Annonce
Ringkøbing

Svensk pølseret og gode venner: Røde Kors Cafeen reddede Knud Erik ud af ensomheden

Knud Erik Knudsen har kun lovord til overs for den venlighed, han i Røde Kors Cafeen har mødt fra frivillige hjælpere og andre brugere. Foto Poul Osmundsen.
90-årig ringkøbingenser var på herrens mark, da han mistede sin kone. Men så hørte han om et sted, hvor man kunne spise godt og møde rare mennesker …

RINGKØBING: Den står på svensk pølseret i Røde Kors Cafeen i Østergade i dag.

Ude i køkkenet er Lolita Larsen, der står bag kødgryderne fire ud af fem dage i ugen, i gang med at varme retten igennem, og duften breder sig mundvands-fremkaldende i cafeen.

Inde i cafeen sidder en 10-15 ringkøbingensere, og venter på at maden bliver serveret. Snakken går livligt, for de fleste kender hinanden særdeles godt; de kommer jævnligt - for manges vedkommende dagligt - i cafeen.

Blandt dem er 90-årige Knud Erik Knudsen, der begyndte at komme her, da han sidste år mistede sin kone.

Både han og hans kone, Grethe, stammer fra Ringkøbing, men flyttede fra byen som unge - Knud Erik for at arbejde inden for autobranchen, mens Grethe passede hus og hjem.

Efter 61 år flyttede de tilbage til Ringkøbing fra Randers; de havde sommerhus i Søndervig, så helt unaturligt var det ikke. Men de havde ikke familie tilbage i fødebyen, så da Grethe døde, stod Knud Erik pludselig meget alene tilbage. Ensomheden blev ikke mindre af, at han de senere år er blevet næsten helt blind.

Annonce
Der kommer typisk en 12-14 daglige brugere i cafeen til middagsmaden, men nogle gange er der op mod 20. Alle er velkomne.

Røde Kors Cafeen

- Min kone havde været hjemmegående, så da hun døde, var jeg overladt helt til mig selv. Jeg kunne ikke lave mad, vaske tøj eller den slags. Det var en grim overgang, siger Knud Erik Knudsen.

Skønt han kun har en rest af sit syn tilbage, er Knud Erik heldigvis i god fysisk form, og hjernen er stadig skarp som en ragekniv, så han kan godt komme omkring i byen.

Men det med husholdningen og manglen på sociale kontakter oplevede han som en drøj nedtur. Han hentede færdigretter i Brugsen, men det var trist at sidde derhjemme og spise dem alene.

Men så fortalte en god bekendt ham om Røde Kors Cafeen i Østergade.

- Vi serverer varm middagsmad fem dage om ugen, og det er faktisk alle og enhver, der må komme og spise her, siger daglig leder Ulla Bjerg Thomsen.

Og pludselig en dag først på sommeren 2018 dukkede Knud Erik Knudsen op.

- Det var en total omvæltning for mig. Jeg blev mødt med venlighed og hjælpsomhed - ja, nærmest forkælet. En dag, vi fik skrubber, havde jeg lidt svært ved at pille kødet fra benene, fordi jeg ikke kan se, men så sagde én af hjælperne til mig: "Du får lige en ny skrubbe, Knud Erik, så skal jeg nok pille benene fra", fortæller han.

Besøgsven

At maden er lidt "gammeldags" passer ham fint.

- Det er sådan, jeg kan lide den, fastslår han.

- At jeg er begyndt at komme her, er det bedste, der er sket mig, efter at jeg mistede min kone. Jeg var langt nede psykisk, men Røde Kors Cafeen reddede mig. Jeg glæder mig til at komme her hver dag, fastslår Knud Erik Knudsen, der selv går fra sit hjem på Mågevej til Østergade og hjem igen hver dag.

Ensomheden er svundet; han har endda fået en ny ven oven i de andre, han møder på cafeen. En Røde Kors besøgsven, der hedder Allan, og som besøger ham mindst engang om ugen.

- Vores kemi passer fint sammen. Vi snakker godt sammen, han hjælper mig med forskellige ting. Og for nylig var vi på Generator sammen for at overvære en koncert. Da jeg fyldte 90, forærede han mig en sejltur på Silkeborgsøerne med "Hjejlen"; det var en fantastisk dag!

Knud Erik Knudsen kan kun anbefale andre i samme situation som ham at komme på Røde Kors Cafeen. Faktisk har han kun én anke:

- Jeg synes faktisk, en gode mad er for billig. De kunne godt forlange lidt mere for den!

Daglig leder af cafeen, Ulla Bjerg Thomsen, sikrer sig, at der er kaffe på kanden.
Lolita Larsen varmer den svenske pølseret igennem.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Politisk opbakning til Sommerfuglen skyldes stedets kvaliteter

Læserbrev: Sommerfuglen er kommunes nye fritidstilbud til børn og unge med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser. Kongstanken er at have ét lokalt fritidstilbud af høj pædagogisk kvalitet i stedet for at benytte aflastningspladser på forskellige institutioner i egen og andre kommuner. Jeg er citeret i Dagbladet søndag for at sige, at den politiske opbakning til Sommerfuglen skyldes behovet for at få stedet fyldt op. Det er en udtalelse, der taget ud af en sammenhæng. Den politiske opbakning til Sommerfuglen hænger helt og aldeles sammen med tilbuddets kvaliteter. Børn med funktionsnedsættelser har svært ved at finde fritidsaktiviteter, der kan rumme deres udfordringer, og det begrænser muligheden for at knytte venskaber. Børnene på Sommerfuglen går typisk på specialskole, og det betyder, at de fleste går i skole og skaber relationer uden for deres nærmiljø. Med Sommerfuglen prioriterer vi, helt i tråd med børne- og familiepolitikken, at give børn og unge med særlige behov mulighed for at dyrke fritidsinteresser og danne trygge og nære relationer med andre børn i kommunen. Relationer de kan bygge videre på gennem deres opvækst, så Sommerfuglen bidrager til ambitionen om at skabe gode overgange fra børneområdet til voksenområdet. Politisk har vi besluttet, at Sommerfuglen som udgangspunkt er kommunens tilbud, med mindre der er faglige begrundelser for noget andet. Det har vi, fordi det er et godt tilbud, og fordi målsætningen om at skabe relationer mellem børn og unge på tværs af kommunen fordrer, at de er sammen. Jeg forstår godt, at det kan være en stor mundfuld for børn, unge og forældre at skulle flytte fra et sted, de kender og er glade for. Men jeg ved også, at de børn og unge, der er begyndt i Sommerfuglen, er glade for og trygge ved det. Der er foretaget en faglig vurdering af, hvorvidt hvert enkelt barns behov kan rummes i Sommerfuglen. I de tilfælde hvor det modsatte er konklusionen, er der fortsat et alternativt tilbud. Jeg forstår også godt, at de institutioner, kommunen hidtil har købt pladser hos, er kede af at miste børn. Men i denne sammenhæng er vores opgave som kommune først og fremmest at give børn og unge med særlige behov de samme muligheder, som andre børn og unge i kommunen. Det er klart, at dialogen med de berørte familier og institutioner skal foregå på en god og respektfuld måde. Når vi hører, at det ikke er oplevelsen alle steder, er der naturligvis grund til at vurdere, om vi kunne have gjort det anderledes. Det er i øvrigt helt almindelig praksis.

Annonce