Kultur

Succesforfatter var træt af sygdom og opfandt dansk spider-woman

- Jeg er en 12-tals-pige, der altid forlanger det bedste af mig selv. Derfor er hver ny bog en tour de force, uanset hvor godt det er gået med den foregående, fortæller Elsebeth Egholm. Foto: Michael Svenningsen
Elsebeth Egholm er aktuel med bog nummer to om klatrekvinden Rina. Elsebeth opfandt Rina, fordi hun havde brug for at føle sig stærk oven på en kræftsygdom, som havde svækket hende både fysisk og psykisk.

Interview: Forfatter Elsebeth Egholm fra Aarhus har gået ad succesernes stier med sit forfatterskab, men livet har også budt hende store sorger og alvorlig sygdom. Den seneste skygge var brystkræft i 2015, der heldigvis endte med at forlade hende, men som nåede at tappe hende både fysisk og mentalt.

Det var i det mørke, at hun opfandt sin nye hovedperson, Rina. Den fysisk stærke læge og klatrer, der kan nå toppen af alle højhusene i Aarhus.

- Jeg fandt jo ud af, hvor værdifuldt det er at have en krop, som fungerer, fortæller Elsebeth, der derfor nød at ”være i” sin Rina.

Den første bog om Rina, ”Jeg finder dig altid”, vandt den prestigefyldte Harald Mogensen-pris, som uddeles af Det Danske Kriminal Akademi, for årets bedste danske krimi i 2017. Alligevel havde Elsebeth en mental nedtur, mens hun skrev på nummer to, ”Frit fald”.

- Jeg kunne ikke finde glæde. Det påvirkede mig også, at jeg som langt de fleste brystkræftramte fik antihormonpiller for at slå østrogenerne i bund. Jeg var rask, men havde en slags efterveer. Jeg er blevet mere psykisk skrøbelig og ømskindet af at have været syg, konstaterer hun.

Måske har bagagen af store sorger også slidt, for det var langtfra første gang, at kræften langede ud efter Elsebeths lykke.

I 1999 mistede hun sin far til sygdommen. I 2005 døde hendes engelske mand, forfatteren Philip Nicholsen, af lungekræft. Og tre år senere tog sygdommen hendes bedste og livslange veninde.

Philip var god til at dø, erindrer hun.

Han sendte sin Elsebeth videre ud i livet med en følelse af, at hun var fri til gøre, hvad hun ville. Hun var derfor afklaret og fik kun få øjeblikke med den panik, der kan klistre til stor sorg. Det var sværere med hjerteveninden, fordi sygdommen kom uventet og slog hurtigt ihjel.

I dag har Elsebeth Egholm det godt. En psykolog har hjulpet med at få styr på tankerne, og inspireret af Rina er hun kommet i form igen hjulpet af en personlig træner. Til sin egen overraskelse er hun blevet glad for vægtløftning.

Elsebeth Egholm ved den nyligt overstående krimimesse i Horsens. Foto: Michael Svenningsen

Skyr dogmatisme

Mens mange forfattere siger, at man som forfatter skal ville noget, siger Elsebeth Egholm, at man skal vide noget.

Det hænger sammen med, at hun er mere interesseret i nuancer end i agendaer og såkaldte sandheder. For livet er netop nuanceret og ifølge Egholm uden klokkeklare svar.

I den første bog om Rina skriver hun det ligeud:

”Han ville fortælle hende, at han havde gjort en vigtig opdagelse: At de var små mennesker, der forsøgte at slippe nogenlunde helskindet gennem livet. At der ikke var noget, der var klokkeklart rigtigt eller forkert, sådan som han engang havde troet, men at det hele var mudret som regnvand, der slår ned på en mark”. (uddrag fra ”Jeg finder dig altid”)

- Det citat kan bruges som en overordnet overskrift på mit forfatterskab, for jeg løber skrigende bort, når nogen mener at have sandheden om noget. Jeg skyr dogmatisme og ismer, siger Elsebeth Egholm.

- Da jeg begyndte at skrive krimier, var jeg meget optaget af krimibølgen med stærke kvinder. Den svenske forfatter Liza Marklund var min direkte inspiration til min serie om Dicte, men jeg havde og har ikke lyst til at være så kønspolitisk og dogmatisk som Marklund. Jeg har ikke ideologiske agendaer, når jeg skriver.

Ansigtsblind

Når man vil favne nuancerne, skal man kende sine hovedpersoner i mindste detalje, og netop udforskningen af dem er det største, vigtigste og dejligste arbejde for Elsebeth Egholm.

Når det lykkes, bliver hun glad. Når det ikke lykkes, bliver hun ulykkelig. Begge bøger om Rina har krævet omskrivninger. I den seneste kasserede hun de 200 første sider for blandt andet at kunne opfylde sit eget krav til troværdige hovedpersoner, som læserne kan genkende, forstå og spejle sig i.

Det er også derfor, at Rina kun fysisk er noget nær perfekt. Inde bag hendes trænede muskler flimrer ensomhed og usikkerhed og en manglende evne til at overgive sig til en forelskelse. Og så er Rina udstyret med et handicap, forfatteren selv har en mærkbar snert af: Hun er ansigtsblind.

Hun kan godt se - hun har blot vanskeligt ved at genkende eller afgøre, hvem ansigtet tilhører. En udviklingsforstyrrelse på samme måde som ordblindhed. Det gør det vanskeligt for Rina at finde ud af, hvem som er ven eller fjende, og for Rina er ansigtsblindheden derfor dødelig alvor.

For forfatteren er det mest af alt pinligt.

Kort tid efter interviewet, som finder sted under Krimimessen i Horsens, bliver Elsebeth ramt af sin egen rem af lidelsen. Hun skal signere bøger og møder en kvinde, hun ved, at hun kender og kan lide, men ikke kan placere. Det ender med, at hun lettere presset kommer til at sige, at kvinden er fra Bog & Ide, men det er hun ikke. Hun er den sygeplejerske, der har taget stort set alle Elsebeths blodprøver hos den privatpraktiserende læge.

Genopdaget musikken

Bog to om Rina, ”Frit fald”, har høstet flotte anmeldelser - blandt andet fem stjerner i denne avis - og forfatteren prøver på at klappe sig selv på skulderen, selv om det falder hende svært.

- Jeg er en 12-tals-pige, der altid forlanger det bedste af mig selv. Derfor er hver ny bog en tour de force, uanset hvor godt det er gået med den foregående.

Elsebeth Egholm ved, at hun vil skrive en treer om Rina, men måske skriver hun først en helt anden og skønlitterær roman uden krimi.

Det hænger sammen med, at musikken er vendt tilbage i forfatterens liv i form af et Steinway-flygel fra 1912, som hun har købt for nylig, og som nu står hjemme i stuen og kalder.

Før Elsebeth Egholm blev journalist, gik hun fire år på Det jyske Musikkonservatorium med hovedfaget klaver.

- Jeg er efter over 30 år vendt tilbage til musikken, for i kølvandet på min sygdom har jeg pludselig fået lyst til at spille igen. Jeg tror også, at det gamle flygel kan noget for mig litterært. Det har for eksempel oplevet begge verdenskrige, og det er en inspirerende tanke …

Elsebeth Egholm: ”Jeg finder dig altid” og ”Frit Fald”. Krimierne kan læses uafhængigt af hinanden, men bedst i rækkefølge. Udkommet på Politikens Forlag - den seneste 29. marts.

0/0
Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing-Skjern

Redningsaktion på fjorden: Lys fra mobiltelefon reddede ung sejler

Skjern

Mand omkom i solouheld i morges: Blev erklæret død på stedet

Kultur For abonnenter

E-force satsede på at vinde "the double" ved gadefodboldstævne i Hvide Sande

Ringkøbing

Vandringsmænd slog deres egen rekord: Fynboer indsamlede 85.553 kroner til kritisk syge børn

Leder For abonnenter

Dagbladet mener: Den indre varulv hyler, og det lyder ikke kønt

Da den sidste danske ulv i 1813 blev skudt ved Estvadgård lidt sydvest for Skive, var der næppe én, der fældede en tåre i den anledning. Da slet ikke de bønder på egnen, hvis får nu kunne være i fred. I et mangelsamfund som det danske for 200 år siden var der ganske enkelt ikke plads til ulven. I de mellemliggende par århundreder har næppe nogen skænket ulven en tanke - endsige savnet den. Den var ikke længere en del af den danske fauna. At den skulle vende tilbage, var der meget få, der havde fantasi til at forestille sig. Ikke desto mindre var det, hvad der skete omkring 2009, og lige siden har ulven forårsaget en slags kulturel borgerkrig i Danmark, der er helt ude af proportioner i forhold til dyrets indvirkning på den danske natur og dens formodede trussel eller mangel på samme mod mennesker. Skal man være lidt grov, kan man sige, at ulven har fået den indre varulv bragt frem i mange danskere. Det er ikke kønt. Som Anette Lund Andersens store reportage i Dagbladet i dag dokumenterer, er det rent ud forbløffende, i hvilket omfang og med hvilken lidenskab, mennesker engagerer sig i striden om ulven. Man tager sig til hovedet i vantro over en "ulvehader", der skyder en ulv med riffel ud af vinduet på sin bil. Og man flår sig i håret af frustration over en "ulveelsker", der truer folk på livet, og begår hærværk mod en lokal kirke for at understrege sit synspunkt. Mellem disse yderligheder er der alle mulige holdninger, der dog generelt tenderer mod det stadigt mere polariserede - hovedsageligt på grund af de forbistrede asociale medier, der nærmest pr. automatik synes at forstærke alle holdninger i ekstremistiske retninger. Det billede, Anette Lund Andersen tegner i sin reportage, er dybt forstemmende. Det fortæller om en debat og dens deltagende aktører, der synes at have mistet al proportionssans, evne og vilje til at lytte til andre menneskers synspunkter. Lederskribenten her føler sig fristet til at citere sin gamle, afdøde fars tilbagevendende kommentar, når medmennesker af den ene eller den anden grund bevægede sig ud ad en tangent: "Har de ikke andet at gå op i?!?" Det er måske dér, problemets rod ligger.

Ringkøbing-Skjern For abonnenter

Testmøllesag i nye problemer: Skal finde 20 millioner til lovet lufthavnsudstyr

112 For abonnenter

Sejler du en lille smule, når du sejler? Sådan er reglerne for berusede sejlere

112

Ung sejler blev reddet i land - nu mangler båden

Sommerland

’Lille Louisiana’ ligger i Videbæk: Jeg blev helt imponeret, da jeg så bygningen

Annonce