Annonce
Debat

Sund skepsis og fordomsfuld mistro: Den meget store ting og den lille bitte pose

Hvis de skal være her, skal de blive ligesom os, spise flæskesteg og risalamande til jul og drikke ligeså meget øl som alle os andre. Ellers kan de ikke blive rigtigt danske - eller hvad? Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Annonce

Kan noget godt komme fra Nazareth? – indvender skepti­keren Nathanael, da Filip

for­tæller ham, at han har mødt Jesus. Nathanael er ikke så nem at overbevise. Han vil vide sig sikker, før han skal nogen steder. Hvis den Jesus, som Filip taler om, er fra Nazareth, kan han næppe være noget særligt, tænker han.

Det er ikke uvæsentligt at have en sund skepsis. Hvis vi ikke har det, bliver vi alt for let drevet hid og did af alle mulige meninger og holdninger. Så kan vi let blive ofre for kyniske menneskers manipulation eller diktatoriske magthavere, der vil have os til at tro på deres propaganda. Det er der desværre alt for mange eksempler på i historiens løb. Derfor er det helt på sin plads med en sund skep­sis, inden man for­ledes af mis­tæn­kelige ideologier og holdninger.

På den anden side kan vores skepsis også gøre os forud­indtagede og fylde os med mistro over for alt det, der er ukendt og fremmed. Sådan var det gået for Nathanael. Han havde sine fordomme mod menne­sker fra Nazareth.

Vi kan også være fyldt af fordomme mod dem, der er anderledes. Kan noget godt komme fra udlandet? – tænker vi – og søger med grænse­bomme og politiske stramninger at holde alle dem ude, som udgør en trussel for vores danske kultur. De er farlige, de går underligt klædt og har nogle mærkværdige skikke. Hvis de skal være her, skal de blive ligesom os, spise flæskesteg og risalamande til jul og drikke ligeså meget øl som alle os andre. Ellers kan de ikke blive rigtigt danske.


Det kunne også være dyder som gæst­fri­hed, imødekommen­hed og almindelig anstændighed, vi skulle gøre til et symbol for det ægte danske. Men det er knapt så højt i kurs i vore dage.


Men måske har vi i vores frygt for de fremmede glemt en sund skepsis over for dem, der vil fortælle os, hvad der er ægte dansk. Det er måske ikke flæskesteg, grøn Tuborg og symbolske håndtryk, der er det vigtigste for vores danske kultur. Det kunne også være dyder som gæst­fri­hed, imødekommen­hed og almindelig anstændighed, vi skulle gøre til et symbol for det ægte danske. Men det er knapt så højt i kurs i vore dage.

Vi har en ud­præget tendens til at skære alle over en kam, ikke mindst når vi kun har et overfladisk

kend­skab til de fremmede. Men ved nærmere kendskab sker det ofte, at vore for­domme bliver gjort til skamme.

Sådan gik det for Nathanael. Da han mødte Jesus, blev der vendt fuldstændigt op og ned på alle hans forestillin­ger. Al hans skepsis blev blæst bort og hans mistro for­vandlet til tro.

Det er netop det, der kan ske, når et menneske stifter bekendtskab med Jesus af Nazareth. Så kommer vores skepsis og forudfattede meninger til kort. Inden vi har mødt ham og lært ham at kende, kan vi godt have en masse fordomme mod den kristne tro. Det er noget uinteressant og kedeligt. Det kommer ikke os ved.

Efterhånden er vi og­så blevet så oplyste, at vi ikke længere godtager den slags gam­mel overtro. Det kan et for­nuf­tigt men­neske da ikke tro på mere. Mon ikke der er mange, der tænker sådan nu om dage? Vores medfødte skepsis har taget overhånd, så vi ikke vil godtage det, som vi ikke kan gøre os til herre over med vores forstand.

Men hvis vi ret for alvor stifter bekendtskab med Jesus af Nazareth, vil vores skepsis blive gjort til skamme. Det var det, der skete for Nathanael dengang. Han mødte den levende Guds Søn. Det kan også ske for os. Selv om vi ikke kan rumme ham inden for vores egen snævre horisont, så kan han altid rum­me os. Vi er omfattet af hans om­sorg og kærlige tanker, uanset hvem vi er, og hvor stor en skep­sis vi har.

Der fortælles en historie om en meget klog dreng. Han var så klog, at forældrene ofte måtte undre sig. En aften, da børnene var kommet i seng, hørte

for­ældrene følgende samtale inde fra værelset.

Det var drengens storebror på ni år, der sagde til sin kun knap syvårige lille­bror: Jeg vil gerne tro på religionen, lillebror, men jeg kan ikke forstå den! Der blev en lille pause, men så lød lillebrors spinkle stem­me: Jamen, tror du da, jeg kan forstå den. Det kan jeg virkelig ikke! Men det er ligesom, du kunne tænke dig, at der var en meget, meget stor ting, og en lille bitte pose. Og du skulle have den store ting ned i den lille pose, og den ikke kunne være der. Og du så ville sige: Den store ting eksisterer ikke!

Forældrene holdt vejret, mens lillebror fortsatte: Din forstand er den lille bitte pose, og Gud er den meget, meget store ting. Fordi han ikke kan være i din lille pose, betyder det ikke, at han ikke eksisterer. Mere blev der ikke sagt i børne­værelset. Et øjeblik efter sov børnene, mætte af det livets brød, som lillebror havde givet dem.

Historien taler for sig selv. Vi kan alle sammen have en nok så stor skepsis over for den kristne tro og alt det, der fortælles om Jesus. Vi vil så gerne forstå og begribe. Vi vil gerne have styr på tingene og selv være her­re over situationen.

Men i forholdet til vor Herre Jesus Kristus er vores pose alt for lille, så vi aldrig nogensinde kan rumme ham. Her gælder det ikke først og fremmest om at forstå og begribe, men derimod om at møde ham. Møde den levende Guds Søn, som Nathanael gjorde. Så bliver der ikke længere plads til vores skepsis. Så kan vi kun med tro og undren udbryde som Nathanael: Herre, du er den levende Guds Søn!

Prædiken til 19. søndag efter trinitatis: Johannes 1,35-51

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

Rasmus Paludan har fundet nyt hul i lovgivningen: Sætter 200 kroner på højkant til underskrivere af vælgererklæringer

Annonce