Annonce
Læserbrev

Stærkere samarbejde kan styrke velfærden i Ringkøbing-Skjern

Læserbrev: I Ringkøbing-Skjern Kommune skal politikerne snart vedtage næste års budget. Her skal de beslutte, hvordan de kan få de økonomiske ender til at mødes, uden at det går for hårdt ud over velfærden. Mange kommuner er udfordret af udviklingen i befolkningen med mange flere børn og ældre i de kommende år, hvilket vil sætte økonomien under massivt pres.

Men inden politikerne ser sig nødsaget til at sænke serviceniveauet, vil vi i DI opfordre til, at de overvejer at styrke samarbejdet med virksomheder. Samarbejde mellem det offentlige og private virksomheder er en effektiv måde at sikre en stadig højere kvalitet, nytænkning og effektivisering af den kommunale opgaveløsning. Et styrket samarbejde med virksomhederne kan altså være med til at sikre udviklingen af velfærden og reducere – eller måske helt undgå – behovet for forringelse af den offentlige service i de kommende år.

Eksempelvis har et plejehjem i Aalborg Kommune stoppet en potentiel smittefare mellem plejehjemmets beboere og sikret personalet mere tid til pleje og omsorg ved at lade en privat virksomhed stå for tøjvask.

I Ringkøbing-Skjern Kommune er der gode muligheder for at forbedre samarbejdet om at udvikle velfærden. Kun 31,9 pct. af tekniske opgaver og støttefunktioner som rengøring, vinduespolering, it-drift og vej- og parkområdet bliver i dag løst sammen med private virksomheder. Til sammenligning har de ’bedste’ kommuner involveret virksomheder ved 44,4 pct. af disse opgaver.

DI anbefaler, at Ringkøbing-Skjern Kommune får kigget de eksisterende erfaringer igennem og med det udgangspunkt får afdækket de områder, hvor samarbejdet med private virksomheder kan øges. Fra DI’s side bidrager vi meget gerne.

Det må og skal ikke ende med at handle om ideologi – det drejer sig derimod om at sikre, at borgernes skattekroner bliver brugt klogt, så vi får mest og bedst mulig velfærd for pengene. Og det gør vi ved at samarbejde.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Annonce