Debat

Sig pyt til landsbytossen

Paludan: Heldigvis valgte jeg for mange år siden at tro på, at der ikke findes idioter. Og heldigvis møder jeg yderst sjældent et menneske, der gør sig så umage for at jeg og andre skal tro at vedkommende er en idiot. Jeg har også valgt, at andre ikke skal bestemme over mit humør. Jo, selvfølgelig møder jeg af og til mennesker, der er så ubehagelige i deres sprog og væsen, at det er lige ved at smitte af på mit humør, men jeg står fast, og tager ansvar for mit humør.

I vores lille smørhul af et liv her i Danmark har vi det bedre end de fleste. Vi har fire årstider, mad på bordet, masser af arbejde, tryghed som kun få og endda hvidkalkede kirker, der fortæller 1000 års danmarkshistorie på hver en bakketop. Vores skattetryk er højt; tjah – men i bytte får vi sikkerheden for gratis uddannelse, et sundhedsvæsen der er der, når det virkelig gælder og sikre veje i top, uagtet at nogle forsøger at fortælle os noget andet. Det er let at drive virksomhed og skattesystemet fungerer i det store hele, med enkelte udfald, som på så mange andre områder. Vi er traditionelt et tolerant folkefærd, hvor vi respekterer hinanden, enhver betaler sit og man kan stole på hinanden og på myndighederne. Hvis man bekymrer sig over en politibetjent eller blå blink i en øjenkrog, er det som regel fordi man er bange for at blive opdaget for noget, man har gjort. Ikke fordi vi er bange for at blive gemt væk, fordi en betjent har lyst.

Vores folkestyre er relativt stabilt. Uagtet om det er rødt eller blåt, har vi i virkeligheden en politisk version af “15 nuancer af rødt”. Selvfølgelig virker det fjollet, når det ene parti efter det andet lokker med at “give os flere penge”, for det er noget sludder. Pengene er vores – og af dem, vi har, betaler vi til fællesskabet, så vi kan tage de fælles udgifter af den fælles budgetkonto. Men jeg betaler gerne til husholdningen efter evne, for jeg ved at det er med til at sikre en rimelig tilværelse for de fleste.

Summa summarum er, at vi har det fantastisk, og mens mange selvfølgelig kunne have det bedre, er selv fattigdom her til lands ikke såre slemt som det er andre steder på kloden. Som barn af tresserne i en ludfattig og dysfunktionel familie, har jeg på egen krop mærket, hvad det betyder, at vi har et socialt sikkerhedsnet, der griber dem, der har behov, når tingene er allerværst. Også når det gælder de fremmede, der kommer hertil, fordi de er forfulgte af den ene eller anden grund. Vi hjælper dem fordi vi kan og vil og glemmer hurtigt, at de er født andre steder end her, når de bliver en del af vores samfund; vores familie.

Vi har ytringsfrihed i videre grad end mange andre. Selv den største landsbytosse må stille sig op på en papkasse og brænde bøger af, og bliver endda beskyttet af vores fælles politi på fælleskontoen, fordi han har lov, og fordi vi beskytter dem, der ytrer sig. Og her kommer vi til pointen. Indenfor de sidste uger har vi mødt en helt ny tosse af slagsen. Landsbytossen over alle landsbytosser. Han dukkede op i vores egen by for et par uger siden, og stod der i sin ensomme indhegning, omgivet af betjente mens han råbte ukvemsord mod en bestemt befolkningsgruppe og brændte bøger af. Det lykkelige i vores by, var at ingen værdigede ham et blik eller lånte ham et øre. Da jeg hørte, at han efter ét besøg, hvor ingen gad lytte til ham, ville komme igen, var det, at jeg tænkte: ”Han gør sig godt nok umage for at få mig til at synes at han er en idiot.” Men da jeg så hvor ensom han var, mens han hylede og bandede, dér i afspærringen, helt alene og uden opmærksomhed, gik det op for mig, at jeg dybest set synes det er synd for ham. Han er en uligevægtig stakkel, der får for lidt opmærksomhed for at være sig selv, og derfor trygler han om den, ved at skabe sig. Skulle vi ikke bare lade ham, og lignende utilregnelige personager, være i fred? Lade dem rase ud, uden at vi hidser os op, og giver dem det skænderi, de så inderligt ønsker sig? Lade være at give dem vores ører eller vores stemme?

Lad os i stedet sige ”pyt” og lytte til og stemme på nogen, vi kan stole på.

Henrik Meng
0/0
Annonce
Klumme For abonnenter

Klumme: Mens mange kæwler om valg, kigger jeg på æwler

Annonce
Annonce
Klumme

Ugens Prædiken: En kamp med mennesker og Gud

Klumme

Midt i en konfirmationstid: Talen, som en farfar aldrig fik holdt til sit ældste barnebarn

Klumme

Hvad har Kasper Søndergaard, min cykel og sammenhængskraft til fælles?

Leder For abonnenter

Turismevækst trues af mangel på hænder

Vi har et kæmpestort problem her i Naturens Rige: Vi mangler hænder! På en vis måde er vi blevet et offer for vores egen succes. Det går jo godt i Ringkøbing-Skjern Kommune. Der er gang i erhvervslivet, og har været det længe. Arbejdsløsheden er helt i bund, og det er nemt at få et job. Niels Hausgaard-vendingen, "der er altid arbejde til dem, der vil arbejde", er tæt på at være socialrealisme, ikke satire. I alt fald hvis man taler med bagere, købmænd, campingpladsejere og andre i sommerlandet. De får kun få eller måske endda slet ingen ansøgninger, når de slår stillinger op. Det er et problem. Et kæmpestort problem. Og der er ingen udsigt til, at det bliver bedre, snarere tvært imod. I Dagbladet i dag sætter vi fokus på problemerne for den del af erhvervslivet, der er afhængigt af turismen. Allerede nu er det svært at finde medarbejdere. I de kommende år bliver det stensikkert bare værre: - Vi regner med en vækst i turismen på omkring 50 procent frem mod 2025. Det betyder, at der skal ansættes 1500 flere i turisterhvervene. Nogle vil være på fuld tid, mens andre vil være deltids- og ungarbejdere, siger direktør Søren Lydig, Ringkøbing Fjord Turisme. 1500 flere medarbejdere på fem-seks år! På et tidspunkt, hvor der er registreret omkring 800 arbejdsløse i kommunen! Alene det kommende feriecenter Lalandia i Søndervig og oplevelsescentret Naturkraft skal tilsammen bruge hundredvis af ansatte. Det bliver svært. Især da turismeerhvervet er kendetegnet ved sæsonbetonet arbejde på ofte skæve arbejdstider og - det kommer vi næppe heller uden om - til lønninger, der har svært ved at konkurrere med en række andre brancher. - Det er noget lort, siger Bjarne Nielsen, fiskehandler på havnen i Ringkøbing. Og så kort kan det vel egentlig siges. For selv om Ringkøbing-Skjern har udsigt til kolossal vækst i turismen, hvordan skal potentialet så kunne realiseres, hvis ikke den nødvendige arbejdskraft er til rådighed? Direktør i Erhvervsrådet Hans Jørn Mikkelsen mener, at man bør begynde med at få aktiveret de ledige, vi har i kommunen - også dem, der ikke nødvendigvis kan arbejde 37 timer om ugen. Men som tallene viser, er det slet ikke nok, selv om man så fik aktiveret dem alle. Der skal mere til. Inden for turistbranchen snakker man om, hvordan man kan gøre det attraktivt for unge at tage arbejde i vort område i højsæsonen. Man vil lokke dem med, at de jo kan surfe, fiske og have sjov i fritiden og holde sommerferie, samtidig med at de tjener nogle penge. Om det lader sig gøre, er ikke til at sige. Men noget må der gøres. Vi må lægge vore vestjyske hjerner i blød og eventuelt søge assistance ude fra. Ellers mister vi en gylden mulighed for at styrke en branche i voldsom vækst. Og det vil virkelig være et problem...