Debat

Stop inklusionsretorikken!

Hirma Ljeskovica Bektas

Skoleliv: Endnu et møde startermed en masse nødløsninger for mig, og hvordan vi lige kan lave et differentieret skema for den pågældende elev. Endnu et møde med brandsluknings-metoden, hvor inklusion føles som opbevaring. Endnu et møde, hvor man nærmest brækker sig over sine egne frustrationer. Med et plaster på såret er jeg nødt til at rette ryggen og vende tilbage til dagligdagens pinsler.

Jeg går ud af døren med tårer i øjnene, frustreret, usikker og med en uopklaret fornemmelse i maven. Det drejer sig ikke om, hvor meget jeg kan undervisningsdifferentiere eller ej; det drejer sig om svigt. Det er fortællingen om en af de mange inklusionselever, som sidder i en gidseltagning af reformen fra 2012.

I en periode prioriterede jeg ham frem for de andre 24 elever i 7. klasse. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne. Jeg vidste jo godt, at han havde brug for en særlig tilrettelagt undervisning. Undervisning, som krævede en to-lærerordning og meget mere støtte, hvor man havde tid til at sætte sig og guide ham igennem den første læsning og de hyppigste 120 ord.

Ugerne gik, månederne gik og de andre elever i klassen begyndte at tage afstand til ham. De havde ikke mere til fælles med ham, hverken fagligt eller socialt. Han fik lov til at passe sig selv i frikvartererne og desværre også i timerne. Hver dansktime startede med en følelse af afmagt, hvem skulle vælges fra i dag? Den elev, som altid var stille? Ham, som altid var den første til at sige:“Kan du hjælpe mig, jeg forstår det ikke?” eller den frustrerede unge pige, som har ventet i 10 minutter: Ej, kommer du ikke snart herned?”eller hende her:“Sasha er ked af det, og Amalie sidder og græder på toilettet, hendes kæreste har slået op!”

Hvem vil du vælge fra?

De efterkommende møder snakkede vi i teamet om bedre løsninger, om en anderledes undervisning, om et svigtet ungt menneske, hvis livskvalitet og hverdag lå i vores hænder. Vi gjorde os umage, men flere ressourcer kom der ikke. Han var “ikke udadreagerende”, og på den måde “forstyrrede" han ikke undervisningen. Dette unge menneske blev taget til fange i Folketingets inklusionsreform fra 2012. Han er et af de mange unge mennesker, som i dag repræsenterer alle de andre efterladte og svigtede inklusionselever, fordi folkets skoles evne omkring den mangfoldige undervisning ikke er god nok.

Alt for mange børn og unge opbevares blot i folkeskolen, fordi vi ikke har de nødvendige ressourcer til inklusionsindsatsen. Inklusion indebærer vel, at vilkårene skal være lige for alle med udgangspunkt i det enkelte barn?

Derfor skal vi organisere skolen anderledes. Vi skal ikke problematisere det enkelte barn, men selve indsatsen for det enkelte barn. Vi skal sikre, at netop også dét barn bliver set og hørt med krav på det rigtige skoletilbud og den nødvendige læring. Lad os erkende og stoppe finpudsningen af den mislykkede inklusionsreform; lad os komme væk fra den retoriske kategoriseringskasse "inklusionselev", og i stedet kæmpe for at give alle børn og unge deres ret til læring og trivsel.

Hvis det stod til dig, hvi barn vil du vælge fra?

0/0
Annonce
Klumme For abonnenter

Klumme: Mens mange kæwler om valg, kigger jeg på æwler

Annonce
Annonce
Klumme

Midt i en konfirmationstid: Talen, som en farfar aldrig fik holdt til sit ældste barnebarn

Klumme

Hvad har Kasper Søndergaard, min cykel og sammenhængskraft til fælles?

Debat

Den fødende kvinde

Leder For abonnenter

Buddingen på væggen og møllerne ved kysten: Kan den realpolitiske tyngdekraft ophæves?

Valgkamp er ren magi. I nogle få, berusende uger virker hverdagens grå, realpolitiske tyngdekraft til at være ophævet. Alt synes at kunne lade sig gøre; drømme og visioner leviterer lystigt op mod det himmelblå. Nogle gange sker det i en koordineret parti-indsats. Andre gange er det båret af hin enkelte kandidat, som i mødet med den ene eller den anden vælgervirkelighed kommer til at se tingene gennem andre briller end dem, som partiet normalt har på. Et lokalt eksempel kunne opleves ved mandagens vælgermøde i Søndervig. Temaet var turisme. Publikum var blandt andet lokale aktører fra et erhverv, der med en årlig omsætning på 3,5 milliarder kroner ikke bør overses. Mølleparken, som står til at skulle sættes op blot fire til ti kilometer ud for kysten mellem Hvide Sande og Søndervig, var derfor et uundgåeligt emne. Flere feriehusudlejere undrede sig over, at politikere siger nej til et soppebassin på stranden, til restauranter med havudsigt eller til handicapstier, fordi vi skal passe på naturen - men at de samtidig kan sige ja til Vesterhav Syd. Det lokalt valgte folketingsmedlem Andreas Steenberg (R), der sad med i panelet, har jævnligt markeret sig som en varm tilhænger af de kystnære møller. I november 2016 sagde han til Dagbladet: "Det er godt for klimaet og det er godt for Vestjylland, at projektet bliver realiseret. Og heldigvis er der flertal for at fastholde de kystnære møller." Interessant at høre, at det før så positive folketingsmedlem nu erklærer sig betænkelig ved placeringen af kæmpemøller tæt på kysten. Men før flagene stryger til tops på klitten, skal det understreges, at Andreas Steenberg trods sin skepsis ikke mener, der er politisk opbakning til at aflyse projektet. Det tror da pokker. For mindre end en måned siden sendte hans partifælle, partiets energiordfører Ida Auken, en regulær skideballe af sted mod vest i et samråd med ministeren om de kystnære mølleparker: ”Uklædeligt, at man som byrådsmedlem i Ringkøbing-Skjern ikke stiller sig op og står på mål for det her”, lød det blandt andet i bredsiden, der også indeholdt ord som "rendt fra deres ansvar" og "gummiarm". Et par dage senere blødte hun ganske vist op og sagde, at hun har "stor fidus til byrådet i Ringkøbing-Skjern". Det var, kunne man forstå, mere partiet Venstre, der var mål for kritikken. Ida Aukens nu afdøde morbror, Svend, som gennem mange år gav Socialdemokratiet en markant stemme, sagde engang, at radikal politik er "som at sømme budding op på en væg". Det skal blive interessant at se, om det lokalt valgte radikale folketingsmedlem Andreas Steenberg efter valget 5. juni får held til at sømme sit partis politiske budding bedre fast, når det gælder Vesterhav Syd, end det hidtil er lykkedes. Indrømmet; det ville ligne ren magi. Men vi er håbefulde. Det skal man være i en valgkamp.

Klumme

Alle hører til et sted og har to vigtige valg!