Annonce
Sport

Semenya føler sig brugt som atletikforbunds forsøgskanin

Arnd Wiegmann/Reuters
Caster Semenya vil ikke lade sig medicinere igen. Hun mener, at hun har været IAAF's forsøgskanin.

Striden mellem den sydafrikanske atletikstjerne Caster Semenya og Det Internationale Atletikforbund (IAAF) er fortsat betændt.

Tirsdag beskylder hun atletikforbundet for at have brugt hende som forsøgskanin for at se, hvilken effekt hormonnedsættende medicin har på eliteatleter. Det siger hun i en erklæring ifølge nyhedsbureauet AFP.

- IAAF har brugt mig som en forsøgskanin for at eksperimentere med, hvordan medicin vil påvirke mit testosteronniveau.

- Selv om hormonmedicinen konstant fik mig til at føle mig syg, vil IAAF nu have et endnu strammere regelsæt med ukendte helbredskonsekvenser, siger Semenya.

IAAF fastholder, at Semenya og andre kvindelige atleter med et unaturligt højt testosteronniveau skal bruge hormonnedsættende medicin for at kunne konkurrere i løbekonkurrencer mellem 400 meter og en engelsk mil.

Semenya påpeger atter, at hun ikke har tænkt sig at tage hormonmedicin for at kunne konkurrere på højeste niveau.

- Jeg vil aldrig tillade IAAF at udnytte mig og min krop igen. Men jeg er bekymret for, at andre kvindelige udøvere bliver tvunget af at lade IAAF dope dem for at teste effekten og de negative konsekvenser, der er ved forskellige hormonelle stoffer. Det må ikke ske, siger Semenya.

Sydafrikaneren vandt OL-guld i 800-meterløb i både 2012 og 2016 og sejrer ofte suverænt på distancen.

Den Internationale Sportsdomstol (CAS) har godkendt IAAF's nye grænseværdier, der tvinger atleter som Semenya til at tage hormonnedsættende medicin for at kunne konkurrere.

Den Schweiziske Forbundsdomstol besluttede i begyndelsen af juni at suspendere IAAF's regelændring. Derfor har Semenya aktuelt lov til at konkurrere på vanlige vilkår i internationale atletikkonkurrencer.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce