Annonce
Klumme

Sørens debut i 8. klasse: Snyd, skænderier og godt kammeratskab

Foto: Line Thit Klein/Ritzau Scanpix

Der er altså ikke noget ved det, når Søren snyder! Ordene blev sagt temmelig højt af en af pigerne i den nederste hjørnegruppe i klassen. ’Det kan du bare ikke være bekendt, Søren’, tog en anden irettesættende over. ’Nåh! Det er bare fordi, I er nogle værre dydsmønstre’, gav Søren igen. Ingen i gruppen reagerede på Sørens kommentar. Spillet fortsatte, tilsyneladende problemfrit. Men det varede kun, indtil Søren igen havde forbrudt sig imod reglerne. ’Nu gider jeg altså ikke mere’, råbte den første pige.

Hun greb om bordkanten og skubbede bordet væk fra sig. Hun rejste sig, og smågrædende forlod hun klassen. Meget kort tid efter kom hun tilbage igen og satte sig på sin plads i hjørnegruppen, hvor sur tavshed nu talte et øredøvende højt sprog.

Så måtte jeg skride ind.

Sagen er den, at jeg gerne lige efter sommerferien lod mine nye skoleelever i 8. årgang indlede deres skoleår med nogle dages brætspil, Ludo, Afrikas Stjerne, Matador, Scotland Yard, Mølle og Dam foruden kortspil og flere udgaver af puslespil og quizzer, så de kunne lære hinanden nærmere at kende, og ikke mindst at samarbejde, før den egentlige undervisning i de strenge fag skulle begynde. Til det formål havde jeg i forvejen opdelt klassen i grupper og derved sikret mig, at de unge mennesker stort set alle sammen kom til at spille med og mod hinanden.

Men så snød Søren, og det var jo ikke den bedste grobund for frugtbart samarbejde. Jeg måtte skride ind.

Det var i Matador, at det var gået galt. Som den talglade dreng, Søren var, havde han over for sin gruppe anbefalet sig selv som eneherskende direktør for banken. Straks opkøbte han både Roskildevej, Vimmelskaftet og Rådhuspladsen og flere andre vigtige adresser. Som en virkelig byggematador befæstede han adresserne med huse og hoteller, som det kostede de andre spilledeltagere så meget at lande på, at de hurtigt gik fallit. Men Søren levede i bedste velgående, indtil spillet måtte slutte. Sådan var det gået nogle gange, og nu ville pigerne ikke være med mere. De sagde, at Søren snød, og de troede, at han havde haft fingrene for langt nede i den betroede matadorkasse, for de kunne ikke forestille sig, hvordan han, alene, ellers sad i så stort held.

Det sagde de til mig, da jeg satte mig iblandt dem omkring bordet i hjørnet. Jeg kunne jo ikke modbevise, hvad pigerne sagde, skønt jeg hældede til, at de sikkert havde ret. Men jeg var på den anden side også beklemt ved allerede nogle få dage inde i det nye skoleår at skulle stå i spidsen for en undersøgelseskommission, der måske gennem noget så fælt som afhøringer, kunne stemple en klassekammerat for de næste to år som svindler. Det ville jeg under ingen omstændigheder være med til. ’Hør nu her. Vi må have læst reglerne for matadorspillet; det kan jo være, at Søren kender reglerne bedre end jer, der klager over ham. Det skulle man jo tro, siden han klarer sig så godt’, sagde jeg.

Den pige, som få minutter tidligere med tårer på kind var emigreret og vendt hjem igen, fandt spillereglerne, som hun begyndte at højtlæse, fra ende til anden. Efter højtlæsningen ønskede Søren at sige noget, og da han havde udtalt sig, grinede alle, men hans ord, der var en blank tilståelse, blev den vægtigste grund til, at gruppen fyrede ham som bankbestyrer. Søren sagde: ’Der står jo ikke noget i reglerne om, at man ikke må snyde!’.

Der blev nu talt med store og meget højlydte bogstaver i hjørnegruppen. I de andre grupper ophørte spilleaktiviteterne pø om pø, og snart var min nye 8. klasse omdannet til en diskussionsklub, hvor temaet var, om de forhold, som ikke i regler og bestemmelser – i spil som her og i samfundslivet i det hele taget – er ulovliggjorte, bare sådan uden videre er lovlige.

Børnene var meget unge, 13-14 år, de fleste selvfølgelig også umodne, så diskussionsniveauet var generelt ikke så højt, og argumenterne for og imod ikke lige gennemtænkte. Men de, der tog ’sagen’ alvorligst, ville vide, hvori Sørens snyderi bestod. Da han blev stillet over for dette konkrete spørgsmål, blev han meget beklemt, og han indrømmede, at han sommetider ikke havde flyttet sin brikbil korrekt efter terningkastets øjne, men derimod – og det åbenbart uden at blive opdaget – lidt for kort eller lidt for langt, når han derved havde øjnet muligheden for at opholde sig på en ’god vej’, som han senere bebyggede og tjente mange penge på. Alle, bordene rundt, tog afstand fra snyderi uanset i hvilken form, den praktiseredes.

Jeg husker, at de kvikkeste af børnene holdt på, at det burde være en uskreven selvfølge, at der ikke fuppedes. Ja, netop uskreven! Der diskuteredes længe og ivrigt. Næsten alle tog meget stor afstand til Sørens fremgangsmåde, kun hans fodboldkammerater støttede ham, fordi han var en dygtig og målfarlig angriber. Samtidig med at det ringede ud, foreslog en, at Søren resten af tiden kunne sidde alene og lægge puslespil!

Søren blev meget vellidt i klassen, fordi han i virkeligheden var en god kammerat, der aldrig gik af vejen for at hjælpe de andre med matematikopgaverne. Jeg oplevede tit, at han brugte sine frikvarterer sammen med dem, der havde det svært med afleveringerne.

I sandhed! Livet i en skoleklasse er en afspejling af samfundslivet udenfor. Eller også er det omvendt.

I dag er Søren praktiserende læge på Sjælland.

De kvikkeste af børnene holdt på, at det burde være en uskreven selvfølge, at der ikke fuppedes. Ja, netop uskreven! Næsten alle tog meget stor afstand til Sørens fremgangsmåde, kun hans fodboldkammerater støttede ham, fordi han var en dygtig og målfarlig angriber.

Jon Høgh. Arkivfoto: Poul Osmundesen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vestjylland For abonnenter

Fåreavler har i øjeblikket fundet en form for fred med ulven: - Skal det gøre lidt ondt, så hælder jeg til den løsning

Navne For abonnenter

Blev dansk på Grundlovsdag: Andreea er det gode eksempel for hendes tosprogede elever på Kirkeskolen

Annonce