Kultur

Så sundt og dog så sygt

Signe Maxen. Foto: Lea Meilandt/Rosinante
Boganmeldelse: Signe Maxen: ”Løberen”

Roman: ”En fortælling om en forelskelses altopslugende kraft”. Sådan står der på bagsiden af Signe Maxens nye roman, ”Løberen”. Og det er jeg forvirret over, hvilket jeg vil vende tilbage til.

Signe Maxen er elev på Forfatterskolen og fik i 2017 stor ros for sin debut, ”Sort galde”, der handler om en ung, sørgende kvinde med ondt i livet og i maven, som indlægges på en psykiatrisk afdeling. Hovedpersonen i ”Løberen”, der hedder Sara, har det heller ikke så godt.

Ikke alene lider hun af kronisk forstoppelse - hun er også havnet i en lidt mærkelig situation. I Footlocker (en butik, hvor de sælger sportssko) har hun forelsket sig akut i en smuk og atletisk mand, som hun nærmest forfølger, indtil han forbarmer sig og går i seng med hende.

Samtidig med, at hun beundrer hans sunde, stærke krop, lider hun under, at løberen, som han kaldes i romanen, ikke vil forpligte sig følelsesmæssigt, men kun dyrke sex med hende. Samtidig er der Minni, som Sara tilsyneladende også har et forhold til. Minni har gigt, hendes krop er det modsatte af løberens - svækket, eksem-plaget og i konstant smerte. Minni kræver rigtigt meget omsorg.

Sara nedfælder gennem romanen sine tanker og følelser i små, næsten lyriske fragmenter, der nogle gange bare fylder et par linjer og aldrig når over en side. Som her: ”Det raske er en tilstand. En følelse, et mindset. Løberen er rask og sund og stærk. Løberen er det ultimative. Jeg længes så vanvittigt. Jeg vil have løberen helt tæt på. Han skal nære min krop med det sunde.” Eller her: ”Jeg sidder længe på wc’et og ser ned på det blodige toiletpapir. Jeg optages ikke på kunsthøjskolen.” Hun skriver også breve til løberen, sat i kursiv: ”Din sæd. Et forgyldt klister jeg indtager. En særlig salt smag. En bitterhed. Du vil altid komme i min mund, siger du, aldrig oppe i mig.”

Hvis Sara virkelig er forelsket, så tror jeg mest, hun er det i Sara. Løberen og Minni virker lidt som statister i den fortælling, hun forsøger at skrue sammen om sig selv i håbet om at finde sin plads i en tid, hvor mange unge mennesker er så bange for ikke at slå til, at de ustandseligt må have blikket rettet mod sig selv, så ingen andre får øje på fejlene, før de selv gør. Det ligner narcissisme, det er knusende sørgeligt, og det er godt indfanget af forfatteren, som følsomt og alligevel nøgternt registrerer splittelsen i samfundet mellem dem, der bogstaveligt talt spurter rundt og holder sig slanke og effektive og succesfulde, og så dem, der er faldet af båndet, hvis de da overhovedet nogensinde kom derop.

Hen mod slutningen synes jeg, der kommer for mange gentagelser, og jeg bryder mig heller ikke om, når budskaber skæres ud i pap som for eksempel her: ”Jeg er vidne til de forvirrede og de svage. Jeg er vidne til det svage hos den stærke og det stærke hos den svage. Jeg er vidne til marker, der visner og tørrer ind, blomster, kærligheden, det unge hjerte.” Det er ikke nødvendigt for en forfatter, der kan lave så fine billeder, som Signe Maxen kan, ligesom jeg synes, det er lidt misvisende at ”sælge” romanen som en fortælling om en altopslugende forelskelse. Den har jeg i hvert fald lidt svært ved at få øje på. - Signe Maxen: ”Løberen”. 160 sider. 199,95 kroner. (Rosinante) Udk. 26.04.2019 3 af 6 stjerner

Signe Maxen: ”Løberen”. Foto: Rosinante
0/0
Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing-Skjern

OK til udvidede åbningstider i studenterugerne

Hvide Sande

Søndervig festede: Vi fik vist sat flueben ved det hele

Læserbrev

Defensiv taktik, hvis man vil være den bedste fritidskommune

Læserbrev: ”Hvordan bliver Ringkøbing – Skjern Kommune den bedste fritidskommune i Danmark?”. Dette var titlen på en invitation til alle foreninger fra Kultur- og Fritidsudvalget til et møde i Videbæk den 27. marts. Efterfølgende ønskede fodbold- og håndboldklubberne i RKSK et møde, der blev afholdt ultimo juni, med formanden for Kultur- og Fritidsudvalget for at bidrage med deres synspunkter til emnet ”den bedste fritidskommune”, men også for at komme i dialog omkring de berammede besparelser på fritidsområdet. Fodboldklubberne undrer sig stadig over, at de som den eneste idrætsgren direkte skal bidrage med 194.000 kroner (jvf. besparelseskataloget) ”i tilskud til fodboldklubberne til aflønning af deres kridtbander”. Alle ved sikkert, hvilket stort arbejde disse ulønnede frivillige bandemedlemmer gør, for at børn og unge kan få motion og spille fodbold. De slår for eksempel kanter, rydder op, kridter baner, omlægger baner, vander, laver reparationer med mere. Men nej – de får ikke løn, men et beskedent årligt opstarts- og afslutningsarrangement som tak. Ordene "aflønning af deres kridtbander" er derfor dårlig valgt og bliver ikke bedre af, at konsekvensen for spareforslaget kan udlignes ved ”at hæve medlemskontingentet pr. medlem med 43,62 kroner.” Det viser sig kun alt for tydeligt, at nogle går med den opfattelse, at det er gratis for fodboldklubberne at passe fodboldbanerne. Herfra skal lyde en opfordring til, at kommunen laver en undersøgelse af, hvad det reelt koster fodboldklubberne i drift til for eksempel el- og vandforbrug, elattest, elpærer, traktor, kridtbander, mindre nyanskaffelser, vandingsmaskine, vedligeholdelse af rullegræs og afskrivninger på lysmaster, vandingsanlæg, traktor, græsslåmaskiner m.v. I øvrigt får klubberne kun delvis tilskud til mål, net og kridtmaskiner. Fodboldspillet er i dag en idrætsgren, der dyrkes udendørs hele året. Det bliver nu forstærket af, at indefodbold ikke er en aktivitet, der længere udløser aktivitetstilskud. Det vil også ramme hallerne på timeudlejningen. Disse ting gør næppe kommunen til den bedste fritidskommune, og det er en defensiv taktik. Vi kan jo spare os ihjel og tage gejsten fra de mange frivillige ledere og trænere i samtlige kommunens idrætsforeninger. Vi skal i stedet være offensive og følge befolkningsudviklingen med, at flere og flere dyrker idræt. Vi skal afskaffe 25 års reglen for de foreninger, der benytter vore idrætshaller. Det kan faktisk gøres gratis og dermed uden ekstra omkostninger for Kommunen. Vi skal forhøje lokaletilskuddet fra de nuværende 68 procent (= nettoudgift for foreninger p.t. 191 kroner pr. time) til f.eks. 78 procent (= nettoudgift for foreninger 131 kroner pr. time), hvilket vil animere idrætsforeningerne til at leje yderligere haltimer. Håndboldklubberne og deres frivillige får så mere tid til at tænke på andet end økonomi. Det vil – ud fra mine oplysninger – betyde en merudgift for kommunen på cirka 2.500.000 kroner, men er en god investering og er tillidsskabende for idrætshallernes daglige brugere, som dermed giver bedre økonomi forfor eksempel håndbold uden at skade hallernes økonomi, snarere tværtimod.

112

Brand hos Nordsø Fisk: Flammerne brændte hul i taget

Ringkøbing-Skjern For abonnenter

Galleri: Her er alle fotos fra forhindringsløbet i Tarm

Ringkøbing-Skjern

Markant udvikling: Færre kommer hjem til knuste ruder og gennemrodede skuffer

Ringkøbing IF

Endelig scorede RIF: Alligevel blev det til nul point på kontoen

Annonce