Annonce
Ringkøbing

Ringkøbing-Skjern Museum risikerer økonomisk lussing

Tilbage i 1990’erne modtog Ringkøbing-Skjern Museum penge fra Arbejdsmarkedets Feriefond. I Ringkøbing-Skjern området blev pengene blandt andet brugt til at udvikle Bork Vikingehavn. PR foto
Det får konsekvenser for Ringkøbing-Skjern Museum, hvis museet i lighed med andre museer helt uventet skal betale penge tilbage til Arbejdsmarkedets Feriefond.

Musealt: Hvad gør man, når man får støtte til et projekt, og så 25 år senere får at vide, at pengene helt uventet skal betales tilbage?

Det spørgsmål stiller 30 museer sig for tiden, og Ringkøbing-Skjern Museum er ét af dem. Sagen kan betyde, at flere af landets succesfulde kulturattraktioner vil lukke, at museer kan gå konkurs, og at der må sælges ud af kulturarv. På Ringkøbing-Skjern Museum holder man vejret og håber på en fornuftig, politisk beslutning, så museet kan komme i gang med en udviklingsplan.

Tilbage i 1990’erne modtog Ringkøbing-Skjern Museum penge fra Arbejdsmarkedets Feriefond. Ambitionen var at Feriefondens midler, der stammer fra ubrugte feriepenge, kunne sætte gang i udviklingen af turistattraktioner til glæde for alle feriegæster. I Ringkøbing-Skjern området blev pengene blandt andet brugt til at udvikle Bork Vikingehavn og Naturparken omkring Bundsbæk Mølle, herunder Dejbjerg Jernalder. Af formelle årsager blev pengene givet som tre lån på i alt 16,5 mio. kr., men der var samtidig en håndslagsaftale mellem Arbejdsmarkedets Feriefond og museet om, at lånet ville kunne opnå forlængelse, i princippet så længe stederne blev brugt til museumsdrift. Enslydende aftaler blev lavet mellem Arbejdsmarkedets Feriefond og 30 andre kultur- og naturattraktioner på landsplan, og det kom derfor bag på samtlige, da Feriefonden for 2,5 år siden sendte en opkrævning på lånet. For Ringkøbing-Skjern Museums vedkommende forfalder den første store del af lånet p.t. med udgangen af 2019. Medmindre der bliver truffet en mere fair beslutning inden da, skriver museet i en pressemeddelelse.

Sagen har været aktuel siden 2017, og en afgørelse er flere gange blevet udskudt af de siddende ministre. Sagen bliver i øjeblikket vurderet i EU med henblik på at undersøge, om det vil være konkurrenceforvridende, hvis der ikke er tale om lån, men donation. Organisationen Danske Museer har netop fået afslag på aktindsigt i sagen samtidig med, at det første museum - Middelaldercentret ved Nykøbing Falster - er blevet teknisk insolvent. Organisationen Danske Museer mener, at Arbejdsmarkedets Feriefond må have handlet i ond tro, hvis de har givet lån, som de på forhånd godt kunne vurdere, det ville være umuligt for museerne at betale tilbage.

Annonce

Uklart

Den store uklarhed om sagens udfald trækker allerede nu uheldige spor ind i fremtiden for Ringkøbing-Skjern Museum. Med en ny direktør ved roret, Mette Bjerrum Jensen, der startede i november 2018, er museet klar til at påbegynde en visionsproces i efteråret med det formål at blive en museumsattraktion i international klasse. Men så længe sagen med Arbejdsmarkedets Feriefond står i stampe, vil det ikke være realistisk at gå i dialog med fonde omkring udvikling af store nye museumsprojekter, hedder det i pressemeddelelsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Annonce