Videbæk

Sigurd og Else Marie har begge haft kræft: Åbenhed og hjælp var vigtigt for at komme videre

Sigurd og Else Marie Nielsen har altid snakket åbent med deres børn om kræft. - Børnene har været meget åbne omkring det. Vi har ikke gemt på noget overhovedet. Sådan har det ikke været, siger de. Foto: Jørgen Kirk.
Ny undersøgelse viser, at midtjyske mænd ofte overser symptomer på kræft. Det gjorde Sigurd også til at begynde med. Heldigvis overlevede han. Da han var ved at komme sig, blev hustruen Else Marie også ramt af kræft.

Rimmerhus: Set i bagklogskabens klare lys var der nok egentlig flere ting, der pegede på det. Sigurd Nielsen havde aldrig i sit liv kunnet lide æbler, men i efteråret 2006 fik han smag for frugten. Han spiste stort set et æble hver aften.

Han fik også problemer med de stole, der altid havde været i hjemmet. Han følte ikke, at han kunne sidde ordentligt nogen steder. Tre måneder senere begyndte han at tabe sig. Uforklarligt. Han havde ikke ændret på kost- og motionsvaner.

Og dog. På arbejde var der i kantinen altid mulighed for at få en stor og en lille portion af dagens ret. Sigurd havde altid taget den store. Men nu var han begyndt at tage den lille. Han havde ikke rigtig appetit til mere.

Han havde ondt i ryggen. Han rendte på toilet hele tiden, og på et tidspunkt opdager Sigurd, at der er blod i afføringen. I marts 2007 tog han til læge. Det her gik nok ikke over af sig selv.

- Før lægebesøget var kræft slet ikke inde i vores tankeverden. Jeg tænkte, at det måske var, fordi jeg blev ældre. Man ved jo ikke, hvordan det er at blive gammel, før man bliver det, siger han.

Sigurd er ikke alene om den tanke. En ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at under 40 procent af mændene i Region Midtjylland forbinder et symptom som manglende appetit med kræft.

Før det var kræft slet ikke inde i vores tankeverden. Jeg tænkte, at det måske var, fordi jeg blev ældre. Man ved jo ikke, hvordan det er at blive gammel, før man bliver det.

Sigurd Nielsen, tidligere kræftramt

Vende små ting

Lægens dom var klar, da han kom til undersøgelse. Sigurd havde kræft i tyktarmen.

- Når man har fået kræft, kan man godt se bagud og se, der var nogle ting, som jeg ikke reagerede på, siger han.

- Ja, havde vi lige sat os ned fem minutter og vendt de småting, der var, kunne vi måske have reageret hurtigere. Men vi havde fire børn, der skulle passes. De havde fritidsaktiviteter, vi havde begge fuldtidsarbejde og et landbrug, vi skulle passe. Vi fik ikke standset op, siger Sigurds hustru Else Marie Nielsen.

Turen hjem fra lægen brugte Sigurd på at tænke over, hvordan han skulle fortælle sin familie, at han havde kræft.

- Det var ikke så svært at sige det til Else Marie, men vi havde fire børn i teenageralderen. Det var svært at sige det til dem. Det var ikke rart, husker han.

God tid alligevel

Henover sommeren 2007 fik Sigurd 28 strålebehandlinger på næsten lige så få dage. Alle behandlinger var i Aarhus, så der blev kørt en del kilometer på de midtjyske veje.

- Det endte med at blive en god tid på en eller anden måde alligevel, fordi der var altid nogen, der kunne køre. Naboer, venner og familie. Det er ganske få gange, hvor han selv er kørt til Aarhus, siger Else Marie.

I oktober blev Sigurd opereret og fik fjernet en del af tarmen.

- Jeg var indlagt i 12 dage, hvor jeg lige så stille kom tilbage til livet. Operationen var fysisk hård for kroppen, siger han.

Herefter gik han hjemme et par måneder. I januar 2008 begyndte han lige så stille at komme tilbage på arbejde. På det tidspunkt var han flymekaniker i forsvaret.

- Jeg havde en rigtig god arbejdsplads, der sagde: du kommer bare det, du har lyst til, siger han.

Sigurd og Else Marie Nielsen

  • Sigurd Nielsen er 62 år.
  • Else Marie Nielsen er 61 år.
  • Sigurd var tidligere flymekaniker i Forsvaret. Else Marie var pædagog i Fjelstervang. I dag er de "selvpensionerede"
  • De bor i et hus lige uden for Rimmerhus.
  • De har fire børn. Søren på 24 år, Peter på 28 år, Rasmus på 31 år og Ninna på 32 år.

Overraskende kræft - igen

Omkring to og et halvt år, efter Sigurd var vendt tilbage på arbejde, fik han et opkald på sin telefon. Det var Else Marie. Hun havde været til brystkræftscreening i Holstebro. De havde fundet en knude. Sigurd var ikke selv erklæret kræftfri endnu. Han døjede blandt andet med nogle eftervirkninger fra operationen.

- Jeg kan ikke huske, hvad jeg tænkte, men jeg blev ked af det. Nu skal vi igennem det igen, siger han.

- Det var ikke det, jeg regnede med, da jeg tog hjemmefra om morgenen, siger Else Marie.

Hun havde allerede været til en screening, men det var gået stærkt den dag. Personalet havde travlt. Hun var på hospitalet i under 10 minutter. Derfor regnede hun bare med, at billederne ikke var ordentlige. Hun havde slet ikke haft tanken om kræft i hovedet. Hun havde intet kunnet mærke, og hun havde ingen af de små symptomer, som Sigurd havde.

De to selvpensionister bruger stort set hele sommeren i deres store drivhus. Foto: Jørgen Kirk.

Hårdt halvt år

- Det var en torsdag. Tirsdag blev jeg opereret, siger Else Marie.

Herefter fulgte et halvt år med kemobehandlinger.

- Det var barskt. Jeg blev syg, og jeg kastede op i et halvt år. Det var hårdt. Ikke det, at man taber håret, eller får det ene bryst fjernet. Skidt med det. Det betød ikke så meget for mig, siger hun.

- Og håret voksede ud igen, siger Sigurd.

- Lidt mere gråt end før, griner Else Marie.

- Men vi har et godt liv. Ingen beklagelser overhovedet. Jeg synes, vi har fire børn, der er meget opmærksomme på, at vi skal have det godt, siger hun.

"Man skal komme og gøre det"

- Det er hårdere at være den, der står ved siden af, end det er at være den, der har kræft. Det var hårdt, fordi vi havde fire børn, som vi skulle have helskindet igennem det. Det har vi også fået, men det er et hårdt forløb, fordi der er en, der er nødt til at være stærk, ellers kan man ikke få et liv og en familie. Man skal være stærk for ret mange mennesker. Man skal lidt være både mor og far i en lang periode, siger Else Marie.

Derfor er en af de ting, som Else Marie og Sigurd Nielsen gerne vil give videre, åbenhed.

- Man skal være åben omkring sin sygdom, og man skal have folk omkring sig. Det er det, som, vi har oplevet, er vigtigt. Det øjeblik, man selv er syg, har man ikke overskud til at bede om hjælp eller tænke, hvad er det, der kan hjælpe mig her. Det har man slet ikke, siger Else Marie og fortsætter:

- Andre skal selv spørge. Eller også skal folk komme af sig selv bare gøre nogle ting uden at spørge. Man har ikke selv energi til at tænke ”jeg vil gerne have støvsuget”, siger hun.

- Det, vi har lært af det, er, at man stiller sig ikke op og siger ”du ringer lige, hvis der er noget, vi kan gøre”. Den går ikke. Man skal komme og gøre det, siger Sigurd og fortsætter:

- Jeg ved ikke, om jeg er kompetent til at give andre gode råd, men jeg kan sige, at det er det, vi har haft glæde af. Det har virket for os.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Leder For abonnenter

Pas på den 300. bilist

Det er en af den slags førstepladser, vi helst vil være foruden. Men vi kommer ikke uden om det: Vestjyske bilister er landets mest drikfældige. I alt fald hvis man måler på antallet af spritbilister, som bliver fanget i politiets kontroller. Tallene er temmelig skræmmende: Politiet har i løbet af et år stoppet 13.259 tilfældige biler, og i dem sad 44 spritbilister; det vil sige, at der i gennemsnit sad en spritbilist en ud af trehundrede biler. Prøv lige at tænke lidt over det … Hvor mange biler passerer du, når du eksempelvis kører på vejen mellem Ringkøbing og Herning eller Skjern og Holstebro? Rigtig mange! Og for hver gang, du passerer nummer 299, møder du en spritbilist. Ikke nogen rar tanke! Især ikke når man tager i betragtning, at skræmmende mange ulykker involverer sprit. De seneste tal viser, at der, i perioden 2013-2017, blev dræbt 140 mennesker i trafikken i Danmark og 829 personer kom alvorligt til skade i ulykker med spirituspåvirket fører af et motoriseret køretøj. Hvorfor kører vestjyderne markant mere spritkørsel end andre danskere? Måske handler det i virkeligheden om noget så banalt, at vestjyske spritbilister tror, de kan slippe af sted med det, fordi vi bor i et tyndt befolket hjørne af landet med langt mellem politipatruljerne. Men rent faktisk ved vi det ikke. Derfor er det også godt, at politiet nu vil bruge den store mængde data, man har indsamlet, til at kortlægge spritbilisternes adfærd - ikke mindst, hvem de er, hvor gamle de er, og hvor og hvornår, de begiver sig ud på vejene. På den måde vil politiet kunne sætte ind med både forebyggende kampagner og spritkontroller. Men vi andre - det store flertal, der ikke kører spritkørsel, og ikke kunne drømme om at gøre det - kan også gøre noget. Vi kan først og fremmest gøre det socialt uacceptabelt at sætte sig bag rattet i påvirket tilstand, hvad enten det er til hverdag eller fest. Ser vi en person slingre ud mod bilen, kan vi stoppe vedkommende, bede ham eller hende aflevere nøglen, og sørge for, at de kommer godt hjem på anden vis. Vi har et ansvar for, at der ikke er nogen derude, der møder den 300. bilist.

Annonce