Annonce
Kultur

Søn af en narkoman

Nicklas Buch. Foto: Sofia Busk/Gyldendal

Nicklas Buch: ”Pillerne får mors øjne til at nærme sig gulvet”.

Boganmeldelse: "Der er skrevet og sunget om alkoholmisbrug på mange måder, sange, børnebøger, digte, romaner, film, billeder. En grøn flaske for munden er nok.

Derfor kommer narkomanens misbrug let til at forblive skjult, også for de pårørende. For nålen i armen er rent æstetisk et barskt syn, ligesom misbrugets miljø ikke ville kunne udspille sig i et borgerligt indkøbscenter.”

Nicklas Buchs debutroman er, præcis som han selv formulerer det i bogen, barsk læsning. Den autobiografiske fortælling, ”Pillerne får mors øjne til at nærme sig gulvet”, handler om drengen Nicklas, hvis forældre er narkomaner.

Som to-årig sættes han i pleje hos sine oldeforældre, samtidig med at faderen dør af en overdosis, og moderen forsøger på at blive afvænnet.

Nicklas ender stort set med at vokse op hos oldeforældrene, indtil hans mor får ham hjem, da han er sidst i puberteten. I romanen krydsklippes der mellem flere ”scener”.

Der er nutiden i lejligheden, hvor Nicklas bor sammen med den kvinde, som ihærdigt forsøger på at være hans mor, men ikke kan holde sig fra stofferne, og der er verden udenfor, hvor Nicklas knokler med sit ungdomsliv.

Indimellem læser Nicklas i sin mors dagbog om tiden omkring hans fødsel, hvor moderen bliver afhængig af narko. Og endelig er der de kursiverede passager, som er livet sammen med oldeforældrene:

"Som en skibsmast stod oldefar i børnehavens døråbning, hvor han knagede mit navn, og jeg vendte mig bagud og halsede ind i hans stof som en skibbruden, der endelige havde opdaget land, og greb fat om hænderne med de nedslidte årer”.

Nogle steder bliver det lidt forvirrende, fordi der er så mange spring. Desuden må jeg da indrømme, at jeg undervejs spekulerer på, om ikke det er lidt synd for den kvinde, der her udstilles i al sin misbrugselendighed.

Ikke desto mindre er det en gribende og trods alt også medfølende fortælling. Det fremgår af romanens omslag, at Nicklas Buch i dag læser teologi på Aarhus Universitet, men at han både kan se sig selv som præst og forfatter. Begge dele er jo helt klart en mulighed, og forfattertalentet kan man i hvert fald ikke være i tvivl om.

Nicklas Buch: ”Pillerne får mors øjne til at nærme sig gulvet”. 194 sider. 199,95 kroner. (Gyldendal)

Udk. 13.09.2019

4 af 6 stjerner

Annonce
Nicklas Buch: ”Pillerne får mors øjne til at nærme sig gulvet”. Foto: Gyldendal
Narkomanens misbrug forbliver skjult, også for de pårørende. For nålen i armen er rent æstetisk et barskt syn, ligesom misbrugets miljø ikke ville kunne udspille sig i et borgerligt indkøbscenter på samme måde som alkoholisme. Arkivfoto: Mikkel Møller Jørgensen/Ritzau Scanpix
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce