Annonce
Læserbrev

Skolenedlæggelser: Det går op - og det går ned

Læserbrev: Vi har været der før, og nu er vi der igen……. Skolenedlæggelser, skolestrukturer, små skoler, store skoler, tilskud til friskoler, specialenheder, centralisering, modtagerklasser, små klasser, store klasser, børns trivsel og læring, og jeg kunne blive ved.

Tryghed, nærvær og trivsel har så stor betydning for elevers læreevne i dag, hvorfor starter vi så ikke her? Hvorfor starter vi ikke med at sætte pris på medarbejdernes motivation, engagement og loyalitet, elevernes læreevne, trivsel, innovation, ledelse og nærvær overfor børnene - ser muligheder frem for begrænsninger.

Hvor finder vi det, det gør vi ikke i budgetter og regnskaber, det gør vi, hvor der er mennesker, børn og varme hænder. Kvalitet kan heller ikke puttes ind i budgetter og regnskaber.

Det er en hård omgang kommunen skal igennem, det er kæmpe besparelser, der skal findes. Det første man gør, er så at nedsætte et nyt udvalg, som skal give skolestrukturen i kommunen et eftersyn og foreslå en ny struktur.

Hvornår bliver der ro på skoleområdet?

Jeg har on/off været en del af en forældrebestyrelse siden 2008, og jeg kan ikke på noget tidspunkt sige, at der har været arbejdsro til ledere og personale. Tid til at værne om de kære børn og elever. Budgetter, besparelser, reformer, handleplaner, principper osv. Ledere og personale kæmper for at få det hele til at hænge sammen, hvilket jeg sætter stor pris på.

At kæmpe for en fantastisk skole kræver masser af energi, sammenhold, og troen på at det kan lade sig gøre. Det tror vi på, det kæmper vi for, men det tager år – flere år, at få vendt et faldende elevtal. Men vi tror på det, og det skal også nok lykkes.

Men det er op ad bakke……….

  • Når bankerne hellere vil låne penge ud til dyre huse i centerbyerne end til billige huse i landdistrikterne.
  • Når kommunen ikke gør noget for evt. at sælge byggegrunde i landsbyerne.
  • Når der er mangel på lejeboliger.
  • Når man som beboer i f.eks. Ringkøbing ikke kan vælge en institution i f.eks. Højmark eller Lem online. Institutioner i andre byer under postnummer 6950 kan vælges. Så skal man kontakte kommunen. Når man så siger, at man også gerne vil skrives op til skolen, får man at vide, at det kan vente. Her mangles virkelig noget samarbejde fra kommunen side.
  • Når man bliver henvist til en dagplejer 6 km væk, når der findes en dagplejer med ledige pladser ca. 200 m væk fra egen bopæl.
  • Når alt er barberet ind til benet, og der er stort set intet er i skolernes budgetter, som skolerne selv kan råde over.

Det er rigtig svært at være en landsbyskole, det magiske tal 75 hænger ledere, lærere, pædagoger, elever og forældre over hovedet. Hver gang en elev rejser, spørger eleverne, lukker vi nu? Hver gang må vi fortælle dem, at det ikke sker hen over natten. Tilflyttere, vælger de en landsby, hvis den lokale skole nedlægges? Foreningslivet, dør det, hvis skolen nedlægges, og eleverne flyttes til en anden skole? Alt det frivilligt arbejde som de lokale beboere ligger i et landsbysamfund, er det spildt?

Prøv nu at se mulighederne, kunne der være nogle elever, som rent faktisk kunne have godt af at komme ud på en lille skole, hvor der ikke er 28 i én klasse. Hvorfor skal der være mere end ét spor i hver årgang, for at en skole er rentabel.

Det hele kan ikke puttes ind i kasser og excel-regneark, det hele finder man ikke en løsning på ved skrivebordet. Det magiske tal skal slettes, der skal kigges på smil, latter, læring og varme hænder i stedet for.

Som det er med dårlig livsstil, sådan er det også med besparelser, prisen herfor skal betales på et tidspunkt. Tænk Jer nu godt om.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce