Annonce
Ringkøbing

Skolebestyrelsesformand om sammenlægning: En forhastet beslutning, som jeg er stærkt imod

Indskrænkning af forældredemokratiet. En forhastet beslutning. En kritisabel beslutning. Sådan kalder formanden for skolebestyrelsen for Ringkøbing Skole planerne om, at Ringkøbing Skole og Alkjærskolen skal lægges sammen. Arkivfoto Jørgen Kirk
Henrik Jensen er ikke tilfreds med børne- og familieudvalgets beslutning om at lægge Ringkøbing Skole og Alkjærskolen sammen. Skolebestyrelsesformanden kalder det en kritisabel beslutning.

Ringkøbing: Indskrænkning af forældredemokratiet. En forhastet beslutning. En kritisabel beslutning.

Ordene kommer fra formanden for skolebestyrelsen på Ringkøbing Skole, Henrik Jensen. Tirsdag besluttede politikerne i børne- og familieudvalget at give grønt lys til at slå Ringkøbings to skoler sammen til én. Der vil stadig være skoler på to matrikler, men kun et skoledistrikt.

Årsagen til, at skolestrukturen overhovedet var på dagsordenen, er på grund af koncentration af tosprogede elever på Alkjærskolen. Ved at slå de to skoledistrikter sammen, vil man kunne fordele eleverne, så andelen af elever med anden etnisk baggrund end dansk kommer ned på under 30 procent på begge skoler.

Annonce

- Det er en beslutning, som jeg er stærkt imod. Den er alt, alt, alt for forhastet. Selvom man tager beslutningen allerede nu, så er det altså kort tid til at lægge to store organisationer sammen, når der kun skal være et skoledistrikt allerede fra næste skoleår. At lægge to store organisationer sammen er ikke noget, man bare lige gør med et pennestrøg, siger Henrik Jensen, skolebestyrelsesformand på Ringkøbing Skole.

Det, der særlig bekymrer ham ved beslutningen, er, at den er taget, uden politikerne har henvendt sig til de mange forældre for at høre dem om, hvad de synes.

- Jeg vil gerne invitere kommunalpolitikerne til et stormøde. Så må vi finde en dag, hvor de kan mødes med alle interesserede forældre - her taler vi nok om adskillige hundrede, men det finder vi ud af. Det er i hvert fald nødvendigt med en offentlig dialog, når man tager en beslutning, som vil påvirke byen så meget, siger han.

- Det kan jo også være, der er nogle forældre, som har nogle gode løsninger. Men det finder man kun ud af, hvis man har en dialog.

Henrik Jensen er også bekymret for, hvordan en ny skolestruktur vil ændre på skolebestyrelserne.

- Det er en indskrænkning af forældredemokratiet i folkeskolen. Det er en halvering af de involverede forældre, fordi et skoledistrikt kun skal have en skolebestyrelse. Og det er et problem, fordi forældre kommer rigtigt langt væk fra den enkelte skole, fordi det bliver en skole med 1100 elever og en skolebestyrelse, siger han.

- Man kan se på erfaringerne fra andre kommuner med skoler, der er blevet slået sammen til et skoledistrikt. Se på Holstebro. Der var det en katastrofe for skolesystemet. Så jeg synes, det er en rigtig dårlig idé. Det er også et udtryk for manglende respekt for det arbejde, som byrådet har nedsat et udvalg til at lave. Der er nedsat et udvalg, der skal se på skolestrukturen i hele kommunen. Så man kortslutter den proces, når man tager en beslutning, der gælder noget af skolestrukturen, men ikke det hele. Lad det udvalg gøre sit arbejde. At tage en beslutning allerede til næste skoleår er en vanvittig plan. Jeg forstår ikke, de kan tage en beslutning på så kort tid, siger skolebestyrelsesformanden.

Han siger dog samtidig, at hvis det nedsatte udvalg kommer til den konklusion, at en sammenlægning af de to skoledistrikter er den bedste løsning, vil han acceptere det.

Formanden for skolebestyrelsen på Alkjærskolen, Jens Præstegaard, har ikke vendt tilbage på Dagbladets henvendelser.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Jorden kalder: Det er nu, vi har pligt til at tænke nyt

Debat: Hvis vi vælger at se coronakrisen som et wakeupcall, hvad er det så for et budskab, planeten sender os? Og måske nok så interessant: Hvordan kan vi mennesker bedst lytte og tage ved lære? Alvoren gik for alvor op for de fleste af os anden uge i marts, og siden da har vi måttet vænne os til en ny virkelighed med skræmmende hast. Coronaen har ramt de moderne samfund og økonomier, hvor vi er allermest sårbare: Accelererende smittetal, dødstal - og ikke mindst arbejdsløshedstal, taler deres alt for tydelige sprog Jorden rundt. Vi vestjyder kan vælge at trøste os med, at vi bestemt ikke lever i den mest udsatte del af verden: Vores grundlæggende samfundsorden er uhyre stærk, vi er disciplinerede, og vi har i fællesskab bevist vores evne til at handle samlet og resolut. Uanset, at krisen uden tvivl bliver hård og omsiggribende, vender hverdagen i Danmark på et snarligt tidspunkt tilbage til noget, der ligner en normaltilstand. Samtidig bør vi dog også se coronakrisen som et wakeupcall, og gribe påskedagenes nedetid som en kærkommen anledning til at genoverveje, hvorfor vi i grunden lever og disponerer vores tid, som vi normalvis gør. Coronakrisen har ikke gjort hverken problemet med global opvarmning eller behovet for en gennemgribende, grøn omstilling mindre aktuelt. Til gengæld udstiller nedsmeltningen af arbejdsmarkedet på tydelig vis, hvor direkte vores moderne markedsøkonomi påvirker naturen omkring os: Allerede få dage efter nedlukningen af Danmark kunne man måle, hvordan luftkvaliteten i de større byer var blevet markant forbedret. Vi lever i et rigt og privilligeret samfund, hvor vi har alle muligheder for igen at få økonomien i gear og komme tilbage på fode. Men spørgsmålet er, om det ikke netop er nu, i takt med at staten pumper uhørt massive investeringer ud i samfundet, vi også har en forbandet pligt til at tænke nyt? Spørgsmålet er, om det ikke er nu, mens krisen kradser, vi skal lægge fundamentet til en anderledes grøn, og bæredygtig økonomi? Det er oplagt at initiere de nødvendige hjælpepakker, så de virker som en gigantisk gulerod til fremme af bæredygtig business. Samtidig må vi udvise det nødvendige mod til at svinge stokken, og afgiftpålægge fossil energi, i en grad hvor det virkelig nytter (og flytter) noget. Som Klimarådet har vist, er der ingen vej udenom ubehagelighederne, hvis vi for alvor ønsker at leve op til vores egne ambitiøse 70 procents-reduktionsmål. Lad os derfor i slipstrømmen på coronakrisen stå sammen og tegne konturerne af en grøn økonomi, hvor lokale fødevarer og serviceydelser - og i det hele taget ting, der bliver skabt lokalt - er relativt billigere, og dermed konkurrencedygtige. Selv om vi så hver især måtte få færre penge mellem hænderne, vil den reelle, oplevede købekraft stadig være formidabel. Personligt drømmer jeg om små velorganiserede lokalsamfund i landsbystørrelse, med alt fra smede og slagtere, til sygeplejersker og sjælesørgere -og ikke mindst den uundværlige drømmer og tosse; en hverdag, og en verden, hvor vi ikke behøver at flytte hverken os selv eller vores varer over vanvittige afstande, og fint har tid til at dyrke vores grøntsager, passe vores husdyr, og lære vores børn at lære verden at kende; måske gå på jagt, eller fiske lidt på fjorden. Tænk Dunbars antal, og overvej et øjeblik hvordan det kan gøres: Tænk dig et byrum, indrettet på vores børns, og ikke hverken bilernes, eller ejendomsudviklernes og realkredittens præmisser: Grønne rekreative arealer, med planter, insekter og liv, hvor der ellers bare er veje, asfalt og beton; snoede vandveje, og cykelstier og trailspor. Eltogene og de tilbageværende autostradaer så langt ude af byerne som muligt. Tænk dig tilsvarende samfundet indrettet til mennesker - ikke arbejdskraft og forbrugere - og hvordan det kan blive, den dag vi faktisk på alle niveauer bliver ansporet til at drømme og lege og finde på; hvor incitamentstrukturen tilgodeser selv de mindste små udbrud af virketrang og skaberlyst, og der er forretning i at konstruere tingene så gedigent og gennemtænkt, at de også holder og står om hundrede år. Tænk dig, at det er muligt at skabe en anstændig levevej som lokal skrædder, fordi systemet bonner de reelle omkostninger ved det stangtøj, vi ellers frejdigt har hentet hjem fra den anden side af kloden, og som nu med ét slag er ubetaleligt dyrt. Tænk dig, at det rent faktisk er muligt at leve af at reparere cykler i et lille hyggeligt værksted på havnen. Tænk dig, at dit eget surdejsbrød, bagt på mærkelige, lokale kornsorter, ikke bare er bedre, men også billigere end fabriksfremstillet bakeoff, hvor alle ingredienser skal trilles frem og tilbage over kontinentet i lastbil. Tænk dig, at det vrimler med små køkkener, hvor passionerede mennesker laver takeaway fra bunden, eller du bare kan slå dig ned ved et langbord - og hvor de folk, der sidder der i forvejen, gerne rykker sammen og kommer hinanden ved. Tænk dig, at det at pille Nordsø-rejerne i Marokko for at køre dem tilbage til Nordeuropa er lige så dyrt og besværligt, som det lyder absurd, og at vores husdyr må leve af lokale afgrøder, fordi idéen om at rydde regnskov i Sydamerika og sejle sojaen halvvejs rundt om Jorden er lige så omkostningstung, som den strider mod ethvert bæredygtighedsprincip. Tænk dig i det hele taget, at prisen for moderne, industrielt landbrug, og den ledsagende, og endnu mere sindssyge plantebeskyttelse, afspejler de miljømæssige konsekvenser én til én. Tænk dig, at genetisk modifikation er strafbart i samme grad som overtrædelser af patentlovgivningen, og krænkelser af kommercielle producenters ophavsret i øvrigt er det i dag. Tænk dig, at prisen på elektronik og plastic står i forhold til de blivende ar, minedriften og olieudvindingen efterlader på planeten; at olieselskaberne skal plante en hektar skov for hver tønde olie, de pumper op af undergrunden, og at mineselskaberne skal investere halvdelen af deres overskud i sociale projekter, der hvor de rekrutterer deres arbejdskraft. Tænk dig, at konkurrenceparameteret per excellence er at bruge mindst mulig energi og efterlade det mindst mulige impact på planeten - og nej - ikke bare baseret på noget så excentrisk gammeldags som etik og moral, men simpelhen fordi det er sådan, vi har valgt at konfigurere økonomien, og det er dét, der bedst betaler sig på både kort og længere sigt. Og mens du alligevel lader fantasien få frit slag, så tænk dig engang, hvor dejligt det ville være, at du ikke altid havde så f∙cking travlt, og evig og altid skulle tjekke din f∙cking telefon; at du var i stand til at unde dig selv lidt kreativ nedetid, kunne sove som et barn om natten, og vågne både veludhvilet og klar på en skøn, ny dag, med masser af heureka-øjeblikke og åbne muligheder. ... I virkeligheden alt det, der er indbefattet, når du forestiller dig paradislivet på en afsondret, tropisk ø - bare hér, hjemme i Naturens Rige, hvor årstiderne skifter, og vi kender og elsker hinanden, og hinandens mere eller mindre udtalte særheder. Jeg ville elske den hverdag - hands-on - ikke mindst fordi det, der trænger til forandring i vores moderne, naturfjerne hverdagsliv, er alt andet end vores dejlige naboer, horisonten og havet.

Danmark

Lis’ mand blev formentlig smittet på sygehuset: - Jeg ville gerne have haft en anden afsked

Annonce