Signe Lindkvist og Iben Hjejle: Som medlemmer af døde mødres forening har vi en fælles klangbund

Langt de fleste danskere kender Signe Lindkvist og Iben Hjejle fra tv. De ved, at Signe har lavet børne-tv siden “Hvaffor en hånd” på DR, og Iben er den skrappe, smukke, sjove kvinde i et utal af film. Men de to kvinder er så meget mere end det. Både sammen og hver for sig. For én ting er det, vi har set på tv. En anden ting er de virkelige liv, som de også har levet. I efteråret 2018 inviterede de for første gang lyttere med ind i deres samtaler i podcasten Sitter, og det gav et helt nyt perspektiv til de to kvinder, der uden filter fortæller om at miste, blive skilt, om at være nærmeste pårørende til en dement og alt det midtimellem.

For nylig udkom deres fælles bog “Er der en voksen til stede”. Den har været længe undervejs, for Signe og Iben var i første omgang ikke interesseret i at havne på listen over endnu en “kendis-tosse, der laver en bog om sig selv”, som Signe elegant formulerer det.

Iben: - Lige på det tidspunkt var der gået inflation i den type bøger. Det var Bendtner, Pilou Asbæk og folk, som måske har levet sammenlagt 35 år. Samtidig var der også flere typer, der fik en til at tænke - but why? Så vi var lidt fesne omkring det først.

Signe: - Til gengæld tænkte vi, at vi ville besøge forlaget bare for at være nogle søde og ordentlige piger, og så skete der det, at vi fødte en idé i løbet af det første minut.

De ville ikke skrive en bog om sig selv, men de ville gerne skrive om at være et ordentligt menneske - et emne, der ligger dem begge meget på sinde. Er der noget, der kan få Iben til at råbe, så hele cirkusvognen, som de sender podcast fra, begynder at ryste, så er det, når mennesker ikke er ordentlige. Når kondiløbere pruster og sveder på upassende steder, når unge piger følger en trend med solbadning af numsehullet, eller når Skat sender e-post søndag aften klokken 22 - eksemplerne er uendelige. Så efterspørger de en ægte voksen og et ordentligt menneske. Ordentlige mennesker som dronning Margrethe, Søren Brostrøm og andre i den kaliber høster gerne et kæmpe-flot bifald. Men mindre kan også gøre det - som Signe og Iben selv.

Signe: - Det kunne være dejligt at læse en slags opskrift fra nogen, der havde levet efter at blive et ordentligt menneske. Det var i virkeligheden sådan, idéen opstod.

Bogen er bygget op på samme måde som podcasten, som en samtale, og de to minder i virkeligheden meget om hinanden.

Iben: - Vi har optaget samtaler, genfortalt de historier, som vi synes er vigtige for hinanden, og møbleret rundt efterfølgende. Det er pludselig det sjove, for når du sidder med det på skrift, så kan du det. Hvis du først har taget hul på båthornet inde i en podcast, så er det lidt svært at møblere rundt på, men det har været interessant at sidde med sine ord på skrift, og det er lykkedes ret godt. Men det er svært.

Signe og Iben har kendt hinanden i årevis, men først for otte år siden mødte de hinanden rigtigt og blev venner. Der gik dog en del flere år, inden de startede Sitter.

De to power-kvinder oplevede, at folk rykkede nærmere, når de sad og talte sammen.

- De deltog ikke i samtalen, de lyttede bare og grinede, fortæller Iben Hjejle, og derfra var der ikke langt til at sætte mikrofoner til.

Det er derfor en fuldstændig umiddelbar version af både Signe og Iben, som lytterne møder, når de tænder for Sitter. Der er intet filter eller skuespil - bare to veninder, der taler sammen, som de i øvrigt gør ofte. Flere gange om ugen.

Deres forhold har en fælles klangbund, der stikker dybt, fordi de deler en række livsoplevelser. I podcasten når de ikke altid i dybden, men i deres bog er de gået et spadestik dybere.

Signe Lindkvist mistede sin mor, da hun var 23 år. Hun var syg af parkinson og valgte selv at afslutte livet, inden det blev uværdigt. Iben Hjejle var 26 år, da hendes mor døde af cancer. En voldsom oplevelse for dem hver især, der også har defineret deres liv. I bogen beskriver Signe Lindkvist det at mistet sin mor, mens man stadig er så ung, som at være et maleri, der egentlig er malet færdigt, kunstneren har bare ikke sat sin endelige signatur på endnu - og kommer i øvrigt aldrig til det. Det er følelsen af aldrig rigtig at blive voksen, fordi man ikke kommer til at opleve, at man løsriver sig fra sin mor.

Men de to kvinder deler også skæbne på andre punkter. De er begge vokset op med forældre, der blev skilt, de er selv blevet skilt og har begge kun fået et barn hver. Livsoplevelser, der har været med til at forme dem, men som også har haft stor indflydelse på deres venskab.

Iben: - I første omgang troede vi, at vi var fuldstændig ens, ud fra det vi har oplevet, men det gik hurtigt op for os, at det er vi overhovedet ikke. Men der er en klangbund, en selvforståelse og et værdisæt, der er meget ens. Det handler stort set altid om, hvordan man handler i forskellige menneskesituationer. Og der er vi næsten altid 100 procent enige. Det gælder skilsmisser, sorg, fyringer - måden at anskue et menneskeliv på. Det har vi tilfælles.

Signe: - Men fordi vi har den fælles klangbund, som bunder i, at vi begge mistede vores mor i en tidlig alder, at vi begge kun har et barn og andre store grundpiller i vores liv, som er ens, så tror jeg, at vi er enormt gode til at aflæse hinanden og dermed også hjælpe hinanden. Når man nogle gange synes, at livet er sådan noget lort, og man ikke har nogle forældre, man kan sætte sit vasketøj hos og sige “jeg kan ikke finde ud af noget mere”. Den følelse genkender man, og på den måde kan vi være to om at have den følelse, og så bliver den lidt mindre. Når man møder én, der har de samme store, grundlæggende følelser i sit liv, opstår der en tryghed. Hele vores makkerskab er jo i bund og grund startet ved det. Jeg har aldrig nogensinde oplevet, at jeg har tænkt “ej, jeg kan sgu ikke lige overskue at snakke med Iben i dag. Aldrig nogensinde.”

Iben: - Heller aldrig “ej, en kedelig samtale”. Hvis jeg siger sådan en dag, så er det, fordi jeg er død.

Signe: - Jeg føler, at Iben og jeg er én plus én, der pludselig giver fem. Hvorfor det er sådan, ved jeg ikke. Det er noget magisk, som man ikke kan forklare.

De afbryder hinanden og færdiggør hinandens sætninger. De har en energi, der rammer lytterne i samme grad som deres glæde og grin, og så smitter de med deres opfindsomhed inden for ord. Tosselos, kæmpe-flot, luksikum, løglagsagne, befimset og arrangements med s til sidst er blot et beskeden udvalg.

Signe er vokset op i et kollektiv, Iben i en akademisk familie, hvor bøger fyldte meget. Ikke desto mindre er de begge to store legebørn, der ikke er for fine til at opfinde egne ord - med stor succes. Både deres sprog og podcastkoncept er blevet gennemanalyseret utallige gange, det er bare ikke noget, de to damer går op i.

Signe: - Der sker noget skægt, når man taler om “den befimsede Claus Dalby” eller “løglasagne”, men det er ved gud ikke noget, vi tænker over.

Iben: - I den kæmpe sprog- og ordfamilie, som jeg er vokset op i, skulle grammatik og udtale selvfølgelig være korrekt, men der har også altid været en overbygning af sproget, så hvis der ikke er et ord der passer, så finder man på det. Det gør vi begge.

Signe: - Der er vi bare begge nogle tosselos-typer, der opfinder vores egne ord.

De holder samtidig fast i at være to helt almindelige mennesker, der taler om de ting, der bekymrer og glæder dem. Der er ingen målgruppeanalyser, berettermodel eller tilrettelægning, der styrer slagets gang. Den klarer de helt selv, og de er ret sikre på, at det er heri, succesen består. For dem handler det også om at skabe et sted i deres arbejdsliv, hvor de har helt frie tøjler. Især Iben var træt af rammerne i sit arbejdsliv. Træt af aldrig at have mærket sig selv rigtigt i en arbejdssammenhæng.

Iben:- Når man er skuespiller, er man sindssygt god til at lade som om, man er alle mulige andre, men hvem er man egentlig selv? Det fik jeg et kæmpe behov for at udkomme med. Sitter har ændret mig i forhold til mit fag. Jeg arbejder på en helt anden måde nu, for der er kommet en ekstra dimension, fordi jeg er i mig selv. Jeg tænkte en overgang; “nå, skal jeg så aldrig være skuespiller mere”, for jeg havde egentlig ikke lyst, men nu kan jeg mærke, at det har gjort mig til en bedre skuespiller, fordi jeg er groundet.

Men det handler også om at stå ved en skillevej. Måske ikke den største skillevej, men ikke desto mindre et sted, hvor forandringens vinde blæser.

Signe: - Vi har selv skabt os et arbejdsliv. Vi har fået vores hobbyprojekt så meget op at køre, at vi kan leve af det og selvfølgelig lave tv og skuespil ved siden af, vores børn er blevet store, og vi er måske blevet så voksne, at vi kan erkende, at nu kommer vi ikke til at kunne lave hele lortet om.

Iben: - Der er noget vidunderligt i, at alt det vores bog indeholder, alt det vi står og ser tilbage på nu, det har vist sig at kunne bruges. Dels til at udkomme med noget, men dels også, at andre kan bruge det i deres liv. Summen af de tosselos-erfaringer vi har gjort os i kærlighed og arbejdsliv - hele den rodebutik af liv kan bruges til noget. Og det er vigtigt, når man vælger at dele ud af sig selv, som vi ikke kan lade være med at gøre, og så får man så meget igen. Det er en gave.

Det handler også om at være et forbillede. Det er ønsket om at give andre følelsen af et trygt fællesskab, som de kan være en del af. Signe og Iben har skabt et rum, hvor det er okay at lave fejl, være i tvivl og ændre mening. Man skal ikke være et perfekt menneske, men et ordentligt et af slagsen, og det kan man godt være, selv om man laver fejl.