Annonce
Skjern

Springvand ramt af teknisk tørke: Nu skal Vandkunsten igen leve op til sit navn

Vandkunsten trænger til vand. Og det får den om nogle uger. Foto: Christian Baadsgaard
Vandkunsten på Banegårdspladsen har været ramt af tekniske problemer. Trods sparetider vil teknik- og miljøudvalget ikke spare de penge, som det koster at holde liv i springvandene.

SKJERN: Nok er navnet på værket Vandkunsten, men måske skulle man overveje at omdøbe det til Tørkunsten. Om-dåben kommer dog til at mangle noget temmelig afgørende, som springvandet på Banegårdspladsen i Skjern ikke lige har i tiden.

- Hvorfor er der ingen vand i Vandkunsten, spørger Elmo Flaskager, tidligere lærer og V-byrådsmedlem i Skjern.

Lige nu er han i gang med at lave en fortegnelse over kunstværker i Skjerns offentlige rum, og da han kom til Vandkunsten, opdagede han, at den havde den for springvand ret så afgørende mangel, at der ingen vand er i. Tværtimod er den lige så knastør som en ørken.

- Det er ærgerligt, når nu man har det, at det ikke virker. Ellers skulle vi slet ikke have haft det, og så må kommunen sørge for at få det i gang, siger Elmo Flaskager.

Annonce

Hul i beholder

Men Elmo Flaskager og andre, der holder af Vandkunsten, behøver ikke at vente så længe. Teknik- og miljøudvalgsformand John G. Christensen (S) har på Dagbladets forespørgsel undersøgt sagen, og kan meddele, at fra uge 34 går renoveringsarbejdet i gang. Årsagen er nemlig, at der er en beholder nedenunder værket, der er gået hul på. Det betød, at Vandkunsten kom til at leve så højt op til sit navn, at det blev en dyr fornøjelse, da der blev konstateret, at den slugte en massiv mængde vand.

Kommunens springvand står ellers opført i kataloget over mulige sparetiltag. Hvis man lukker dem ned, når de går i stykker, og lader være med at vedligeholde dem, så kan kommunen spare 154.000 kroner om året. Men det vil hverken John G. Christensen eller resten af udvalget være med til, for der skal være noget pænt at se på, også selv om de penge bogstavelig talt kommer til at falde på et tørt sted.

- Nu skal vi heller ikke være så forskrækkede over hele den her spareplan, at vi kommer til at lægge det hele øde, så der kun er SF-sten tilbage, siger John G. Christensen.

Vandkunsten blev indviet på Banegårdspladsen efter den store renovering af Bredgade i 1996. Idemanden er arkitekt Erik Nobel, og den er udført af stenhugger Charles Vendelbjerg. Symbolikken i den er, at granitten udgør det solide, vestjyske samfund. Metallet symboliserer det dynamiske samfund, mens vandet symboliserer Skjern Å.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce