Kirkens budskab har uden tvivl sin største styrke, når det taler direkte til os og modsvarer vores erfaring af livet. Jo mere erfaringsnært, der prædikes fra prædikestolen, desto mere intenst lyttes der fra kirkebænken. Og desto mere relevans får budskabet for tilhøreren.
Derfor nytter det ikke noget at tegne et skønmaleri, der blot hælder glimmer ud over tilværelsens mangfoldighed. Der må i stedet tegnes et virkeligt billede af menneskelivet, som det nu engang ser ud, med dets glæder og sorger, dets sejre og nederlag, det smukke såvel som det hæslige. Også alt det, vi helst vil undgå og gerne fejer ind under gulvtæppet.
Netop derfor har kirken også relevans i dag. Fordi den forholder sig til livet, som det er. Hvis ikke det var tilfældet, hvad skulle vi så stille op, når modgangen melder sig, og ulykkerne vælter ind over os. Eller når vi tynges af skyld og skam, fordi vi kom til at slå tilværelsen i stykker for os selv og vores næste.
Kirkens budskab pakker aldrig tingene ind. Tværtimod tager den livtag også med tilværelsens grimmeste skyggesider. Også med vore svigt og fald, når fristelserne ramte os og blev os for store. Som Jesus tog livtag med det onde, sådan må kirkens budskab også gøre, først og fremmest for at være tro mod ham, der er kirkens Herre, men i høj grad også for at være tro mod den tilværelse, som vi alle er en del af.
Fristelser, som det handler om i dagens evangelium, er netop noget, der hører menneskelivet til. Livet igennem er der mange ting, der kan friste os og føre os vild. Mange ting, der kan lede os til at gøre det, vi egentlig godt ved, er galt. Inderst inde er vi alle godt klar over, hvad der er rigtigt og forkert. Det er vi sjældent ret meget i tvivl om, når det kommer til stykket.
Alligevel lader vi os lokke af det onde igen og igen, så vi kommer til at gøre det, vi hader allermest. Det siger Paulus også, at det gode han vil, det gør han ikke, og det onde, som han hader, kommer han til at gøre igen og igen. Sådan er vi mennesker nu engang. Når vi bliver mødt med alle mulige fristelser, kommer vi til kort. Så har vi ikke noget at stå i mod med.
For der er en slange i paradiset. Der er en ond magt her i verden, der så let kan få herredømmet over os. Djævelen plejer vi at kalde den magt, eller Satan. Den kan friste hver eneste af os og føre os derhen, hvor vi ikke vil. Når vi står over for den magt, er vi kun svage og små. Vi er ikke i stand til at stå imod af egen kraft. Tværtimod kan vi ikke lade være med at give efter for fristelserne igen og igen. Hvor gerne vi end ville, kan vi slet ikke lade være med at vælge det forkerte og gøre uret selv mod vore allernærmeste.
Det er også det, syndefaldsberetningen handler om. Adam og Eva vidste udmærket, hvad der var rigtigt og forkert. De havde fået Guds bud, så de holdt sig langt væk fra det træ, de ikke måtte spise af. Men der var netop en slange i paradiset. Og da slangen fristede dem, gik det galt. De lod sig bedrage og valgte det onde frem for det gode.
For slangen var netop snedig. Den gik ikke åbenlyst til værks, for så havde de uden tvivl gennemskuet bedraget. Tværtimod fordrejede den lige så stille sandheden og satte spørgsmålstegn ved det, Gud havde sagt: ”Mon Gud nu også har sagt?” Og inden længe havde slangen bildt dem ind, at det faktisk var godt at spise af træet. Den havde forført dem og byttet rundt på sandt og falsk.
Sådan er det netop, når det onde frister. Så sker det sjældent åbenlyst. Ofte byttes der rundt på sandt og falsk, så vi bliver bedraget og kommer til at tro, at det onde er godt og rigtigt.
Sådan er det netop, når det onde frister. Så sker det sjældent åbenlyst. Ofte byttes der rundt på sandt og falsk, så vi bliver bedraget og kommer til at tro, at det onde er godt og rigtigt. Inderst inde ved vi måske godt, at det forholder sig anderledes. Men når vi bliver forført af det onde, kan samvittigheden sættes ud af kraft, så den ikke længere viser os den rette vej.
I dagens evangelium er det Jesus, der bliver fristet. Men her går det helt anderledes. For Jesus gav ikke efter for den ondes fristelser. Tværtimod overvandt han alle anslag, så Djævelen til sidst måtte forlade ham. ”Vig bort Satan”, var den besked, Jesus gav ham.
Da Djævelen langfredag satte sit afgørende dolkestød ind og slog Jesus ihjel, så det godt nok ud til, at han endelig var kommet ham til livs. Nu havde ondskabens magt endelig overvundet kærlighedens magt. Men han havde dog så grueligt forregnet sig. For han forstod ikke, at Jesus ganske frivilligt var gået i døden for vores skyld, for at bære alle vore fristelser og fald og udslette dem én gang for alle.
Det var det, Jesus gjorde på korset. Han bar vor skyld og dom på sig. Og da han opstod igen påskemorgen, blev det klart, at det hverken var mørket eller ondskaben, men derimod Guds kærlighed, der havde vundet.
Derfor kan Jesus være os nær i alle vore fristelser, ikke blot med sin hjælp, men også med sin nåde og tilgivelse, når vi snubler og falder og farer vild. Derfor giver det også god mening for os at bede bønnen fra Fadervor: Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For der er en virkelighed bag den bøn. Jesus har brudt den ondes magt.
Matthæus 4,1-11