Annonce
Sport

Sporten er for alle, og den spilles næsten overalt – men man skal lede godt

Floorball kan også spilles udendørs, når vejret er til det. Her ses et stævne i Aalborg. I Ringkøbing-Skjern er det som oftest i hallerne i vinterhalvåret, sporten bliver spillet. Pressefoto: Søren Malmose, DGI
Motionister over hele kommunen spiller floorball, men det er ikke alle hold, som er med i foreninger eller gør lige meget ud af at skilte med deres hold. Det kan være en udfordring for sporten, mener floorballkonsulent fra DGI.

RINGKØBING-SKJERN: Enhver by med respekt for sig selv har et pizzeria og en frisør. De har tilsyneladende også et floorballhold. Sådan ser det i hvert fald ud i Ringkøbing-Skjern.

Ved at ringe rundt til lokale foreninger og haller har Dagbladet kunnet finde i hvert fald 15 steder, hvor der i vinterhalvåret vil blive spillet indendørs floorball eller motionsfloorball, som de fleste kender fra idrætstimerne i skolen.

Fælles for de lokale hold er, at hyggen er i højsædet. Voksenholdene er ikke tilmeldt turneringer, og de færreste spiller træningskampe eller motionsstævner. I stedet hører man igen og igen vendingen, at ”alle kan være med,” fordi mange hold rummer spillere fra 15 år og op til 50. Mænd og kvinder kan også sagtens spille sammen.

Hos DGI er man glade for, at floorball lever i Vestjylland.

- Sporten slår igennem for folk, der er uvante med motion eller at spille bold. De får en god oplevelse med floorball. Det er som minimum nemt at stå i vejen på banen, fordi man har en god rækkevidde med en floorballstav. Der er ikke så mange, der har spillet det ud over i skolen, så niveauet er meget jævnt. Det er også et godt spil på tværs af køn, hvor det måske ikke er så nemt med kvinder og mænd sammen i håndbold og fodbold, siger Mikkel Holm Thomsen, floorballkonsulent hos DGI Vestjylland og DGI Midtjylland.

Annonce

Floorball i Ringkøbing-Skjern

Dagbladet har ringet rundt til lokale klubber og haller for at forsøge at danne sig et overblik over de lokale floorballhold. Over for Dagbladet er det blevet bekræftet, at der findes voksenhold i hvert fald 15 steder:

Tre hold i Ringkøbing i henholdsvis Vesterhavshallen, i Ringkøbing Skoles hal og i gymnasiets hal. På gymnasiet er der tale om et lukket hold.

I Tarm er der et hold både i henholdsvis folkeskolens multisal og i overbygningens idrætssal. Det ene hold er fra foreningen ”Herlig Hockeyhold,” det andet fra Vostrup Gymnastik- og Ungdomsforening.

Derudover kan du som voksen spille floorball i følgende lokale haller: Lem, Hover, Hoven, Videbæk, Velling, Tim, Højmark, Kloster, Spjald og Vorgod-Barde.

I Velling har man ikke tidligere haft et voksenhold, men man vil i år forsøge sig med enkelte træningsaftener over vinteren for at se interessen an. I både Lem og Velling vil man desuden også have floorballhold for børn denne vinter.

Nemt at starte selv

DGI hjælper gerne foreninger i gang med at spille floorball. Men faktisk jagter de fleste vestjyske motionister den lille hvide bold med huller uden at få assistance fra DGI.

For rundt om i skolernes gymnastiksale eller i de vestjyske haller kan man finde mange hold, hvor man mødes en aften om ugen og hygger sig med at spille sammen med dem, man har gjort i de seneste år.

Hvis der kommer nye spillere til, er det gerne en tilflytter eller en, som nogen på holdet kender.

I Hover er floorball eksempelvis blevet lagt ind under Hover Ungdoms- & Idrætsforening, efter man i mange år bare var nogle voksne gutter, der mødtes for at spille.

På foreningens hjemmeside kan man dog ikke helt se, at foreningen tilbyder hockey hver anden søndag fra vinterferien. Men den er nu god nok, bekræfter Klaus Hansen, der er tovholder på hockeyen og formand for badmintonafdelingen.

Hos DGI kan de generelt godt forstå, hvorfor mange holder sig til at have et hyggehold uden at hente hjælp til at reklamere og at komme med idéer til træning. For det kan godt lade sig gøre at samle 6, 10 eller 15 spillere uden hjælp fra DGI, og så kan man fint spille på to mål.

- Det er nemt at starte. I bund og grund kan man købe noget udstyr, kaste bolden ind i gymnastiksalen og gå i gang, siger floorballkonsulenten.

DGI: En udfordring med spredt sport

Dagbladet er kun stødt på ét hold, der definerer sig selv som et lukket hold. Langt de fleste hold vil gerne have flere nye til.

De fleste hold indrømmer dog også, at de ikke fører storstilede kampagner for at få flere med.

Flere foreninger fortæller, at de af og til reklamerer i bygrupper på Facebook eller på hjemmesiden. Andre steder kan man ikke finde floorball på idrætsforeningernes hjemmeside, selvom de tilbyder sporten.

Og på Floorball Danmarks hjemmeside finder man kun to klubber, hvis man søger på Ringkøbing-Skjern.

Det kan udfordre, at de fleste hold ikke er i kontakt med DGI eller floorballforbundet. For så bliver det sværere at danne sig et overblik over mulighederne i lokalområdet, hvis man som ny gerne vil i gang.

Det kan få sporten til at fremstå lidt hengemt, selvom den generelt er i fremgang, medgiver Mikkel Holm Thomsen fra DGI.

- Dybest set er det en udfordring for sporten, at den er spredt og ikke samlet, og DGI og Floorball Danmark har meget at tilbyde motionshold. Det er rigtig ærgerligt, at nogen står udenfor, men vi må nok acceptere, at vi aldrig får alle med, siger Mikkel Holm Thomsen.

Mange hold – svært at finde modstandere

Men floorballhold er der altså nok af. I Tarm finder man blandt andre ”Herlig Hockeyhold,” der har dannet deres egen forening og er op mod 20 spillere, som en gang om ugen hygger sig. Foreningen har ingen hjemmeside.

Andre steder foregår floorball i de lokale idrætsforeninger som i Kloster, hvor Holmsland Gymnastik & Ungdomsforening træner en gang om ugen.

Her er 42-årige Brian Jeppesen tovholder på indendørssporten. Han køber analysen af, at sporten nogle gange er en smule skjult.

- Det har været faktisk været lidt svært at finde nogle andre hold at spille mod, men så skal vi måske bare se på os selv. Hvor meget reklamerer vi for os selv? Det er heller ikke så nemt at finde os, siger han.

Brian Jeppesen har arrangeret træningskampe med nogle af de hold, som spiller i Ringkøbing. Her har Morten Boy Lindholm været med til at spille på Ringkøbing Skole i mange år. Nu skal han så på tredje år til at spille floorball i Tim. Både Brian Jeppesen og Morten Boy Lindholm kunne godt se det sjove i stævner mod lokale hold. Men det er ikke lige sådan at få arrangeret.

- Først og fremmest skal folk kunne den samme dag. Det handler om, at nogen skal være klar på at få arrangere et stort stævne. Herude er floorball ofte små hyggebestyrelser og ad hoc-udvalg, og man er 10 gutter, der vil spille. Der er ikke de store systemer med en stor bestyrelse, som forsøger at presse noget frem, siger Morten Boy Lindholm.

Hos DGI peger de desuden på en anden knast, hvis man skal lave et stævne for hold, som ikke er vant til at spille kampe. For det er ikke sikkert, holdene spiller efter de samme regler, når de spiller til træning. Nogle hold spiller med bander, andre gør ikke. Nogle retter sig efter de officielle regler for motionsfloorball, hvor man ikke må løfte staven over hoftehøjde, og der er minimal fysisk kontakt. Andre steder må man gerne mosle lidt mere.

- Udfordringen er, at der forskel på motionsfloorball i klubberne og så ”hockey” i gymnastiksalene. I salene går man ofte virkelig til hinanden, og hvis sådan en klub møder en klub, der spiller efter de officielle regler, hvor man ikke må skubbe hinanden og så videre, giver det et uheldigt kultursammenstød, siger floorballkonsulent Mikkel Holm Thomsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce