Annonce
Kultur

Så sundt og dog så sygt

Signe Maxen. Foto: Lea Meilandt/Rosinante
Boganmeldelse: Signe Maxen: ”Løberen”

Roman: ”En fortælling om en forelskelses altopslugende kraft”. Sådan står der på bagsiden af Signe Maxens nye roman, ”Løberen”. Og det er jeg forvirret over, hvilket jeg vil vende tilbage til.

Signe Maxen er elev på Forfatterskolen og fik i 2017 stor ros for sin debut, ”Sort galde”, der handler om en ung, sørgende kvinde med ondt i livet og i maven, som indlægges på en psykiatrisk afdeling. Hovedpersonen i ”Løberen”, der hedder Sara, har det heller ikke så godt.

Ikke alene lider hun af kronisk forstoppelse - hun er også havnet i en lidt mærkelig situation. I Footlocker (en butik, hvor de sælger sportssko) har hun forelsket sig akut i en smuk og atletisk mand, som hun nærmest forfølger, indtil han forbarmer sig og går i seng med hende.

Samtidig med, at hun beundrer hans sunde, stærke krop, lider hun under, at løberen, som han kaldes i romanen, ikke vil forpligte sig følelsesmæssigt, men kun dyrke sex med hende. Samtidig er der Minni, som Sara tilsyneladende også har et forhold til. Minni har gigt, hendes krop er det modsatte af løberens - svækket, eksem-plaget og i konstant smerte. Minni kræver rigtigt meget omsorg.

Sara nedfælder gennem romanen sine tanker og følelser i små, næsten lyriske fragmenter, der nogle gange bare fylder et par linjer og aldrig når over en side. Som her: ”Det raske er en tilstand. En følelse, et mindset. Løberen er rask og sund og stærk. Løberen er det ultimative. Jeg længes så vanvittigt. Jeg vil have løberen helt tæt på. Han skal nære min krop med det sunde.” Eller her: ”Jeg sidder længe på wc’et og ser ned på det blodige toiletpapir. Jeg optages ikke på kunsthøjskolen.” Hun skriver også breve til løberen, sat i kursiv: ”Din sæd. Et forgyldt klister jeg indtager. En særlig salt smag. En bitterhed. Du vil altid komme i min mund, siger du, aldrig oppe i mig.”

Hvis Sara virkelig er forelsket, så tror jeg mest, hun er det i Sara. Løberen og Minni virker lidt som statister i den fortælling, hun forsøger at skrue sammen om sig selv i håbet om at finde sin plads i en tid, hvor mange unge mennesker er så bange for ikke at slå til, at de ustandseligt må have blikket rettet mod sig selv, så ingen andre får øje på fejlene, før de selv gør. Det ligner narcissisme, det er knusende sørgeligt, og det er godt indfanget af forfatteren, som følsomt og alligevel nøgternt registrerer splittelsen i samfundet mellem dem, der bogstaveligt talt spurter rundt og holder sig slanke og effektive og succesfulde, og så dem, der er faldet af båndet, hvis de da overhovedet nogensinde kom derop.

Hen mod slutningen synes jeg, der kommer for mange gentagelser, og jeg bryder mig heller ikke om, når budskaber skæres ud i pap som for eksempel her: ”Jeg er vidne til de forvirrede og de svage. Jeg er vidne til det svage hos den stærke og det stærke hos den svage. Jeg er vidne til marker, der visner og tørrer ind, blomster, kærligheden, det unge hjerte.” Det er ikke nødvendigt for en forfatter, der kan lave så fine billeder, som Signe Maxen kan, ligesom jeg synes, det er lidt misvisende at ”sælge” romanen som en fortælling om en altopslugende forelskelse. Den har jeg i hvert fald lidt svært ved at få øje på. - Signe Maxen: ”Løberen”. 160 sider. 199,95 kroner. (Rosinante) Udk. 26.04.2019 3 af 6 stjerner

Annonce
Signe Maxen: ”Løberen”. Foto: Rosinante
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Hvide Sande-fiskere reddet fra brændende kutter

Læserbrev

Læserbrev: Lad centrene, der trækker borgerne i byen, blive i byen

Læserbrev: Indlægget “Lad der ikke gå sognepolitik i sagen” om Innovests husning af de kommunale arbejdspladser havde nogle gode pointer, der førte til den rigtige konklusion i et dilemma. Der savnes nogle tal på økonomien, og jeg kan betvivle, kommunalbestyrelsen har det vigtigste; det tabte skatteprovenu og følgeomkostningerne ved den mistede omsætning i detailhandelen. Butikkerne vil miste omsætning. Ikke blot til nabobyerne, men også til storcentrene i de større byer og til netbutikkerne udenfor kommunen. Det vil koste arbejdspladser, give tomme butikslejemål og tomhed i bymidten. Så på den måde et paradoks, når et erhvervscenter er omdrejningspunktet for at trække kunderne væk fra de små lokale erhvervsdrivende. Vi har jo lige fulgt kampen for købmanden i Stauning, og her er det så i større målestok. Du kan blot se til Esbjerg, hvad det har betydet i Kongensgade, at kontorer er flyttet på havnen. Og omvendt, hvad de gør i Billund for at trække folk til midtbyen. Så byrådet bør have det tabte skatteprovenu og følgeomkostningerne ved den mistede detailomsætning i kommunen med i ligningen. Det er ikke nok med en kort tilbagebetalingstid på investeringen i Excel-arket. Så jeg er enig med Jacob Agerbo i, at der ikke skal gå sognepolitik i sagen. For det handler ikke kun om finansiering og besparelser, men også om tabt detailhandel. Ikke “bare” i Skjern midtby. Men i kommunen. For der ingen garanti for, at omsætningen affødt af butiksdøden bliver i Skjern/Tarm, eller for den sags skyld i kommunen. Så derfor vedkommer det også borgerne udenfor Skjern ... Så herfra skal opfordringen lyde; lad centrene, der trækker borgerne i byen, blive i byen.

Annonce