Annonce
Erhverv

Store krav til rekrutteringsfirmaer i dag

Med årene er kravene til rekrutteringsfirmaerne vokset, konkurrencen er styrket, og der er mange gange meget konkrete og kontante krav med hensyn til, hvilke evner der efterspørges hos kandidaterne.

Ofte må en opdragsgiver dog gå på kompromis, og oftere end tidligere ses det, at man er indstillet på at hjælpe en kandidat i gang, såfremt potentialet er til stede, selvom der skulle mangle et ᾿fagligt hjørne᾿ i profilen.

Den gamle konsulentregel om, at folk ansættes på deres faglige kvalifikationer, men fyres på deres personlige, er stadig gældende. Med denne efterhånden udbredte forståelse hos opdragsgiverne for denne regel ses der derfor til tider en imødekommenhed over for kandidater, der har gode personlige egenskaber og samtidig har viljen til at lære og til at tage fat.

Der er i dag tale om en meget dynamisk branche, hvor mange af de gamle, kendte konsulentfirmaer inden for toplederrekruttering i dag er borte, mens nye er kommet til. Der er stadig en del, der forsøger at slå sig op som enkeltmandsfirmaer, og kommer man med et stort netværk og personkendskab til en bestemt branche, kan man godt overleve på den måde i nogle år – man behøver måske kun at løse to-tre-fire opgaver om året for at have en tilfredsstillende årsløn.

Men skal et rekrutteringsfirma overleve på længere sigt og kunne levere den kvalitet, kunderne forventer, skal det op at have en kritisk masse, som ligger på mindst en håndfuld ansatte.

Annonce

Malplaceret referenceindhentning

Konkurrencen er som nævnt blevet hårdere end tidligere. Forskellen på nu og for 10-20 år siden er hovedsagelig, at vi oftere kommer ud for at skulle give et tilbud på en rekrutteringsydelse i konkurrence med andre konsulentfirmaer, dog sjældent flere end to-tre andre.

Samtidig går udviklingen i retning af, at konsulentfirmaet skal kunne fremvise en referenceliste med stor detaljeringsgrad. Specifikt lige inden for et hjørne af en branche eller måske endda niche.

Det er ofte et noget malplaceret krav, når vi taler om ledende stillinger, ligesom det er medvirkende til, at det er ”Tordenskjolds soldater”, der atter og atter står til genbrug. Det giver ingen fornyelse, og det hæmmer ofte udviklingen af forretningen.

For eksempel i tilfældet af, at der søges en direktør til en bestemt branche, og hvor en nøjere vurdering af stillingen faktisk giver det resultat, at der ikke skal søges en branchefaglig person, men måske snarere en med god ledelseserfaring fra service eller salg.

Den etiske standard er altafgørende

Langt de fleste betydende og større rekrutteringsfirmaer har en høj etisk standard. Har de ikke det, vil levetiden generelt være kort.

Her kommer fordelen ved, at Danmark er et lille og transparent land ind i billedet. På en måde kan man sige, at markedet regulerer sig selv. Fortrolighed og diskretion i behandling af såvel virksomheder som kandidater er helt afgørende i processen.

Her er rekrutteringskonsulenterne i samme båd som advokater og revisorer. Kandidaters navne må ikke videregives imod deres ønsker, og referencer bør først indhentes sidst i rekrutteringsforløbet.

En hovedregel for headhuntere er, at de ikke genrekrutterer kandidater, de selv har anbragt i en stilling. Man genrekrutterer kun, hvis den pågældende er blevet sagt op, hvis der er sket store ændringer af organisatorisk og ledelsesmæssig art, hvis ejer- og kapitalstrukturen er blevet radikalt ændret, eller hvis der er indtruffet helt specielle omstændigheder.

Af og til er konsulenterne ude for, at en kandidat, vi har anbragt, senere kommer og spørger, om vi ikke nok vil hjælpe ham eller hende videre til et nyt job. Til det svarer vi, at det må han eller hun først tale med sin chef om. Er der grønt lys, vil vi gerne hjælpe.

No cure – no pay

Til god etik hører også, at der ikke er flere rekrutteringsfirmaer, der arbejder på samme sag sideløbende. Dette gør vi opmærksom på i vores ordrebekræftelse.

De fleste andre konsulentfirmaer har samme tilgang som os til forretningsgangen og proceduren. Oftest ser vi, at flere konsulentfirmaer 'støder sammen', når den såkaldte 'No cure – no pay'-model tages i anvendelse. Ikke en model seriøse rekrutteringsselskaber bør medvirke i.

Lad mig give et eksempel.

For nogle år siden blev jeg kontaktet af en kandidat, der fortalte mig, at han nu var blevet kontaktet af tre forskellige rekrutteringsfirmaer. To små og et større.

Han havde haft møde med dem alle, og undervejs fandt han ud af, at det var det samme job, de prøvede at besætte. Han spurgte om mit råd, hvorefter han ringede til den opdragsgivende virksomhed og fortalte den administrerende direktør i klare vendinger, hvad han mente om firmaets etik og forretningsmoral.

Han sluttede af med at sige, at han aldrig kunne drømme om at søge ansættelse det pågældende sted. Jeg håber, at den administrerende direktør fik noget at tænke over.

Klummen

John Lohff er partner i Lohff Management Consultants, der har kontorer i Sønderborg, Vejle og København.

Har du kommentarer til denne klumme, kan du kontakte klummeskribenten direkte på john@lohff.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce