Debat

Stop inklusionsretorikken!

Hirma Ljeskovica Bektas

Skoleliv: Endnu et møde startermed en masse nødløsninger for mig, og hvordan vi lige kan lave et differentieret skema for den pågældende elev. Endnu et møde med brandsluknings-metoden, hvor inklusion føles som opbevaring. Endnu et møde, hvor man nærmest brækker sig over sine egne frustrationer. Med et plaster på såret er jeg nødt til at rette ryggen og vende tilbage til dagligdagens pinsler.

Jeg går ud af døren med tårer i øjnene, frustreret, usikker og med en uopklaret fornemmelse i maven. Det drejer sig ikke om, hvor meget jeg kan undervisningsdifferentiere eller ej; det drejer sig om svigt. Det er fortællingen om en af de mange inklusionselever, som sidder i en gidseltagning af reformen fra 2012.

I en periode prioriterede jeg ham frem for de andre 24 elever i 7. klasse. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne. Jeg vidste jo godt, at han havde brug for en særlig tilrettelagt undervisning. Undervisning, som krævede en to-lærerordning og meget mere støtte, hvor man havde tid til at sætte sig og guide ham igennem den første læsning og de hyppigste 120 ord.

Ugerne gik, månederne gik og de andre elever i klassen begyndte at tage afstand til ham. De havde ikke mere til fælles med ham, hverken fagligt eller socialt. Han fik lov til at passe sig selv i frikvartererne og desværre også i timerne. Hver dansktime startede med en følelse af afmagt, hvem skulle vælges fra i dag? Den elev, som altid var stille? Ham, som altid var den første til at sige:“Kan du hjælpe mig, jeg forstår det ikke?” eller den frustrerede unge pige, som har ventet i 10 minutter: Ej, kommer du ikke snart herned?”eller hende her:“Sasha er ked af det, og Amalie sidder og græder på toilettet, hendes kæreste har slået op!”

Hvem vil du vælge fra?

De efterkommende møder snakkede vi i teamet om bedre løsninger, om en anderledes undervisning, om et svigtet ungt menneske, hvis livskvalitet og hverdag lå i vores hænder. Vi gjorde os umage, men flere ressourcer kom der ikke. Han var “ikke udadreagerende”, og på den måde “forstyrrede" han ikke undervisningen. Dette unge menneske blev taget til fange i Folketingets inklusionsreform fra 2012. Han er et af de mange unge mennesker, som i dag repræsenterer alle de andre efterladte og svigtede inklusionselever, fordi folkets skoles evne omkring den mangfoldige undervisning ikke er god nok.

Alt for mange børn og unge opbevares blot i folkeskolen, fordi vi ikke har de nødvendige ressourcer til inklusionsindsatsen. Inklusion indebærer vel, at vilkårene skal være lige for alle med udgangspunkt i det enkelte barn?

Derfor skal vi organisere skolen anderledes. Vi skal ikke problematisere det enkelte barn, men selve indsatsen for det enkelte barn. Vi skal sikre, at netop også dét barn bliver set og hørt med krav på det rigtige skoletilbud og den nødvendige læring. Lad os erkende og stoppe finpudsningen af den mislykkede inklusionsreform; lad os komme væk fra den retoriske kategoriseringskasse "inklusionselev", og i stedet kæmpe for at give alle børn og unge deres ret til læring og trivsel.

Hvis det stod til dig, hvi barn vil du vælge fra?

0/0
Danmark

Danmarks billigste hus solgt i løbet af et døgn

Læserbrev

Borgmesteren: Frivillighed og dialog er vejen frem mod nationalparken

Læserbrev

Tak og ros til sundhedsvæsenet: Fantastisk behandling efter lårbensbrud

Tophistorier

Læserbrev

2+1-vej er ikke nødvendigvis en god løsning

Leder For abonnenter

Lad os blive bedre til at holde RKI fra døren

Debat

Børn og ældre risikerer at komme i klemme - hvis ikke vi får tidssvarende velfærd

Debat

Er ateisme virkelig ikke andet end en mavesur antipati mod Folkekirken?

Leder For abonnenter

Google og Facebook er ynkelige: Medier - det bliver I aldrig

Debat

Lejere forskelsbehandles unødigt hårdt

Debat

Midtjysk skyskraber er monumentet over rejsen fra hosekræmmer til industri