Annonce
Ringkøbing-Skjern

Succesforfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky kæmper og beder for Afghanistans kvinder

Mødet med kvinderne i Afghanistan har givet Anne-Cathrine Riebnitzsky en større taknemlighed for sit eget liv i Danmark. Hun er ikke afvisende overfor at lade sig udsende som soldat igen en dag. Foto: Simon Klein Knudsen
Anne-Cathrine Riebnitzskys forfatterskab fik fødselshjælp af mødet med modige afghanske kvinder. I dag har hun svært ved at finde ord af bar raseri over deres skæbne

Helmand, Afghanistan 2009

Når Anne-Cathrine Riebnitzsky i sin ørkenuniform betragter de kongeblå burkaer, er det næsten umuligt for hende at kende de afghanske kvinder fra hinanden. Men under det uigennemsigtige stof kan hun skimte deres sko, som oftest er slidte, højhælede og utilstrækkelige mod vinterkulden. Et lille præg af individualitet, af noget feminint.

Men i kraft af sit køn, sin ihærdighed og sin stilling som udsendt soldat og siden rådgiver for Udenrigsministeriet får hun lov at se ind bag bomuldstremmerne for kvindernes øjne. Hun vinder deres tillid og mødes og taler med dem.

Annonce

De fortæller hende om sult, om sorg, om skræk. Om unge piger, der forsøger selvmord ved udsigten til tvangsægteskab, om smerten ved at vælge, hvem i børneflokken, der skal undvære mad på de sværeste dage.

Men de fortæller også om deres drømme, deres ønsker, deres ideer. Især lægen og jordemoderen Gullalai, som trodser Taliban i sin behandling af kvindernes lidelser, er fuld af ideer.

Hendes søn, Hamid, må tolke for hende, men med hans hjælp lykkes det hende at formidle ideerne til Anne-Cathrine Riebnitzsky.

Den danske udsending skaffer liggehøner, så kvinderne kan sælge æg, symaskiner med håndsving, så de kan producere og sælge tøj, og spinningcykler, så de kan få rørt de forsømte muskler, som er svækkede af sult og af stilstanden under de tyngende dragter.

Den dag, de siger farvel, kommer Gullalai med en usædvanlig anmodning.

- Vil du bede for, at jeg vinder valget?

- Vil du bede for, at jeg vinder valget? Anne-Cathrine Riebnitzsky er overrasket over spørgsmålet. Nok har hun og Gullalai bedt samme før, men det forbavser hende, at den muslimske kvinde foran en gruppe andre muslimer åbent viser, at hun ønsker sig kristen forbøn. Indtil nu har hun heller ikke har vidst, at Gullalai stiller op til distriktsrådet, hvor der er fem pladser til kvinder.

Anne-Cathrine Riebnitzsky er overrasket over spørgsmålet. Nok har hun og Gullalai bedt samme før, men det forbavser hende, at den muslimske kvinde foran en gruppe andre muslimer åbent viser, at hun ønsker sig kristen forbøn. Indtil nu har hun heller ikke har vidst, at Gullalai stiller op til distriktsrådet, hvor der er fem pladser til kvinder.

Men hun er ikke i tvivl om svaret:

- Ja. Ja, jeg vil bede for dig, svarer hun og tager Gullalais bløde hænder i sine og kysser hendes kinder til afsked, før hun tager hjem til Danmark.

Anne-Cathrine Riebnitzskys drøm om at blive forfatter, blev undfanget længe før hun mødte Afghanistans kvinder. Den blev fremelsket, da hun som 15-årig udvekslingsstudent i Spanien lyttede til sin litteraturlærerindes maleriske beretninger om de store spanske forfatteres liv og værker.

Hun kultiverede drømmen på forfatterskolen, og hendes første roman blev først antaget, men siden alligevel kasseret af et forlag, og den har aldrig siden fundet ud af skuffen.

Det var mødet med Afghanistan og især kvinderne fra det fattige krigshærgede land, der forløste drømmen.

- Jeg kom hjem med historier, som intet forlag kunne sige nej til, fortæller Anne Cathrine Riebnitzsky i dag.

Gullalai kom til at spille en væsentlig rolle i Anne-Cathrine Riebnitzsky to første bøger. Først i den dokumentariske bog, ”Kvindernes krig” og siden i romanen ”Den stjålne vej”.

I ”Den stjålne vej” genfortæller hun blandt andet en historie om en af Gullalais patienter – eller rettere om en mand, hun afviste fra sin klinik:

To hustruer havde besluttet at straffe deres fælles, voldelige ægtemand ved at smide en spand med sten i hovedet på ham. Manden opsøgte Gullalai, som nægtede at behandle ham. Hun gav ham besked på, at hun havde nok at gøre med at lappe sammen på hans hustruer, og at han skulle tage og holde op med at banke dem.

Synet af Anne-Cathrine Riebnitzsky var fascinerende for de afghanske kvinder. Hendes køn gav hende mulighed for at få et forhold til dem, som ville have været tæt på umuligt for hendes mandlige soldaterkammerater. Privatfoto

Først da Anne-Cathrine Riebnitzsky havde fortalt historierne om Gullalai, om en 13-årig barnebrud, der får skældud af sin mor for at græde på bryllupsdagen, om en skamfuld voldtaget gadedreng, der ingen steder har at gå hen, fordi voldtægtsforbryderen er politimand, og om en kidnappet ingeniør i Talibans brutale varetægt, var hun klar til at sætte ord på sine egne oplevelser.

Det skete i romanen ”Forbandede yngel,” som handler om en soldat, der vender hjem fra Afghanistan og konfronteres med sin dysfunktionelle familie.

Romanen er inspireret af hendes egen barndom, som var præget af farens utilregnelige voldshandlinger og morens lige så uforudsigelige anfald af depression og hyppige selvmordsforsøg.

”Forbandede yngel” blev Anne-Cathrine Riebnitzsky gennembrudsroman og en af de første i bølgen af autofiktive romaner i Danmark.

- Du kan godt sige, at mine oplevelser i Afghanistan var en fødselshjælper for mit forfatterskab.

At skrive en roman er lidt som at løbe et maraton: Det bliver lettere, når man har prøvet det før. Jeg vidste, at jeg ikke kunne starte med at skrive romanen om min egen barndom. Så var det blevet for tæt på virkeligheden, for navlepillende, for stort tryk på auto i autofiktion, siger hun.

Siden har erfaringer, oplevelser og fortællinger fra virkeligheden fyldt mindre i hendes romaner. Fantasien kombineret med intensiv research har taget pladsen, og det er vidt forskellige personer, der har præget siderne i hendes romaner.

Hver formiddag skriver Anne-Cathrine Riebnitzsky en bøn til Gud, før hun begynder arbejdet med sin kommende roman. Foto: Simon Klein Knudsen

En menneskelig seismograf

Hun har fremmanet en kvindelig præst, der taler med Gud i Orkansæsonen og stilheden, hvor læseren også møder datteren af en mafiaboss og en gældsplaget hashryger. I Smaragdsliberen fik en ældre ædelstenssliber lov at indtage titelrollen, og i den seneste roman Vindens Port, som netop er udkommet, får læseren verden at se gennem en borgherre fra 1300-tallet.

Det er ikke altid, karaktererne i Anne-Cathrine Riebnitzskys forfatterskab opfører sig lige tiltalende.

- Hovedpersonen skal overvejende være sympatisk, for læserne gider jo ikke være i stue med et gennemført dumt svin, og det gider jeg heller ikke bruge to år på. Men selv de bedste mennesker er ikke altid gode, og selv de værste er ikke altid onde. Jeg kan grundlæggende godt lide mennesker. Før jeg kan skrive om nogen, der er usympatiske og irriterende, må jeg vide, hvorfor de er sådan. Der er som regel en grund.

Selv de bedste mennesker er ikke altid gode, og selv de værste er ikke altid onde. Jeg kan grundlæggende godt lide mennesker. Før jeg kan skrive om nogen, der er usympatiske og irriterende, må jeg vide, hvorfor de er sådan. Der er som regel en grund.

Anne- Cathrine Riebnitzsky

Gennem barndommens forsøg på at navigere udenom sin fars hårde hænder og forhindre sin mors tårestrømme har Anne-Cathrine Riebnitzsky udviklet sig til lidt af en menneskelig seismograf: Hun kan fornemme og analysere, når der er rystelser i andre menneskers følelsesliv, selvom de kun kommer ganske diskret til udtryk.

- Evnen til at se og aflæse andre mennesker var nødvendig i barndommen, hvor jeg altid måtte tage bestik af, hvordan min mor var i dag. Når min mand og jeg kommer hjem fra en reception, har vi tit haft helt forskellige oplevelser. Når jeg bemærker, at et par taler så grimt til hinanden, at de må læne sig op ad en skilsmisse, har han slet ikke lagt mærke til noget. Evnen til at sætte sig i andres sted er en velsignelse som forfatter, men i andre sammenhænge kan den være lidt anstrengende.

Med årene er hun blevet bedre til at slå seismografen fra.

- Jeg er blevet mere tryg, og så er det nemmere at give slip. Jeg er også blevet bedre til at erkende, at andres menneskers liv ikke er mit ansvar, og at de færreste faktisk ønsker mit råd eller min indblanding.

Da Taliban i august nærmede sig Kabul, blev det strengt nødvendigt for hende at tøjle indlevelsesevnen. For det var skræmmende at leve sig ind i den situation, Gullalai og hendes søn Hamid befandt sig i.

Annonce

Danmark august 2021

Anne-Cathrine Riebnitzsky beder igen for Gullalai. Denne gang beder hun ikke til, at den afghanske jordemoder må vinde valget, men til at hun må overleve sin valgsejr. Det har virket dybt provokerende på Taliban, at hun som kvinde både har optrådt med nøgent ansigt på valgplakater og været aktiv politiker i årevis

Forfatteren har ellers forventet en rolig sommer. Corona nedlukningen har forhindret de mange foredrag, hun plejer at bruge tid på, så hun er forud for tidsplanen med tredjekorrekturen til Vindens Port. Hun havde forestillet sig, at hun skulle anlægge et staudebed i haven.

I stedet er hun nu i konstant alarmberedskab. Mobiltelefonen har fast plads under puden. Beskederne fra Hamid er hyppige. Først sender han sms’er, men efterhånden som frygten tager på hans nerver, ryster hænderne for voldsomt til at skrive. I stedet sender han lydbeskeder, hvor han beskriver en helt anden Gullalai, end den modige, nøgterne, handlekraftige kvinde, Anne-Cathrine Riebnitzsky har kendt.

I over 20 år har Gullalai levet med risikoen for at blive fanget af Taliban, og hun plejer at sige, at hun håber, hun bliver dræbt hurtigt af en vejsidebombe snarere end tortureret af de langskæggede fanatikere.

Men nu er truslen for akut. Gullalai er knækket. Hun sidder og trykker sig ind mod væggen og ryster og græder, og med hendes hulk og lyden af eksplosioner som lydtæppe skal Hamid forsøge at lægge en plan.

Anne-Cathrine Riebnitzsky er vred. Vred over, at USA svigter afghanerne, vred over at Danmark bare accepterer det, vred over at der bare bliver kastet vrag på hendes egen og kammeraternes indsats i landet, som har resulteret i 37 faldne danske soldater.

Følelsen af magtesløshed begynder at gnave, men soldaten i hende tager over. Hun fokuserer. Tænker praktisk og strategisk. Prioriterer. Hun kan ikke stoppe Talibans magtovertagelse, men måske kan hun redde Gullalai og Hamid.

Hun udfylder papirer, som først bliver afvist, fordi samarbejdet med den afghanske jordemoder og hendes søn var uformelt. Men Gullalai har dog for år tilbage holdt møde med det danske udenrigspolitiske nævn, heriblandt den nuværende udenrigsminister Jeppe Kofod, og gennem medier og breve til politikere lykkes det Anne-Cathrine Riebnitzsky at skaffe Gullalai, Hamid og hans familie adgang til Danmark.

Men breve og stempler løser ikke det praktiske problem med at få dem ud af Afghanistan og i sikkerhed.

Hamid får beskeder fra Udenrigsministeriet, som han ikke forstår, og Anne-Cathrine Riebnitzsky påtager sig at oversætte kancellisprog til simpelt engelsk, som han har en chance for at afkode.

Hun hjælper ham med at træffe det livsafgørende valg, om at søge mod lufthavnen i Kabul snarere end ambassaden i Istanbul.

Lufthavnen er kaotisk. Desperate mennesker tramper hinanden ned i forsøget på at slippe bort. Hamid sender fotos til Anne-Cathrine Riebnitzsky, som efterhånden har svært ved at tøjle sin frustration.

Aften efter aften taler hendes mand hende til en beslutsom ro. Han holder om hende og gentager med fast stemme de afgørende, opmuntrende kendsgerninger:

- De er stadig i live. Taliban har ikke taget dem. De kan stadig nå at komme ud.

Mest nervepirrende bliver situationen, da Gullalai, Hamid, hans hustru og fem små børn skal vælge den rette indgang i lufthavnen. Af sikkerhedshensyn skifter de internationale myndigheder hele tiden mellem de forskellige indgange, og samtidig med, at Gullalai, Hamid og familien cirkler om lufthavnen for at finde den rette indgang, skal de samtidig undgå Talibans tjekpoints.

Anne-Cathrine Riebnitzsky forsøger at guide i lufthavnen, hvor hun aldrig selv har været, med hjælp fra solens placering, Google Earth og et kort over lufthavnen, som en amerikansk journalist i Kabul lykkeligvis har delt på Twitter.

Da hun endelig modtager beskeden om, at det er lykkedes, bliver hun næsten mere overvældet end Hamid selv. Han tager sig ingen pause efter uger på flugt, men går straks i gang med at tolke for jægersoldaterne.

Anne-Cathrine Riebnitzsky er nu vendt tilbage til hverdagen.

Hun har besøgt Gulalai og Hamid i asylcentret Sandholm, og hun vil stadig gerne hjælpe dem. Men den seneste tid har hun primært koncentreret sig om at promovere sin nye bog.

Selvom hun sørger over de mange andre kvinder, der er efterladt til Talibans tvivlsomme nåde, har hun det godt med, at det lykkedes at hjælpe Gullalai og Hamid.

Som forfatter har Anne-Cathrine Riebnitzsky en mere stilfærdig dagligdag, end hun havde som soldat, men hun lever stadig et aktivt liv. Hun er medlem af De kvindelige eventyreres klub, og hun holder af at gå på jagt. Hun har udgivet bogen ”Med bue og pil,” om sine jagtoplevelser. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Annonce

- Ja! Vores indsats i Afghanistan nyttede noget

- Efter et stort færdselsuheld har den person, der har ydet livreddende førstehjælp til en eller to ofre det bedre, end den, der ingenting foretog sig. Også selvom man ikke kunne redde alle. Derfor sover jeg forholdsvis godt om natten. Men jeg er ked af det og vred på de mange kvinder og børns vegne, som kommer til at betale prisen for tilbagetrækningen.

Samtidig er hun frustreret over, at en fortælling om, at den vestlige indsats i Afghanistan var nytteløs, er ved at brede sig. Hun peger på undersøgelser, som viser, at andelen af afghanerne, som tror på en god fremtid er vokset fra 30 til 60 procent i løbet af de år, det vestlige militær var mest til stede i landet. Siden er den faldet igen.

Samtidig er hun frustreret over, at en fortælling om, at den vestlige indsats i Afghanistan var nytteløs, er ved at brede sig. Hun peger på undersøgelser, som viser, at andelen af afghanerne, som tror på en god fremtid er vokset fra 30 til 60 procent i løbet af de år, det vestlige militær var mest til stede i landet.

- Jeg er i årevis blevet spurgt af journalister, om det nytter noget. Og ja, det er jeg overbevist om, og vores efterretninger viser det samme. Når man konstant bliver spurgt om det samme, føles det som om, svaret ikke bliver taget alvorligt. Jeg ville hellere have haft spørgsmålet: Hvad er alternativet til vores tilstedeværelse i Afghanistan? Alternativet er det, vi ser nu, og det bliver børn og kvinder, der kommer til at betale prisen.

Den kaotiske sommer har genvakt Anne-Cathrine Riebnitzskys bevidsthed om, hvor privilegeret hun er som dansk kvinde. Den samme bevidsthed, som gjorde hende utålmodig med danskernes hverdagsbrok, da hun i sin tid vendte hjem fra Afghanistan.

- Soldater siger tit, at når man begynder at beklage sig over køen i Netto er det på tide at tage en udsendelse. Det er godt at få tingene sat i perspektiv, så man ikke tager sit liv for givet. Det giver en større taknemlighed.

Danmark, oktober 2021

Anne-Cathrine Riebnitzsky skriver stadig om Afghanistans kvinder, men nu gør hun det kun i sine bønner. Hver formiddag sætter hun sig ved sit skrivebord i sit store lyse arbejdsværelse, som er prydet af en stor, korsformet ikon. Hun lukker øjnene, sætter alle ti fingre på tastaturet og skriver sine bønner til Gud. Fornemmer hun et svar, skriver hun også det.

Først herefter føler hun sig tilstrækkeligt udrenset og inspireret til at arbejde på sin næste bog, som kun hendes allermest fortrolige er blevet indviet i, hvad handler om.

Ideen er stadig så ny og lille, at hun frygter, den risikerer at dø, hvis den møder modstand. Hun ser den som en lille glød, hun bærer rundt på og beskytter, til hun får fodret den med kviste og får den til at flamme op.

Hun forsøger også at holde liv i sit håb for Afghanistan, som er mindst lige så skrøbeligt.

Det lille håb, hun nærer, ligger hos de unge og i bevidstheden om, at der er andre ideer til stede nu, end der var for tyve år siden. Afghanerne kan nok kues og knægtes, men Taliban kan ikke bortoperere det, der er opstået i deres hoveder. Kvinderne har set en anden tilværelse, og det kan man ikke tage fra dem.

Blå bog

Anne-Cathrine Riebnitzsky er født i 1974 og opvokset i en landsby ved Faaborg.

Hun er uddannet fra Forfatterskolen i 1998 og blev sprogofficer i Russisk i 2003.

Hun har arbejdet for den danske ambassade i Moskva og været udsendt til Afghanistan to gange – første gang som soldat, anden gang som rådgiver for Udenrigsministeriet.

Anne-Cathrine Riebnitzsky er medlem af De kvindelige eventyreres klub.

Hun har udgivet fem romaner og tre fagbøger om krigen i Afghanistan, om jagt og om kristendom.

Hun er vinder af Bogforums debutantpris, 2012, Politikens romankonkurrence 2013 og De Gyldne Laurbær 2013.











Annonce
Skjern For abonnenter

Ulvehun har ventet længe på en mage

Danmark

Søndagens coronatal: Yderligere 11 er døde - 4326 har fået en positiv test

Annonce
Annonce
Annonce
Hvide Sande For abonnenter

To firmaer med bud på genopbygning af raseret feriecenter: Formand for ejerforening håber på et godt resultat

Tarm For abonnenter

Varde vil have del i Ringkøbing-Skjerns vindmøllemillioner – og får det

Ringkøbing-Skjern

Ringkøbing-Skjern er gået i mørkerød: Nu rammer den stigende coronasmitte også foreningslivet

Ringkøbing

Kjeld har en imponerende kamera-samling: - Jeg er langt bedre til at købe end at sælge

Løvkvist: Messerschmidt kæmper for at vriste magten ud af døende hænder

Sport For abonnenter

Mathias Skræddergaard er ganske rolig: Vi skal nok ride stormen af og blive i toppen

Videbæk

Efter corona: Videbæk Stof- og Sycenters Fabrikssalg lukker med et brag af et todages ophørsudsalg tirsdag og torsdag

Navne For abonnenter

Vera og Verner døde med syv timers mellemrum: - Hun var hans livs kærlighed

Skoleleder om mulig Omikron-variant: Der er så mange ansatte, der skal testes, at vi ikke kan tage imod elever

Skjern

Skjern Bank opjusterer for 4. gang i fabelagtigt godt år

Ringkøbing Håndbold For abonnenter

Ringkøbings spillere bor rundt omkring i Jylland: Sådan fungerer deres travle hverdag med studie, arbejde og håndbold

Skjern

Ulvepar har slået sig ned i Skjern - det kan betyde ulvehvalpe til foråret

Annonce