Annonce
Klumme

Svar på de helt store spørgsmål

Museumsdirektør for Levende Historie Mette Bjerrum Jensen. Foto Jørgen Kirk

Mon I har det lige som mig? Så sidder i nok lige nu forholder jer retten til at være skeptiske over hvad dét nu skal til for? Skal vi nu til at bruge tid og penge på at lave en filmstrategi? I en vestjysk kommune som Ringkøbing-Skjern, der ovenikøbet lige nu er tvunget til at finde sparekniven frem. Er sådan en filmstrategi ikke bare noget pjat med lidt for mange konsulenter ind over, og har kommunen ikke bedre ting at bruge penge på? Hvad forskel kan det gøre at der kommer en smal biograffilm der sikkert består af nogle nordisk noir naturscener optaget på heden og klitten og i småbyer rundt om Ringkøbing Fjord?

Hvis jeg lægger mine skeptiske briller væk og tager mine overskudsagtige Ray-Bans på kan en vestjysk, eksistentialistisk film måske være lige den anledning der skal til for at vi begynder at tale om nogle af de vigtige spørgsmål. Store spørgsmål om meningen med livet, hvad vi skal kæmpe for som mennesker, hvilke beslutninger der er moralsk rigtige og forkerte, om der er en Gud at tro på og om vi kan finde os selv i naturen. Det er spørgsmål, det er supersvært at snakke om, selv med vores allernærmeste familie og venner. Og det er spørgsmål, som det giver mening for mig som museumsdirektør at skabe rammer for at vi kan diskutere.

Lad mig give et konkret eksempel. De vestjyske kyster er, som Nephew synger, en hjertestarter, hvor du kan blive blæst omkuld af naturen eller trække solskin dybt ned i brystet. Men de har også været skueplads for en svær og gruopvækkende historie. Under Anden Verdenskrig blev de omformet til befæstede forsvarsværker, ikke kun med de stadigt synlige bunkere, men også med millioner af miner gravet ned i sandet. Det er en kompliceret historie at formidle, for én ting er fakta om hvor mange der blev lemlæstet eller dræbt ved både under krigen at nedlægge og efter krigen at opgrave og bortsprænge minerne. Noget andet er de komplicerede følelser som emnet her flere generationer siden stadig kan fremkalde. Var det i orden at unge tyske soldater blev sat til at fjerne minerne under et højt tidspres? Var danskerne good guys i den sammenhæng - eller var der følelser omkring fjendskab og hævntørst involveret?

De spørgsmål lå mellem billedscenerne af solbeskinnede sandstrande under høj himmel i spillefilmen "Under Sandet", der blev lanceret i 2015. Filmen virkede på forskellige filmfestivaller og med Oscar-nominering som et brand for den danske vestkyst. Men den medførte også mange spørgsmål om danskerne lige efter krigen virkelig beordrede tyske drenge til at ofre deres liv under urimeligt hårde vilkår. Det er ikke så lige til at svare på det spørgsmål, og derfor spiller museerne en vigtig rolle for dem, der har fanget interesse for Anden Verdenskrig og spørgsmålet om minerydning. Helt konkret er "Under Sandet" nu blevet til en storstilet udstillingssatsning i Varde Kommune, der kan tilfredsstille en ny type turister, der ikke kun kommer for natur, men også for kultur.

Mon I har det ligesom mig? Jeg tror faktisk på at en stak vestjyske film vil få afsmittende effekt på, hvordan vi selv og resten af Danmark - ja, måske resten af verden - ser på Vestjylland. Jeg håber at en filmstrategi kan sikre at vi åbner op for at Vestjylland ikke kun er et sted på storslået natur, men også et naturligt sted at opsøge svar på de helt store spørgsmål. Og forhåbentlig vil filmene give større lyst til at bruge vores kultursteder. Jeg kunne forestille mig at for eksempel Vedersø Præstegård med historien om forfatteren, naturelskeren, jægeren, præsten og friheds-taleren Kaj Munk kan være et af de steder, hvor vi bagefter samles for at snakke videre med vores børn, forældre og venner om de ting, der betyder allermest for os i livet.

Annonce

Mon I har det ligesom mig? Jeg tror faktisk på at en stak vestjyske film vil få afsmittende effekt på, hvordan vi selv og resten af Danmark - ja, måske resten af verden - ser på Vestjylland

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce