Annonce
Debat

Spar på brevpapiret, Ringkøbing-Skjern. I vil alligevel ikke have mig

Modelfoto

Læserbrev: Jeg kan fortælle, at Ringkøbing-Skjern Kommune gør et fantastisk stykke arbejde for at holde kontakten til kommunens fraflyttede unge. De opretholder vores opmærksomhed på hjemstavnen med breve skrevet til den "Kære Eksilvestjyde". Vi, de midlertidigt fortabte døtre og sønner, der har søgt mod de store byer, bliver invitereret til diverse arrangementer rundt omkring i landet med Vestjylland i fokus. Vi skal mindes om, at vi altid kan flytte hjem igen. Mindes om, at det sted, vi blev opfostret, stadig tilbyder rammerne om et godt liv. For nogle.

Som søn af tilflyttere er jeg vokset op i Ringkøbing, har gået på Alkjærskolen, i overbygningen på de nu nedrevne, men før nedslidte, bygninger på den gamle Ringkøbing Skole. Jeg har slået mine folder i Ringkjøbing Gymnasiums flotte teglstenshuse. Jeg betragter mig selv som bysbarn, og mine venner i København forbinder mig med Vestjylland. Jeg er vestjyde.

Men jeg kommer aldrig til at flytte tilbage igen. Ikke på grund af "mangel på jobs", ikke på grund af "afstanden til byen", ikke på grund af så mange ydre ting. Jeg kommer aldrig til at flytte tilbage, fordi I ikke vil have mig.

Jeg er homoseksuel. Og selvom dette ikke burde være et emne i Danmark anno 2018, så er min seksualitet ikke accepteret i min hjemstavn. Som barn måtte jeg høre min mest elskede lærer i seksualundervisningen sige, at man jo stadig er menneske på trods af at være homoseksuel. Men han lagde ikke skjul på, at han ser anderledes på dem end på andre. Det var i det hele taget ikke normalt. Hvis man er et barn i 7. klasse, så indprenter den slags udmeldinger sig. Seksualitet er nyindvundet land i den alder, og man bliver i den grad præget af hvordan éns omgivelser italesætter det. I øvrigt var den bemærkning det eneste, der blev sagt om homoseksualitet i min skolegang. Ikke én anden sætning i seksualundervisningen i 3., 7. eller 8. klasse adresserede det emne.

På mit fritidsarbejde, hvor jeg i øvrigt ikke havde modet til at springe ud, måtte jeg i en frokostpause høre en kommentar til dagens BT, der på forsiden havde et billede af gårsdagens Pride Festival: Altså, der må jo være noget galt oppe i hovedet på dem. Noget må jo være gået i stykker oppe i hjernen. Jeg kan huske, at min mad ikke smagte af noget efter den kommentar. Jeg kan huske, at tankerne for rundt i hovedet på mig længe efter frokost. Én mand sagde det, ingen andre talte ham imod.

Da jeg og min kæreste for et par somre siden slog mave med en gåtur ved kysten til mine forældres sølvbryllup kom en mand hen til os, bad os venligt, men bestemt, om at gå et andet sted hen. Hans datter skulle ikke se på os. At vi var fulde efter middagen og chokerede over den besked, undskylder ikke, at jeg råbte og skreg ad ham. Men det gjorde jeg og det beklager jeg den dag i dag. Man er ikke sig selv oven på sådan en besked.

Havde mit indlæg her kun baseret sig på disse tre enkelttilfælde, så ville man med rette kunne sige, at jeg bare er overfølsom. Vi oplever alle noget ubehageligt i livet - og det skal vi lære at tackle og leve med. Men noget slog mig efter mine første seks måneder i København: Ingen havde kommenteret på min seksualitet. Ingen havde lavet jokes om mig. Ingen havde sladret om mig. Ingen havde fantaseret om, hvorvidt jeg var sammen med den ene eller den anden. Ingen havde spurgt mig om intime detaljer i mit sexliv. Vigtigst af alt, så havde ingen spurgt mig, om jeg ville være kvinden eller manden i forholdet.

Jeg kender vestjyder, jeg i dag betragter som mine venner for livet. Men med selvsamme venner, har jeg måttet joke, blotlægge mig og overtale dem til en forståelse. Jeg skulle forklare mig. Dét tog jeg engang for givet som et homoseksuelt livsvilkår, men jeg ved nu, at det er et særligt vestjysk vilkår. Og dog, en af mine gode venner fra Varde (som dog er Vestjylland, men ikke Ringkøbing-Skjern) korser sig, når jeg fortæller disse historier. Hun siger, at sådan er det ikke hvor hun kommer fra. Hun vil ikke acceptere at have den fortælling siddende på hendes egn. Tænk, her gik jeg og troede, at det var overalt i Jylland, at man som homoseksuel måtte leve med at føle sig anderledes. Nej, det er særligt midtvestjysk.

Ved det seneste kommunalvalg var det kun med nød og næppe, at en mand, der nægter at vie homoseksuelle, ikke kom til magten. 3.200 mennesker havde ikke fundet homoseksuelles ret til en borgerlig vielse overbevisende nok til at stemme på en anden kandidat. Det er kun i Ringkøbing-Skjern, at man kan blive et valgs største stemmesluger på at blande en fundamentalistisk forståelse af kærlighed ind i politik - bortset fra enkelte pletter på landkortet, hvor koranlæsning kan lede til samme politiske overbevisninger.

Ringkøbing-Skjern Kommune brander sig med mottoet "Plads, plads, plads", og som Danmarks arealmæssigt største kommune forstår man godt hvorfor. Desværre er der ikke plads til alle. Desværre burde de brande sig med mottoet "Plads, plads, plads - men kun for normale". Så derfor, kære Ringkøbing-Skjern, spar på brevpapiret, I vil alligevel ikke have mig.

Ringkøbing-Skjern Kommune brander sig med mottoet "Plads, plads, plads", og som Danmarks arealmæssigt største kommune forstår man godt hvorfor. Desværre er der ikke plads til alle. Desværre burde de brande sig med mottoet "Plads, plads, plads - men kun for normale".

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv For abonnenter

130-årigt mejeri lader livet for at gøre plads til byggegrunde: Landsby tørster efter tilflyttere

112

Gran på vejen gav hjernerystelse

Annonce