Annonce
Hvide Sande

Stræk og bøj: Strandfitness giver en god start på dagen

En elastik og huller gravet i sandet, er de eneste hjælpemidler til dagens træning.Gymnastik på stranden ved Søndervig. Foto: Mads Dalegaard

Med et håndklæde eller en træningsmåtte under armen kommer de fra alle retninger. De samles på stien ned mod vandet. Det er de morgenfriske, der har taget imod tilbuddet om at starte dagen med gymnastik på stranden ved Søndervig.

Håndklæder og træningsmåtter bredes ud på sandet, alle er klar. Dæmpet musik og havets beroligende brusen lægger stilfærdig lydkulisse til.

Ulla Birkmose, der er leder af ROFI Fitness og dagens instruktør, lægger lidt overraskende ud med at instruere motionisterne i, at de skal forestille sig, at de har en femkrone mellem balderne. Den imaginære mønt skal hjælpe deltagerne med til at holde en korrekt kropsholdning i løbet af den næste times udfoldelser.

Denne morgen er der 56 på holdet. De fleste er kvinder. Efter en kort opvarmning kommer pulsen hurtigt op, ansigtskuløren skifter til en mere rødlig nuance, mens deltagerne bliver ført igennem en times effektiv træning og får en god start på dagen.

- Det giver bare en god samvittighed, og omgivelserne giver på en måde ekstra energi og velvære. Man er tanket op på ny energi, når man går herfra, fortæller Ulla Birkmose.

Dagens træningslokale kunne heller ikke være mere idyllisk. Vind er der ikke meget af, og selvom solen kun lejlighedsvis kigger frem, så er temperaturen behagelig. Stranden er stort set mennesketom, og blandt de få andre gæster ser man primært hundeluftere, mens en lille gruppe passerer de svedende motionister på hesteryg.

Med 10 minutter tilbage af træningen bliver musikken skiftet til noget mere roligt, og resten af tiden bliver brugt på udstrækning og afslapning.

Efter et farvel og tak for i dag vælger omkring 15 deltagere at afslutte træningen med en kort tur i havet. Så forlader de også stranden, smilende og med en god samvittighed.

Annonce
De til tider, særprægede øvelser, vækker opsigt blandt strandens andre gæster.Gymnastik på stranden ved Søndervig. Foto: Mads Dalegaard
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce