Annonce
Ringkøbing

Scor en kæreste til julefrokosten

Julefrokosten på jobbet eller med vennerne, er oplagte muligheder for at gå på kærestejagt. Foto: Iris/Scanpix

Kærlighed. Julefrokoster er oplagte lejligheder til at møde en kæreste.

Tiden op til jul byder for mange på årets største fester med familie, venner og kolleger, og er du single, er julefrokosterne samtidig også fantastiske muligheder for at møde en kæreste.

Annonce

»Folk er glade, man klæder sig pænt på, og der er snaps. Samtidig er der mange folk, som normalt ikke går så meget i byen, som kommer ud af deres skjul, når det er julefrokost-sæson,« fortæller sexolog Nadja Kuszon, der under sin uddannelse har skrevet hovedopgave om »Singlekvinder og dating«.

Hun har selv mødt sin kæreste til en julefrokost, og hun har i samarbejde med singleguiden singlespot.dk lavet en lille guide med gode råd til, hvordan du kan gøre hende kunsten efter.

Hvis du er kvinde

Ifølge Nadja Kuszon skal mænd og kvinder gribe situationen an på forskellige måder, fordi manden for det meste er den, der jager, og kvinden er den jagede.

»Hvis du som kvinde er på udkig efter en fast kæreste, er det en god idé at tage et kig i spejlet, inden du tager af sted til julefrokosten og spørge dig selv: »Hvad udstråler jeg med min påklædning?«, for det er ikke en god ide at udstråle for meget sex, hvis det er noget fast, du leder efter,« forklarer sexologen.

Mænd er ifølge hende nemlig tilbøjelige til fravælge en kvinde i alt for sexet tøj som kærestepotentiale. Derfor er det gode, gamle råd om at lade være med at gå i seng med en mand, første gang du møder ham, også stadigt gældende, for ifølge Nadja Kuszon vil den seksuelle spænding, som er en af forudsætningerne for forelskelse, gå tabt med det samme.

Hvis du er mand

Som mand er det tit dig, der må tage initiativet, hvis der er en sød kvinde i farvandet til julefrokosten, men uden at være for åbenlys.

Tænk også over din påklædning:

Hvilken type kvinde tiltrækker du med eksempelvis jakkesæt, jeans og t-shirt eller en sjov hat?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Annonce