Danmark

Staten finansierer uden visioner

Karsten Agergaard

Udgifter: Jeg hørte i radioen, at Finanstilsynet og militæret skal have flere penge. Sidste gang hørte jeg, at politiet havde brug for nye jakker. Historien var, at politiet havde købt nye skudsikre veste, og det viste sig, at deres nuværende jakker var for små til at nå rundt om de nye veste. Den historie hørte Dansk Folkeparti også, og vupti: Så blev der afsat 52,5 millioner på finansloven til nye jakker til politiet. Nogle offentlige institutioner får flere penge - andre ikke. Min arbejdsplads mangler også penge. Jeg er ansat på en professionshøjskole, som årligt skal spare to pct. (omprioriteringsbidrag) lige som de øvrige uddannelsesinstitutioner, bortset fra erhvervsskolerne, som har fået vredet sig løs af det krav. I sundhedsvæsenet råbte ledende læger vagt i gevær: Det går ud over kvaliteten! Så blev besparelserne også fjernet fra sundhedsvæsenet.

Fra professionshøjskolerne skrev formanden for formandskollegiet og formanden for rektorkollegiet i Dagens debat i oktober, at "vi er for længst forbi punktet, hvor vi kan effektivisere os gennem besparelserne". Ja, det er fuldstændig korrekt.

Men deres opråb hjalp ikke. Hvordan mon Dansk Folkeparti opfattede opråbet? Næppe som en katastrofe, de skulle bekymre sig om, men måske som et rituelt pip fra en sektor, der nok skal få det til at gå. Ikke noget på højde med frysende betjente eller skurke i bankverdenen, der ikke har professionel etik, og derfor skal kontrolleres noget mere. Og så er det i øvrigt professionshøjskolernes eget ansvar at få økonomien til at slå til - de bruger sikkert pengene forkert. Men kunne politiet ikke også have forudset de stramme jakker eller selv tage ansvar for fadæsen og omlægge deres budget, så der blev råd til nye jakker? Jeg tror, at landspolitikerne mangler oplysninger om tingenes tilstand i uddannelsesverdenen, og derfor vil jeg bidrage til at råbe dem op.

Professionshøjskolerne kan helt sikkert på linje med andre uddannelsesinstitutioner ikke effektivisere sig gennem besparelserne. På den læreruddannelse, hvor jeg er ansat, er besparelserne gennem tiden blevet hånderet på tre måder: 1) flere studerende på hvert hold, 2) færre undervisningstimer til de studerende og 3) færre timer til de ansatte for at løse opgaverne. Punkt 2 med færre undervisningstimer stoppede for 6 år siden, fordi det fik politikernes opmærksomhed. Men da var timetallet også cirka halveret i de fag jeg underviser i gennem de godt 20 år, jeg har været ansat. Nu er det punkt 1 og 3, der bruges. For et år siden fik vi information om at økonomien skulle rettes op, og holdstørrelserne ville blive større. For godt 20 år siden var holdene på 24 studerende, siden blev 36 opfattet som acceptabelt. Så fik jeg et hold på 58 studerende, og en kollega fortalte forleden, at hun skal underviser 67 studerende på et hold. Med de holdstørrelser skal vi gennemføre holdundervisning på samme måde, som de studerende i deres kommende lærerjob skal gennemføre klasseundervisning.

Jeg underviser blandt andet i 'at se det enkelte barn på dets egne præmisser', men selv ser jeg ikke den enkelte studerende. Jeg ser en masse venlige og engagerede studerende, men hvem de hver især er, hvad de tænker om faget og har brug for hjælp til er uklart for mig. Den enkelte forsvinder i en tåge af ansigter, stemmer, kommentarer, forslag og spørgsmål fra massen. Min professionshøjskoles vision er at lave fremragende uddannelse. Det kan jeg ikke under disse betingelser. Vil regeringen og Dansk Folkeparti sende flere penge? Som det fremgår ovenfor er problemet katastrofalt nu, men det har udviklet sig over mere end 20 år. Afskaffelse af omprioriteringsbidraget er ikke tilstrækkeligt. Problemet er, hvordan man skal effektivisere uddannelse uden at nedsætte timetal og forøge holdstørrelser.

Hvad er landspolitikernes vision med uddannelser? Efter min opfattelse er det politikernes opgave at skabe det bedst mulige samfund for flest mulige borgere. Finanskontrol og ordensmagt er re-aktive måder at bruge statens finanser på. Hvorfor ikke tænke proaktivt og være visionær? I enhver uddannelse ligger en vision om at skabe en bedre fremtid. Uddannelse omfatter ikke kun færdigheder og kompetencer til et job, men også nye løsninger til fremtiden, og etik om fagpersoners ansvarlige handlen i forhold til samfundets bedste. Derfor er penge til uddannelse givet godt ud på lang sigt, og vi kunne minimere udgifter til kontrol og ordensmagt. Dygtigere lærere i skolen vil kunne bidrage til at næste generation af borgere handler mere ansvarligt i forhold til fællesskabets bedste.

Illustration: Gert Ejton
0/0
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Bønder og fuglenørder dropper krigen: Lad viben synge foråret ind igen

Danmark

I 2018 var der 25 brud på persondatasikkerheden i Region Syddanmark: - Det er selvfølgelig ikke godt nok

Danmark

De tre vigtigste opgaver efterforskeren havde på dagen med togulykken

Indland

OUH-forskning: Undersøgelse af gener kan forudsige risiko for hjertesvigt

Danmark For abonnenter

Søren Østergaards egne yndlingsfigurer: Smadremanden er ikke en af dem

Debat

Regnearksledelse har smadret vores system

Det er beskæmmende at se politikerne, ivrige, næsten stakåndede, overgå hinanden med milliontilbud til borgerne. Det er flovt, pinligt og afslørende. Vi ser det intensiveret til det groteske i den igangværende valgkamp. Alt handler om millioner. Men det er ikke alt, der kan købes for penge. Forstå det dog, kære politikere Tilliden til politikere og offentlige virksomheder som f.eks. Skat styrtdykker i disse år. Rationalisering, effektivisering og digitalisering har været nøgleord. Management-, IT- og andre konsulenter har udskrevet regninger på mange hundrede millioner kroner. I mange år troede de fleste på, at ministerier, styrelser, kommuner m.fl. havde styr på tingene. Troede, at der var overblik, retning og kontrol. Fyringer, effektiviseringer, udflytninger, centralisering, forenkling og nye veldokumenterede og velafprøvede IT-systemer hørte til dagens orden. Parolen var: Lad os fyre nogle flere! Men pludselig blev det klart for alle, at der var noget virkelig galt. Ligene væltede ud af skabene. Politikere, ministre og de øverste ledere vaskede hænder. I løbet af ti år blev Skat smadret. Så meddelte skatteministeren i midten af marts, at det ville koste adskillige milliarder kroner at genoprette Skat som organisation. Der skal bl.a. ansættes tusinder af nye medarbejdere. Dette – og meget andet af det, der er sket i de forløbne ti år inden for den danske offentlige sektor – bør få os til at standse op og tænke os grundigt om. Man kan ikke løse de eksisterende problemer med den logik, der har skabt dem. Det handler ikke kun om flere penge. Det store konsulenthus McKinsey hartjent flere hundrede millioner kroner på at levere ydelser til det offentlige. Og hvis der er noget, man har forstand på i McKinsey, er det rationalisering, centralisering og digitalisering - eller: Regnearksledelse - der er, hvad der er blevet praktiseret af skiftende regeringer i Danmark gennem de seneste år. I mere populære vendinger har det også heddet NPM, New public management, effektiv ledelse, lean management og andet. Men sammenfattende handler det om en talmæssig it-baseret tilgang til ledelse. Man finder ved konsulentskrivebordene ud af, hvordan tingene skal se ud derude i organisationerne, og så designer og udtænker man efter alle kunstens regler, hvordan tilsyneladende involverende, motiverende, meningsskabende og engagerende processer skal se ud og implementeres, så virksomheden bliver som designet – og det handler altid om, at der skal spares betydelige beløb efter nøje planlagte forløb. Disse regneark - og konsulenterne bag - har vi stolet på. Det er sådan set det mest fantastiske. Deres vigtigste kort på hånden var, at de i mange år – og mange steder – havde udskrevet store regninger på rådgivning overvejende baseret på regneark og produktivitets- og besparelsestænkning – og ligeledes var berømte for at producere lange rækker af rapporter, der samlede og samler støv rundt omkring i virksomheder og organisationer verden over. McKinsey har ikke ansvaret for alle Skats kvaler og skandaler, men det er nødvendigt at nævne den ledelses- og organisationstænkning, som dette firma er kommet til at repræsentere, når man skal forsøge at danne sig et overblik over, hvad der i disse år tegner sig af udviklingstendenser og – fænomener i den offentlige sektor i Danmark. Det handler nemlig ikke bare om Skat. Det handler om regnearkene i hele den offentlige sektor. Sygehuse, fængselsvæsenet, museer, gymnasier, mm. Overalt er der så voldsomme signaler fra flere og flere, at det er nødvendigt at standse op og spørge: Er der noget mere generelt her, som kræver nye typer af overvejelser? Er der noget grundlæggende i vejen med regnearkstilgangen til ledelse? Der skal standses op nu. Der skal tages afstand fra regnearkene som det eneste saliggørende. Det, vi har set med Skat, er resultatet af en primitiv, kortsigtet talmæssig tilgang til ledelse. Og den danske hospitalssektor ser ud til at være på vej ind i samme, helt uacceptable tilstande. På det seneste har afgørende parter talt om sammenbrud – fra både sygeplejersker og læger kommer der meget alvorlige advarsler. Inden for folkeskolen - og andre kommunale områder - er der ligeledes alvorlige røster – og det har der faktisk været længe. Det ser ud til, at Danmark i de sidste mange år har været på en helt forkert ledelseskurs i den offentlige sektor, og bag regneark og konsulenter skimter man et finansministerium, der er besat af nøgletal, besparelsesrunder og en alt for simpel og mekanisk ledelses- og organisationstænkning. Finansministeriet har en enorm magt over alt og alle i den offentlige sektor. Der skal være styr på finanserne – det afviser jeg ikke, men der skal ikke være så meget styr, at almindelig sund fornuft og gedigen faglighed bliver så ugleset, at de simple systemer, regnemodeller og nøgletal totalt tager over. En organisation kan og skal ikke ledes af en busfuld konsulenter, der kommer rullende ind udefra med modeller og standarder, som de har postulerede erfaringer med at rulle ud i de mest forskelligfartede organisationer. En organisation skal ikke være afhængig af konsulenter. Man kan ikke købe sig til ledelse udefra – sådan som man har indtrykket af, at nogle offentlige organisationer undertiden gør det. Det er bl.a. det, vi ser resultaterne af lige nu. Der skal ledere ind - og konsulenter ud. Mange af de dårligdomme, vi ser i den offentlige sektor, handler om mangel på ledelse og dårlig ledelse. Og disse dårligdomme forsvinder ikke, uanset hvor mange millioner man bevilger til det ene og det andet formål.

Danmark For abonnenter

Efterforskeren: - Da vi så toget, vidste vi, det var meget alvorligt

Danmark For abonnenter

20 år med Zirkus Nemo: Gu’ bli’r han da stolt, når han kigger ud ad vinduet