Annonce
Danmark

Støjplagede borgere raser over kampfly som aldrig før: Klager er næsten tredoblet på et år

Per Brommand er en af de mange borgere, der sidste år har klaget over støjen fra F-16-flyene. Foto: Claus Thorsted
Antallet af klagesager over støjende F-16-kampfly fra Flyvestation Skrydstrup er næsten tredoblet på et år. Flere af kampfly-naboerne, der har klaget, raser over, at piloterne ikke overholder deres flyruter. Flyverkommandoen afviser kritikken.

Kampflystøj: Det går ikke stille for sig, når et F-16-fly flyver over himlen. Kampflyene, der holder til på Flyvestation Skrydstrup, støjer så meget, at flere og flere syd- og sønderjyder ser sig nødsaget til at klage over det.

I alt blev der i 2019 afleveret 118 klager til enten Forsvaret eller Haderslev Kommune. Det viser aktindsigter over F-16-klagersager, som avisen Danmark har fået fra Forsvarskommandoen og kommunen.

De 90 af klagerne drejer sig om støj fra kampfly, der øver sig i det syd- og sønderjyske luftrum.

En gennemgang af sagerne viser, at klagerne er indgivet af 55 syd- og sønderjyder, hvoraf flere har klaget gentagne gange. Dermed er der næsten tale om en tredobling i antallet af klagesager på et år. I 2018 var der i alt 39 klagesager over støj i landsdelen.

En af dem, der har klaget adskillige gange, er Per Brommann, som bor i Over Jerstal tæt på flyvestationen. Han oplever jævnligt, at F-16-piloterne ikke overholder de flyruter, de skal, og at de flyver alt for lavt over hans og naboernes hustage.

- Der bliver snakket så meget om godt naboskab, men det skal gå begge veje. Jeg må også kun køre 130 på motorvejen. Ellers får jeg altså et klip, men for dem er der ingen konsekvenser.

Annonce

Klager over F-16

  • Haderslev Kommune har siden 1999 ført tilsyn med, at Flyvestation Skrydstrup overholder sin miljøgodkendelse. En godkendelse, der sætter rammerne for flyvestationens aktiviteter i forhold til eksempelvis støj og luftforurening.
  • Klager, der ikke vedrører start og landing fra flyvestationen, ligger uden for kommunens tilsyn og henvises derfor til Forsvaret.
  • Når de nye F-35-kampfly rykker ind på Flyvestation Skrydstrup fra 2023, overgår tilsynet med blandt andet støj til staten. Det sker på opfordring fra Haderslev Kommune.
  • Kommunen er før blevet anklaget for at svigte sin rolle som tilsynsmyndighed. Det skete blandt andet i forbindelse med Jyllands-Postens afdækning af, at Flyvestation Skrydstrup i syv ud af 12 tilfælde ikke har overholdt grænsen for, hvor meget de nuværende F-16-kampfly måtte larme.

Skjulte radarbilleder

Flere af de støjplagede borgere, der har klaget, har anmodet om at få lov til at se radarbilleder fra de pågældende overflyvninger.

Men siden juli 2019 har Forsvaret konsekvent afvist at udlevere det efterspurgte materiale, og det undrer kampfly-naboen.

- Det kan jo bevise, om det er fløjet korrekt eller ej. Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke spiller med åbne kort, siger Per Brommann Af flere af klagesagerne fremgår det, at Forsvaret begrunder tilbageholdelsen med, at måden, man indtil juli 2019 havde overført billederne på, ikke lever op til reglerne om klassificering.

Anne Nowak, der bor få huse fra Per Brommann, har også spurgt efter radarbilleder og fået afslag.

- Man mistænker jo næsten, at de forsøger at skjule noget, siger hun.

Flyverkommandoen fastholder, at det er sikkerhedsmæssige årsager, der er skyld i indskærpelsen.

- Det er dog stadig muligt at få tilsendt information på de enkelte flyvninger, således at man stadig kan aflæse afstand og højde i forhold til en given position, oplyser Flyverkommandoen i et skriftligt svar til avisen.

Afviser kritik

Ifølge Flyverkommandoen er der i 2019 blevet fløjet mindre end året før.

"Ens for begge år er, at gældende flyveregler for militær flyvning er overholdt. Stigningen i antallet af klagesager er en udvikling, som Flyvevåbnet naturligvis tager bestik af og følger nøje", lyder det i det skriftlige svar.

En del af klagerne er også landet hos Haderslev Kommune. Her har man ifølge kommunaldirektør Rune Larsson oplevet, at der er blevet klaget mere, siden forliget om placeringen af F-35 i Skrydstrup blev indgået i 2016.

- Vi ser det som udtryk for en bekymring fra naboerne til flyvestationen over, hvad der er i vente, når de nye F-35-kampfly fra 2023 skal operere fra Skrydstrup, oplyser kommunaldirektøren i et skriftligt svar til avisen.

Flere af naboerne, blandt andre Anne Nowak, kritiserer også kommunen for at være for længe om at behandle klagerne, da naboer i flere tilfælde har skullet vente måneder på svar.

Ifølge Rune Larsson kan der være flere årsager til den lange ventetid - blandt andet, at kommunen skal indhente udtalelser fra Forsvaret i forbindelse med enhver klage.

- Vi mener, at vi bruger de ressourcer, der er nødvendige, på klagerne, og vi bruger mærkbart flere ressourcer i dag end for bare tre år siden.

Per Brommann fra Over Jerstal har klaget over F-16-flyene adskillige gange de sidste par år. Han oplever, at piloterne ikke overholder de flyruter, de skal. Foto: Claus Thorsted
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Jorden kalder: Det er nu, vi har pligt til at tænke nyt

Debat: Hvis vi vælger at se coronakrisen som et wakeupcall, hvad er det så for et budskab, planeten sender os? Og måske nok så interessant: Hvordan kan vi mennesker bedst lytte og tage ved lære? Alvoren gik for alvor op for de fleste af os anden uge i marts, og siden da har vi måttet vænne os til en ny virkelighed med skræmmende hast. Coronaen har ramt de moderne samfund og økonomier, hvor vi er allermest sårbare: Accelererende smittetal, dødstal - og ikke mindst arbejdsløshedstal, taler deres alt for tydelige sprog Jorden rundt. Vi vestjyder kan vælge at trøste os med, at vi bestemt ikke lever i den mest udsatte del af verden: Vores grundlæggende samfundsorden er uhyre stærk, vi er disciplinerede, og vi har i fællesskab bevist vores evne til at handle samlet og resolut. Uanset, at krisen uden tvivl bliver hård og omsiggribende, vender hverdagen i Danmark på et snarligt tidspunkt tilbage til noget, der ligner en normaltilstand. Samtidig bør vi dog også se coronakrisen som et wakeupcall, og gribe påskedagenes nedetid som en kærkommen anledning til at genoverveje, hvorfor vi i grunden lever og disponerer vores tid, som vi normalvis gør. Coronakrisen har ikke gjort hverken problemet med global opvarmning eller behovet for en gennemgribende, grøn omstilling mindre aktuelt. Til gengæld udstiller nedsmeltningen af arbejdsmarkedet på tydelig vis, hvor direkte vores moderne markedsøkonomi påvirker naturen omkring os: Allerede få dage efter nedlukningen af Danmark kunne man måle, hvordan luftkvaliteten i de større byer var blevet markant forbedret. Vi lever i et rigt og privilligeret samfund, hvor vi har alle muligheder for igen at få økonomien i gear og komme tilbage på fode. Men spørgsmålet er, om det ikke netop er nu, i takt med at staten pumper uhørt massive investeringer ud i samfundet, vi også har en forbandet pligt til at tænke nyt? Spørgsmålet er, om det ikke er nu, mens krisen kradser, vi skal lægge fundamentet til en anderledes grøn, og bæredygtig økonomi? Det er oplagt at initiere de nødvendige hjælpepakker, så de virker som en gigantisk gulerod til fremme af bæredygtig business. Samtidig må vi udvise det nødvendige mod til at svinge stokken, og afgiftpålægge fossil energi, i en grad hvor det virkelig nytter (og flytter) noget. Som Klimarådet har vist, er der ingen vej udenom ubehagelighederne, hvis vi for alvor ønsker at leve op til vores egne ambitiøse 70 procents-reduktionsmål. Lad os derfor i slipstrømmen på coronakrisen stå sammen og tegne konturerne af en grøn økonomi, hvor lokale fødevarer og serviceydelser - og i det hele taget ting, der bliver skabt lokalt - er relativt billigere, og dermed konkurrencedygtige. Selv om vi så hver især måtte få færre penge mellem hænderne, vil den reelle, oplevede købekraft stadig være formidabel. Personligt drømmer jeg om små velorganiserede lokalsamfund i landsbystørrelse, med alt fra smede og slagtere, til sygeplejersker og sjælesørgere -og ikke mindst den uundværlige drømmer og tosse; en hverdag, og en verden, hvor vi ikke behøver at flytte hverken os selv eller vores varer over vanvittige afstande, og fint har tid til at dyrke vores grøntsager, passe vores husdyr, og lære vores børn at lære verden at kende; måske gå på jagt, eller fiske lidt på fjorden. Tænk Dunbars antal, og overvej et øjeblik hvordan det kan gøres: Tænk dig et byrum, indrettet på vores børns, og ikke hverken bilernes, eller ejendomsudviklernes og realkredittens præmisser: Grønne rekreative arealer, med planter, insekter og liv, hvor der ellers bare er veje, asfalt og beton; snoede vandveje, og cykelstier og trailspor. Eltogene og de tilbageværende autostradaer så langt ude af byerne som muligt. Tænk dig tilsvarende samfundet indrettet til mennesker - ikke arbejdskraft og forbrugere - og hvordan det kan blive, den dag vi faktisk på alle niveauer bliver ansporet til at drømme og lege og finde på; hvor incitamentstrukturen tilgodeser selv de mindste små udbrud af virketrang og skaberlyst, og der er forretning i at konstruere tingene så gedigent og gennemtænkt, at de også holder og står om hundrede år. Tænk dig, at det er muligt at skabe en anstændig levevej som lokal skrædder, fordi systemet bonner de reelle omkostninger ved det stangtøj, vi ellers frejdigt har hentet hjem fra den anden side af kloden, og som nu med ét slag er ubetaleligt dyrt. Tænk dig, at det rent faktisk er muligt at leve af at reparere cykler i et lille hyggeligt værksted på havnen. Tænk dig, at dit eget surdejsbrød, bagt på mærkelige, lokale kornsorter, ikke bare er bedre, men også billigere end fabriksfremstillet bakeoff, hvor alle ingredienser skal trilles frem og tilbage over kontinentet i lastbil. Tænk dig, at det vrimler med små køkkener, hvor passionerede mennesker laver takeaway fra bunden, eller du bare kan slå dig ned ved et langbord - og hvor de folk, der sidder der i forvejen, gerne rykker sammen og kommer hinanden ved. Tænk dig, at det at pille Nordsø-rejerne i Marokko for at køre dem tilbage til Nordeuropa er lige så dyrt og besværligt, som det lyder absurd, og at vores husdyr må leve af lokale afgrøder, fordi idéen om at rydde regnskov i Sydamerika og sejle sojaen halvvejs rundt om Jorden er lige så omkostningstung, som den strider mod ethvert bæredygtighedsprincip. Tænk dig i det hele taget, at prisen for moderne, industrielt landbrug, og den ledsagende, og endnu mere sindssyge plantebeskyttelse, afspejler de miljømæssige konsekvenser én til én. Tænk dig, at genetisk modifikation er strafbart i samme grad som overtrædelser af patentlovgivningen, og krænkelser af kommercielle producenters ophavsret i øvrigt er det i dag. Tænk dig, at prisen på elektronik og plastic står i forhold til de blivende ar, minedriften og olieudvindingen efterlader på planeten; at olieselskaberne skal plante en hektar skov for hver tønde olie, de pumper op af undergrunden, og at mineselskaberne skal investere halvdelen af deres overskud i sociale projekter, der hvor de rekrutterer deres arbejdskraft. Tænk dig, at konkurrenceparameteret per excellence er at bruge mindst mulig energi og efterlade det mindst mulige impact på planeten - og nej - ikke bare baseret på noget så excentrisk gammeldags som etik og moral, men simpelhen fordi det er sådan, vi har valgt at konfigurere økonomien, og det er dét, der bedst betaler sig på både kort og længere sigt. Og mens du alligevel lader fantasien få frit slag, så tænk dig engang, hvor dejligt det ville være, at du ikke altid havde så f∙cking travlt, og evig og altid skulle tjekke din f∙cking telefon; at du var i stand til at unde dig selv lidt kreativ nedetid, kunne sove som et barn om natten, og vågne både veludhvilet og klar på en skøn, ny dag, med masser af heureka-øjeblikke og åbne muligheder. ... I virkeligheden alt det, der er indbefattet, når du forestiller dig paradislivet på en afsondret, tropisk ø - bare hér, hjemme i Naturens Rige, hvor årstiderne skifter, og vi kender og elsker hinanden, og hinandens mere eller mindre udtalte særheder. Jeg ville elske den hverdag - hands-on - ikke mindst fordi det, der trænger til forandring i vores moderne, naturfjerne hverdagsliv, er alt andet end vores dejlige naboer, horisonten og havet.

Annonce