Annonce
Kultur

Så sundt og dog så sygt

Signe Maxen. Foto: Lea Meilandt/Rosinante
Boganmeldelse: Signe Maxen: ”Løberen”

Roman: ”En fortælling om en forelskelses altopslugende kraft”. Sådan står der på bagsiden af Signe Maxens nye roman, ”Løberen”. Og det er jeg forvirret over, hvilket jeg vil vende tilbage til.

Signe Maxen er elev på Forfatterskolen og fik i 2017 stor ros for sin debut, ”Sort galde”, der handler om en ung, sørgende kvinde med ondt i livet og i maven, som indlægges på en psykiatrisk afdeling. Hovedpersonen i ”Løberen”, der hedder Sara, har det heller ikke så godt.

Ikke alene lider hun af kronisk forstoppelse - hun er også havnet i en lidt mærkelig situation. I Footlocker (en butik, hvor de sælger sportssko) har hun forelsket sig akut i en smuk og atletisk mand, som hun nærmest forfølger, indtil han forbarmer sig og går i seng med hende.

Samtidig med, at hun beundrer hans sunde, stærke krop, lider hun under, at løberen, som han kaldes i romanen, ikke vil forpligte sig følelsesmæssigt, men kun dyrke sex med hende. Samtidig er der Minni, som Sara tilsyneladende også har et forhold til. Minni har gigt, hendes krop er det modsatte af løberens - svækket, eksem-plaget og i konstant smerte. Minni kræver rigtigt meget omsorg.

Sara nedfælder gennem romanen sine tanker og følelser i små, næsten lyriske fragmenter, der nogle gange bare fylder et par linjer og aldrig når over en side. Som her: ”Det raske er en tilstand. En følelse, et mindset. Løberen er rask og sund og stærk. Løberen er det ultimative. Jeg længes så vanvittigt. Jeg vil have løberen helt tæt på. Han skal nære min krop med det sunde.” Eller her: ”Jeg sidder længe på wc’et og ser ned på det blodige toiletpapir. Jeg optages ikke på kunsthøjskolen.” Hun skriver også breve til løberen, sat i kursiv: ”Din sæd. Et forgyldt klister jeg indtager. En særlig salt smag. En bitterhed. Du vil altid komme i min mund, siger du, aldrig oppe i mig.”

Hvis Sara virkelig er forelsket, så tror jeg mest, hun er det i Sara. Løberen og Minni virker lidt som statister i den fortælling, hun forsøger at skrue sammen om sig selv i håbet om at finde sin plads i en tid, hvor mange unge mennesker er så bange for ikke at slå til, at de ustandseligt må have blikket rettet mod sig selv, så ingen andre får øje på fejlene, før de selv gør. Det ligner narcissisme, det er knusende sørgeligt, og det er godt indfanget af forfatteren, som følsomt og alligevel nøgternt registrerer splittelsen i samfundet mellem dem, der bogstaveligt talt spurter rundt og holder sig slanke og effektive og succesfulde, og så dem, der er faldet af båndet, hvis de da overhovedet nogensinde kom derop.

Hen mod slutningen synes jeg, der kommer for mange gentagelser, og jeg bryder mig heller ikke om, når budskaber skæres ud i pap som for eksempel her: ”Jeg er vidne til de forvirrede og de svage. Jeg er vidne til det svage hos den stærke og det stærke hos den svage. Jeg er vidne til marker, der visner og tørrer ind, blomster, kærligheden, det unge hjerte.” Det er ikke nødvendigt for en forfatter, der kan lave så fine billeder, som Signe Maxen kan, ligesom jeg synes, det er lidt misvisende at ”sælge” romanen som en fortælling om en altopslugende forelskelse. Den har jeg i hvert fald lidt svært ved at få øje på. - Signe Maxen: ”Løberen”. 160 sider. 199,95 kroner. (Rosinante) Udk. 26.04.2019 3 af 6 stjerner

Annonce
Signe Maxen: ”Løberen”. Foto: Rosinante
Annonce
Forsiden netop nu
112

Opdateret: Savnet mand fra Ringkøbing er fundet død

Leder For abonnenter

Dagbladet mener: Vi har alle et ansvar for at holde unge fra narko

Det kunne være meget værre … Sådan lyder det samstemmende budskab fra politiet og de øvrige medvirkende i SSP-samarbejdet, skolerne og de sociale myndigheder, når talen falder på narkomisbrug blandt unge i Ringkøbing-Skjern Kommune. "Vi oplever faktisk ikke, at flere unge bruger narko end tidligere, og forældrene har generelt ikke grund til at blive bekymret", siger viceungdomsskoleleder og SSP-formand Allan Østergaard til Dagbladet i dagens avis. "Vi har ikke en opfattelse af, at det flyder med narko", fortæller politikommissær Bjørn Nørgaard Bo, leder af lokalpolitiet i Ringkøbing. Det er selvfølgelig gode nyheder. At vi bor i en landlig kommune fjernt fra de store byer er nemlig ikke nogen garanti for, at stenbroens dårlige misbrugsvaner ikke også spreder sig hertil; der er desværre rigeligt med eksempler på, at små og "afsides" samfund hærges af en narkoepidemi. At det ikke kommer dertil hos os, kræver, at vi konstant er oppe på stikkerne. Og med "vi" menes os alle - især vi voksne; også os, der ikke har børn og unge i den mest sårbare alder. Vi har alle sammen et ansvar for at holde øje med, at vore unge trives. Det kræver, at vi kender hinanden, og har tillid til hinanden. Derfor er det prisværdigt, at SSP-samarbejdet arbejder målrettet i den retning. Ifølge Allan Østergaard er samarbejdet med forældrene i Ringkøbing-Skjern Kommune velfungerende. Der er et godt fremmøde og en god stemning, når forældrene bliver inviteret. "Noget af det, som SSP lægger vægt på, er netop et godt forældresamarbejde. Forældrene skal klædes på, så de står stærkere, hvis og når problemerne melder sig," siger han. Når de gør det - og det kan ikke undgås, at det sker ind imellem - skal ikke bare politiet, skolerne og de sociale myndigheder være klar til at gribe ind; det skal alle vi andre også. Ser vi en flok unge, der stimler sammen i det offentlige rum, skal vi ikke holde os tilbage fra som borger at gå hen til dem og snakke med dem om, hvad der foregår. På den måde viser man som voksen, at man respekterer de unge, interesserer sig for dem, og bekymrer sig om dem.

Ringkøbing For abonnenter

Fra stoffer og hjemløshed til bolig og firma: Nu bliver vi høje på livet

Annonce