Annonce
Tarm

Se fotos: Oplev New Yorker-stil og nostalgisk charme i Tarms gamle station

I det gamle pakhus er farverne som udgangspunkt grå, brune og sorte. Men Stationens Venner, der tager den store tørn med at få renoveret bygningen, har fået en graffiti-maler til at lave en væg med fuld skrald på kulørerne. Naturligvis med et tog, der kører gennem landskabet. Bordene er i øvrigt lavet af træ fra bygningen.

TARM: Lige til at rive ned...

For bare få år siden var stationen i Tarm en bygningsmæssig depression. Plader foran knuste ruder. Graffiti, snavset, misligeholdt. Et sted, der nok opfyldte en funktion, men som efterhånden stod som et fuldmuret symbol på, at tider skal henrulle. Og det var de i sådan en grad, at bulldozerne var den nemmeste løsning.

Men den nemmeste løsning er ikke altid den bedste løsning. Får når først der ligger en bunke murbrokker, så er der slettet et kapitel i en historie for altid. I dette tilfælde en historie om en stationsby, som engang var den stolte leverandør af arkitekttegnede møbler til alle FDBs butikker. Leveret på stationen af fabrikken overfor. Fabrikken blev revet ned, men stationen fik lov til at blive stående. Frivillige tænkte en tanke: Kunne man fortælle den historie i de rammer, som man kunne ane konturerne af i den nedslidte station? Kunne der fortælles en ny historie?

Og sådan gik de i gang. Hamrede og bankede og gjorde ved. Og for hver gang, byggestøvet havde lagt sig, dukkede nye detaljer op. Og går man i dag ind i bygningen, så kan man ane skitsen til et virkelig smukt billede. Dens medfødte skønhed, nu klædt i patina og New Yorker-stil, træder med faste skridt frem for at inspirere en ny tid. Den har det hele. Skifertag, messinghåndtag, sprossede vinduer og i et enkelt rum også sildebensparket. Et murværk, der er så langt fra elementbyggerier på akkord, som det kan være. Spær, der ikke er præfabrikerede, men er solid tømmer. Og et pakhus af den slags, som aldrig mere bliver bygget.

Jo, Tornerose er i gang med at vågne. Midt mellem fondsansøgninger og arbejdslørdage, skrives der på et nyt eventyr. Nu ikke længere om tider, der skal henrulle, men om tider, der skal komme.

Annonce
I den gamle ventesal står væggene nøgne, men de gamle bænke er her stadig. Lysglimt når ind og danner et flot spil i de rustikke rammer.
Engang var stationen et trafikalt knudepunkt for FDBs møbelfabrik, der lå på den anden side af vejen. Her i ventesalen finder man blandt andet en gammel trækasse fra FDB. I dag hedder det Coop, og FDB står for Fællesforeningen Danske Brugsforeninger.
Disse vægge er en drøm for folk med hang til rustikke rum og masser af patina. Inde ved stenene fornemmer man husets kvaliteter.
Alt skulle gå rigtigt til, når der afgik godstog fra Tarm. I Pakhuset finder man stadig den gamle vægt. Solidt kram - og overfladerusten er kun en ekstra charme.
Når nye tider og gamle huse mødes. I pakhuset er der pragtfulde vinduer for oven, omend de ikke allesammen har glas i længere. Endda med jerngitter foran. Pahuset blev tidligrere brugt som et meget uofficielt mødested for unge, som ikke kunne holde sig fra graffiti. Ordet "memes" som er malet på væggen, stammer fra den tid.
Oppe på loftet skal man vogte sig, for det er ikke alle steder, at det er lige sikkert at træde. Men her er der solide, håndlavede bjælkekonstruktioner, der kun er blevet flottere med tiden. De små ovenlysvinduer i skifertaget danner en fin projektør.
Togrejsende fik indtil for få år siden det dårligste indtryk af Tarm, når de ankom til stationen. Vinduerne var smadret og afløst af store, triste marsonit-plader. Det kunne ikke signalere mere udkant og tristhed. Nu er de sprossede ruder vendt tilbage, og facaden er igen kommet til sin ret.
Uret har altid været en fast bestanddel af en station, når de rejsende skulle tjekke tiden. Men murværket over det er er også et specielt syn. For murerne har kræset for håndværket. Skorstenene er også udført med ynde. Det skulle ikke bare være funktionelt, men også flot at se på.
Furniture Station Tarm Station Foto: Christian Baadsgaard
Furniture Station Tarm Station Foto: Christian Baadsgaard
Furniture Station Tarm Station Foto: Christian Baadsgaard
Furniture Station Tarm Station Foto: Christian Baadsgaard
Furniture Station Tarm Station Foto: Christian Baadsgaard
Furniture Station Tarm Station Foto: Christian Baadsgaard
Furniture Station Tarm Station Foto: Christian Baadsgaard
Furniture Station Tarm Station Foto: Christian Baadsgaard
Furniture Station Tarm Station Foto: Christian Baadsgaard
Furniture Station Tarm Station Foto: Christian Baadsgaard
Furniture Station Tarm Station Foto: Christian Baadsgaard
Furniture Station Tarm Station Foto: Christian Baadsgaard
Furniture Station Tarm Station Foto: Christian Baadsgaard
Furniture Station Tarm Station Foto: Christian Baadsgaard
Furniture Station Tarm Station Foto: Christian Baadsgaard
Furniture Station Tarm Station Foto: Christian Baadsgaard
Furniture Station Tarm Station Foto: Christian Baadsgaard
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Navne

Tjener fra Kommandobroen vinder legat

Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce