Annonce
Hvide Sande

Strandingsauktionen blev et tilløbsstykke

De tre sommerferie-ramte knægte fra Hvide Sande, som fulgtes med Lagoni Andersen, skulle have træ med hjem, så de kan bygge huler og lave legetøjsvåben i sommerferien. Foto: Jørgen Kirk
Strandingsgods vakte minder fra gamle tider, da det for første gang i over et årti blev solgt på traditionel vis

HVIDE SANDE: Da den første strandingsauktion i 10-12 år skulle holdes på klitten lørdag formiddag, blæste en stille vind mest i gråt hår hos de mange, der lagde vejen forbi museet Abelines Gård på Sdr. Klitvej. Ingen kunne helt præcist huske, hvornår den seneste auktion var. Men mange kunne huske, at de havde været til auktion før.

- Før i tiden var en strandingsauktion jo nærmest en helligdag, hvor børnene havde fri fra skole og de voksne tog fri fra arbejde, og så havde man sammen en hyggelig dag, fortæller Jens Nicolai Vejlgaard fra Hvide Sande, der er formand for strandfogederne i Danmark, men det var i egenskab af hans formandskab for strandfogederne på Den Søgaardske Forstrand, at han stod for at genoplive den over 150 år gamle tradition med at sælge de ting, som havet har sendt ind til kysten.

- Så håber vi, at det bliver lidt af en folkefest, siger formanden med et smil hen over en kop kaffe, inden slaget går i gang.

Annonce
Søren Vejrup havde taget sin egen hjemmeskårede auktionsstok med til strandingsauktionen ved Abelines Gård. Foto: Jørgen Kirk

Tabt skibslast

Dagen begynder da også med et velbesøgt kaffebord med friskbagt franskbrød i Abelines gamle strandfoged-stuer. Her bliver der sludret og genopfrisket historier, mens andre tager et kig på strandingsgodset på græsset foran.

Bøjer, propper, planker, slæbetov, en enkelt skibsdør, der har siddet på en sikkert sunken kutter, en kabeltromle og flere stykker træ, der mest af alt er dekorativ, ligger klar med numre. Nysgerrige, samlere og potentielle købere er stimlet sammen og lytter, da dagens frivillige auktionarius tager ordet.

Trods sine mange år som auktionarius i Hvide Sande er det første gang, at Søren Vejrup står for en strandingsauktion, så han har lidt sommerfugle i maven over at være en central del af en historie, der går så langt tilbage. Også han husker at have været med sin far til auktion, dengang hvor der drev masser af strandingsgods ind, fordi skibene førhen havde deres last på dækket. Det gør de ikke mere, for forsikringsselskaberne vil ikke forsikre lasten.

Hjælp til den gamle går

- I skal høre godt efter. Det her er ikke en auktion med moms og salærer, så prisen er ikke dobbelt så høj, som det du byder. Summen, du byder, er det, du betaler, så I kan ligeså godt byde 50 procent ekstra med det samme, siger Søren Vejrup og får de mange til at grine.

Sagen er nemlig, at en tredjedel af overskuddet fra dagens auktion går til Abelines Gård, der drives af Ringkøbing-Skjern Museum. Den gamle strandfogedgård trænger til istandsættelse, og det samme gør det nyligt købte redningsstation på den modsatte side af klitvejen. Og det er en sag, der ligger klittens strandfogeder på sinde.

De første fire planker bliver solgt for første bud på en rund tyver, men så vågner andre købere op, og der begynder at komme lidt kampbud. Når hammerslaget falder, får køberen en hvid seddel.

De gamle stuer i Abelines gamle klitgård var fyldt godt op med sludrende gæster, der fik både kaffe og hjemmebagt brød. Foto: Jørgen Kirk

Ivrige drenge

Og der går ikke længe, før Lagoni Andersen fra Hvide Sande har en håndfuld af dem. Som den eneste har han tre knægte i alderen 10-13 år med, der dog ikke behøver at tage fri fra skole, for sommerferien er begyndt, og forude venter mange uger, hvor drengene, der er i pleje, skal have noget at rive i. Hvad kan være bedre end en bunke planker.

- Vi skal bruge det til legetøjsvåben, så vi kan lege soldater, og vi skal bygge træhule i haven, fortæller Misa og Michael ivrigt i munden på hinanden, da der er en pause fra salget af træ, fordi der også skal sælges bøjer og fiskekasser.

- Det kan blive så fedt, fortsætter Misa, der har en lille blok og en pen med, hvor han med stor iver noterer, hvad Lagoni Andersen byder på efter mange opfordringer fra de tre drenge.

Det gælder om at få godt træ med hjem, for de tre knægte laver mange legetøjsvåben, som blandt andet Lagoni Andersens børnebørn nyder godt af.

Mellem 150-200 mødte op til den første strandingsauktion i over ti år. Foto: Jørgen Kirk

Overskud til Abeline

Abelines gård er kun det første stop på auktionsdagen. I alt fem steder langs klitvej op til Søndervig har strandfogeder samlet, hvad de har fundet på stranden gennem de seneste ti år. Og da klokken når 12.30, er der ikke mere at byde på.

- Det har været en fantastisk dag med omkring 150-200 mennesker. Det var dejligt at genoplive traditionen, og nu håber jeg ikke, at der går ti år, før vi kan gøre det igen, siger Jens Nicolai Vejlgaard, som med et slag på tasken mener, at Abelines gård kan se frem til at få et par tusinde kroner.

Jens Nicolai Veilgaard er initativtageren til auktionen, som lokkede tidligere politimester Jens Olufsen af huse, fordi han er en ivrig samler af redningskranse. Foto: Jørgen Kirk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Magtdemonstrationer: Urimeligt angreb på Danmarks Naturfredningsforening

Læserbrev: I et læserbrev den 22. februar i Dagbladet Ringkøbing-Skjern ses Leif Christensen fra Bork med et forsvar for den fejladministration, som Ringkøbing-Skjern Kommune har udøvet gennem mere end 25 år ved at lade hånt om Naturbeskyttelsesloven gennem hundredvis af ulovlige tilladelser til byggeri i sommerhusområder på Holmsland Klit. Han mener, der blot er tale om rent juristeri, når kommunen ikke i tide fik lokalplanerne på plads, og at parterne i sagen er enige om, at ingen har begået denne juridiske fodfejl med forsæt. Det vides ikke, hvilke parter der henvises til. Men hvis ikke man kan stole på, at myndighederne forvalter efter lovgivningen, kan der for alvor tales om det vilde vesten. Jeg har den fornøjelse at bo midt i et af disse naturskønne sommerhusområder. Da jeg for 10 år siden erhvervede mit helårshus, skete det med vished om, at nabomatriklerne, der henlå med naturskønne lyngklædte klitter, ville forblive sådan, da der på matriklerne er en tinglyst servitut, der forbyder byggeri af enhver art, og området i øvrigt, ifølge de oplysninger enhver kan se på arealinfo i Danmarks Miljøportal, er beskyttet af Naturbeskyttelseslovens § 3. Jeg erhvervede en naturperle med frit udsyn over Tipperne og hele Ringkøbing Fjord, og havde ingen synlige naboer, bare uspoleret natur! Da jeg senere gjorde kommunen opmærksom på en aktivitet, der kunne tyde på et kommende nabobyggeri, fik jeg blot at vide, at matriklerne ikke er omfattet af fredningsbestemmelser af nogen art. Kommunen gjorde sig ingen anstrengelse for at undersøge, om der kunne være noget om snakken. Kommunen gav efterfølgende tilladelse til arealomlægninger med mulighed for at bygge to sommerhuse og i øvrigt udlæg af ny vej tværs over de lyngklædte klittoppe. Den stille idyl er nu afløst af en erhvervsmæssig udlejning af sommerhus med ugentlige ud- og indflytninger, smækkende bildøre og larmende turister, der kører ræs på mountainbikes i klitterne. Da kommunen samtidig så stort på nabohensyn ved byggetilladelsen, er jeg desuden ufrivilligt tvangsindlagt til fra min 1. sals stue at skulle følge med i turisternes morgenmad, frokost og aftensmadsindtagelse uge efter uge, dog heldigvis med lidt pause i januar og februar. Jeg opdagede, at det ikke blot var i mit nærområde, men adskillige andre steder på Klitten, kommunen har set bort fra § 3 beskyttelsen på trods af, at kommunen selv har indskrevet den i lokalplanerne på foranledning af daværende Ringkøbing Amt, der godt forstod at rette sig efter lovgivningen! Som privatperson kan der ikke klages over en kommunes vandalisering af naturområder. Efter en årelang diskussion med kommunen, som ikke lod sig rokke i sine synspunkter, måtte jeg derfor ty til andre muligheder. Jeg kontaktede Danmarks Naturfredningsforening, som velvilligt har brugt utallige timer på denne sag. Med beskyldningen om, at Danmarks Naturfredningsforening har en evig trang til at demonstrere magt, bringer Leif Christensen en urimelig kritik af Danmarks Naturfredningsforening. Mange frivillige økonomiske bidrag og meget uegennyttig frivilligt arbejde bliver anvendt af denne organisation til at sætte en stopklods, når kommuner og andre af griskhed for øgede grundskatter, erhvervsaktivitet og turismeindtægter forgriber sig på uerstattelige naturværdier. Skytset bør rettes mod Ringkøbing-Skjern Kommune, der om nogen demonstrerer magt. Det er kommunen, der arrogant gennem nu flere år har nægtet at have begået fejl, skønt selv planlovseksperter ikke er i tvivl. Det er kommunen, der uretmæssigt har indkrævet høje ejendomsskatter og givet ejerne forventninger om byggetilladelser. Og det er kommunen, der fortsætter med at tage de mange berørte sommerhusejere som gidsler ved at undlade at træffe de beslutninger, der kunne stoppe dette cirkus på trods af, at alle historiske dokumenter i sagen viser, at kommunen har handlet forkert. Som om dette ikke var nok! Den tidligere ejer af mit hus formastede sig til at opføre en tagterrasse på taget af en sidebygning på ejendommen. Kommunen har accepteret i snesevis af sådanne tagterrasser i sommerhusområderne gennem årerne. Men da jeg ikke straks kunne tage folkeregisteradresse på ejendommen, som det blev krævet af kommunen for at acceptere tagterrassen, har kommunen nidkært jagtet denne sag i mere end 10 år! På trods af, at kommunen selv har beskrevet, at tagterrassen ligger så godt afskærmet, at den ikke er til gene for naboer, og at ingen nogensinde har klaget over forholdet, har kommunen gennemført politianmeldelse og ført retssager i såvel byret som landsret for at håndhæve sit krav om retablering. Her kan man med rette tale om magtdemonstration! Når private formaster sig til at bryde loven, er der ingen nåde. Heller ikke da ejeren af Hvidbjerg Camping ved Blåvand kommer på kant med § 3 ved at udvide med et par ekstra båse til et telt. Så blæser der ikke milde vinde: ”Hvis ferieparken formår at få reetableret forholdene omkring søen, kan den undgå at få straf, vurderer kommunen”. Og hvis private lodsejere i Lønstrup sikrer deres ejendomme gennem en kystsikring, der rent faktisk virker, men dømmes ulovligt, er kommunen straks på banen: ”Vores udgangspunkt, da vi meldte sagen til politiet, var, at det skulle fjernes” udtaler den lokale formand for Teknik og Miljø. Hvorfor skal der ses igennem fingre med tilsvarende ulovligheder, når de forvoldes af en offentlig myndighed, som her i Ringkøbing-Skjern Kommunes tilfælde med de ulovlige byggegodkendelser til sommerhuse på Holmsland Klit? Og hvorfor skal Danmarks Naturfredningsforening skældes ud, når de blot arbejder for, at gældende lovgivning overholdes?

Annonce