til middagsmaden, men nogle gange er der op mod 20. Alle er velkomne.

Røde Kors Cafeen

- Min kone havde været hjemmegående, så da hun døde, var jeg overladt helt til mig selv. Jeg kunne ikke lave mad, vaske tøj eller den slags. Det var en grim overgang, siger Knud Erik Knudsen.

Skønt han kun har en rest af sit syn tilbage, er Knud Erik heldigvis i god fysisk form, og hjernen er stadig skarp som en ragekniv, så han kan godt komme omkring i byen.

Men det med husholdningen og manglen på sociale kontakter oplevede han som en drøj nedtur. Han hentede færdigretter i Brugsen, men det var trist at sidde derhjemme og spise dem alene.

Men så fortalte en god bekendt ham om Røde Kors Cafeen i Østergade.

- Vi serverer varm middagsmad fem dage om ugen, og det er faktisk alle og enhver, der må komme og spise her, siger daglig leder Ulla Bjerg Thomsen.

Og pludselig en dag først på sommeren 2018 dukkede Knud Erik Knudsen op.

- Det var en total omvæltning for mig. Jeg blev mødt med venlighed og hjælpsomhed - ja, nærmest forkælet. En dag, vi fik skrubber, havde jeg lidt svært ved at pille kødet fra benene, fordi jeg ikke kan se, men så sagde én af hjælperne til mig: "Du får lige en ny skrubbe, Knud Erik, så skal jeg nok pille benene fra", fortæller han.

Besøgsven

At maden er lidt "gammeldags" passer ham fint.

- Det er sådan, jeg kan lide den, fastslår han.

- At jeg er begyndt at komme her, er det bedste, der er sket mig, efter at jeg mistede min kone. Jeg var langt nede psykisk, men Røde Kors Cafeen reddede mig. Jeg glæder mig til at komme her hver dag, fastslår Knud Erik Knudsen, der selv går fra sit hjem på Mågevej til Østergade og hjem igen hver dag.

Ensomheden er svundet; han har endda fået en ny ven oven i de andre, han møder på cafeen. En Røde Kors besøgsven, der hedder Allan, og som besøger ham mindst engang om ugen.

- Vores kemi passer fint sammen. Vi snakker godt sammen, han hjælper mig med forskellige ting. Og for nylig var vi på Generator sammen for at overvære en koncert. Da jeg fyldte 90, forærede han mig en sejltur på Silkeborgsøerne med "Hjejlen"; det var en fantastisk dag!

Knud Erik Knudsen kan kun anbefale andre i samme situation som ham at komme på Røde Kors Cafeen. Faktisk har han kun én anke:

- Jeg synes faktisk, en gode mad er for billig. De kunne godt forlange lidt mere for den!

Daglig leder af cafeen, Ulla Bjerg Thomsen, sikrer sig, at der er kaffe på kanden.
Lolita Larsen varmer den svenske pølseret igennem.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

En ommer: Lad dog Skjern Produktforretning få lov at udvide

Læserbrev: Hvad er det, teknik og miljøudvalget spænder ben for? I disse grønne omstillingstider, endelig er der en virksomhed, der vil vækste, som I så vil bremse. Hvorfor kan produktforretningen ikke få lov at udvide med en ny hal? Jeg forstår da godt dit synspunkt, John Christensen, med at det er træls, at man har investeret i industrigrunde, som ikke er i brug. Det kunne ellers blive et flot syn med 4-6 meter høje rustne metalskrot-bunker i Skjern industrikvarter, har I tænkt på dette? Hvad så, hvis Ådum autoophug og Ringkøbing autoophug også vil udvide? Så skal de jo også flytte ind i industrikvarteret, som jo så snart ville blive for lille, men fantastisk farvestrålende at se på. Nej prøv for en gangs skyld ikke at se på kroner og øre, men brug den fornuftige del af hovedet. Er der nogle, der kan finde bedre placeringer til disse industrier end der, hvor de nu ligger? Hvem generes af Skjern produkthandel, hvor den er i dag? Jeg har læst om en tidligere miljømedarbejder ved kommunen, at der aldrig har været problemer med miljøet, så hvorfor prøve at tvinge dem til at flytte. Måske ud af kommunen, og væk er både arbejdspladser og skattekronerne. Men det har I jo prøvet før med HV transport i Hover. Synes I, det var en god ide? Hvor mange arbejdspladser og skattekroner kostede det? At man kan fejle én gang er da ikke ensbetydende med, at kommunen skal blive ved med dette. Jeg tror ikke, der er ret mange, som kører forbi Ringkøbingvej 17, der er klar over, hvad der ligger fantastisk flot gemt bag beplantede jordvolde og træer, nej lad blot dem udvide, hvis de har brug for dette. Måske til et par nye medarbejdere, som så kunne betale skat i kommunen. Og det kunne måske også være tænkeligt, at virksomheden også kunne lave mere overskud, som så kunne komme kommunekassen til gode. Det ville i hvert fald ikke ske, hvis den skulle flytte til industrikvarteret. Det er en ommer, teknik og miljøudvalg. Brug den fornuftige del af hovedet denne gang.

Annonce