Debat

Sig pyt til landsbytossen

Paludan: Heldigvis valgte jeg for mange år siden at tro på, at der ikke findes idioter. Og heldigvis møder jeg yderst sjældent et menneske, der gør sig så umage for at jeg og andre skal tro at vedkommende er en idiot. Jeg har også valgt, at andre ikke skal bestemme over mit humør. Jo, selvfølgelig møder jeg af og til mennesker, der er så ubehagelige i deres sprog og væsen, at det er lige ved at smitte af på mit humør, men jeg står fast, og tager ansvar for mit humør.

I vores lille smørhul af et liv her i Danmark har vi det bedre end de fleste. Vi har fire årstider, mad på bordet, masser af arbejde, tryghed som kun få og endda hvidkalkede kirker, der fortæller 1000 års danmarkshistorie på hver en bakketop. Vores skattetryk er højt; tjah – men i bytte får vi sikkerheden for gratis uddannelse, et sundhedsvæsen der er der, når det virkelig gælder og sikre veje i top, uagtet at nogle forsøger at fortælle os noget andet. Det er let at drive virksomhed og skattesystemet fungerer i det store hele, med enkelte udfald, som på så mange andre områder. Vi er traditionelt et tolerant folkefærd, hvor vi respekterer hinanden, enhver betaler sit og man kan stole på hinanden og på myndighederne. Hvis man bekymrer sig over en politibetjent eller blå blink i en øjenkrog, er det som regel fordi man er bange for at blive opdaget for noget, man har gjort. Ikke fordi vi er bange for at blive gemt væk, fordi en betjent har lyst.

Vores folkestyre er relativt stabilt. Uagtet om det er rødt eller blåt, har vi i virkeligheden en politisk version af “15 nuancer af rødt”. Selvfølgelig virker det fjollet, når det ene parti efter det andet lokker med at “give os flere penge”, for det er noget sludder. Pengene er vores – og af dem, vi har, betaler vi til fællesskabet, så vi kan tage de fælles udgifter af den fælles budgetkonto. Men jeg betaler gerne til husholdningen efter evne, for jeg ved at det er med til at sikre en rimelig tilværelse for de fleste.

Summa summarum er, at vi har det fantastisk, og mens mange selvfølgelig kunne have det bedre, er selv fattigdom her til lands ikke såre slemt som det er andre steder på kloden. Som barn af tresserne i en ludfattig og dysfunktionel familie, har jeg på egen krop mærket, hvad det betyder, at vi har et socialt sikkerhedsnet, der griber dem, der har behov, når tingene er allerværst. Også når det gælder de fremmede, der kommer hertil, fordi de er forfulgte af den ene eller anden grund. Vi hjælper dem fordi vi kan og vil og glemmer hurtigt, at de er født andre steder end her, når de bliver en del af vores samfund; vores familie.

Vi har ytringsfrihed i videre grad end mange andre. Selv den største landsbytosse må stille sig op på en papkasse og brænde bøger af, og bliver endda beskyttet af vores fælles politi på fælleskontoen, fordi han har lov, og fordi vi beskytter dem, der ytrer sig. Og her kommer vi til pointen. Indenfor de sidste uger har vi mødt en helt ny tosse af slagsen. Landsbytossen over alle landsbytosser. Han dukkede op i vores egen by for et par uger siden, og stod der i sin ensomme indhegning, omgivet af betjente mens han råbte ukvemsord mod en bestemt befolkningsgruppe og brændte bøger af. Det lykkelige i vores by, var at ingen værdigede ham et blik eller lånte ham et øre. Da jeg hørte, at han efter ét besøg, hvor ingen gad lytte til ham, ville komme igen, var det, at jeg tænkte: ”Han gør sig godt nok umage for at få mig til at synes at han er en idiot.” Men da jeg så hvor ensom han var, mens han hylede og bandede, dér i afspærringen, helt alene og uden opmærksomhed, gik det op for mig, at jeg dybest set synes det er synd for ham. Han er en uligevægtig stakkel, der får for lidt opmærksomhed for at være sig selv, og derfor trygler han om den, ved at skabe sig. Skulle vi ikke bare lade ham, og lignende utilregnelige personager, være i fred? Lade dem rase ud, uden at vi hidser os op, og giver dem det skænderi, de så inderligt ønsker sig? Lade være at give dem vores ører eller vores stemme?

Lad os i stedet sige ”pyt” og lytte til og stemme på nogen, vi kan stole på.

Henrik Meng
0/0
Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing

Inden ny serie: Anders Aggers interview med 12-årig går viralt i Mellemøsten

Klumme

Den dag, Munk knækkede farvekoden: Drengebørn skal da have lyserødt tøj på

Leder For abonnenter

Hilde-sagen: Skal kun de stærke have chancen for at vinde?

Hvide Sande

Stræk og bøj: Strandfitness giver en god start på dagen

Leder For abonnenter

Det mener Dagbladet: Lyt til 'praksis-partisanens' gode råd

Praksis-partisan. Sådan kalder Peder Sørensen sig selv. Han har gennem 11 år været leder af Produktionsskolen i Skjern og ved derfor af erfaring, at en praktisk tilgang til liv og læring virker bedre end alverdens bøger. I hvert fald for de elever, som er kommet på netop den skole, fordi de af den ene eller den anden grund er løbet sur i det almindelige skolesystem. Mange af dem har ikke verdens bedste oplevelser med sig i skoletasken, og før de kan blive klar til igen at binde an med bøger og teori, skal de lære at tro på sig selv. Det sker ifølge Peder Sørensen bedst gennem netop praktisk arbejde. Det er i der, langt hovedparten af eleverne har deres styrke, og det er derfor her, der er en basis, man kan bygge en selvtillid op på. At det virker, viser de tørre tal fra skolen i Skjern: 70 procent af eleverne er kommet videre i uddannelse eller arbejde. Med andre ord masser af solstrålehistorier om mennesker, der blev grebet, efter at de var snublet i starten, og som lærte at stå på egne ben. Men nu er det slut: Skolens seneste afgangshold blev også det sidste. Landets produktionsskoler lukker nemlig med udgangen af juli og bliver i stedet til FGU'er - Forberedende Grunduddannelse, der også skal hjælpe eleverne videre til uddannelse eller arbejde. På FGU kommer eleverne ind på ét af tre spor: Et, hvor de kan forbedre sig i boglige fag, et andet til de unge, der kan lide praktisk arbejde, men som også gerne vil forbedre sig i dansk og matematik, og endelig et tredje spor, hvor de unge er i virksomhedspraktik det meste af tiden og resten af tiden i skolepraktik med undervisning i fag, der er relevante for praktikken. Forhåbentlig vil den nye uddannelse vise sig lige så effektiv til at hjælpe ikke mindst de skrøbelige blandt eleverne videre, som Produktionsskolen var. Det er som bekendt ligegyldigt, hvilken farve katten har og hvad den hedder - bare den kan fange mus. Men det vil være klogt at lytte til erfaringerne fra 'praksis-partisaner' som Peder Sørensen. For hvis man vil skabe nye solstrålehistorier, er det afgørende at have fokus på hver enkelt elevs muligheder. Først når de tror på sig selv, kan de være de klar til de boglige fag. Det lyder både enkelt og indlysende.

Danmark For abonnenter

Notre Dame var meget tættere på at styrte sammen, end folk almindeligvis ved

Videbæk

Vin og vejr: Lokal vinavler er foreløbig rigtig godt tilfreds med den danske sommer

Sommerland

Forundringens Have udfordrer sanserne: Smid skoene, luk øjnene, spis ukrudt og gå ind i en livmoder

Annonce