Annonce
Kultur

Rejefestival skærer ned på antal dage - men henter endnu en kendis-kok

Otte lokale fiskere inviterer til rejefest i Hvide Sande - med smagsprøver, åbent skib og live-musik. Arkivfoto: Johan Gadegaard
Hesterejen får kun to festivaldage i år. Flere kokke står dog klar til at tilberede de små delikatesser.

Hvide Sande: Ligesom de foregående somre fejrer Hvide Sande igen en lille lækkerbisken af et krebsdyr, som hurtigt er steget i popularitet blandt danskerne, nemlig hesterejen, der også kaldes Hvide Sande-reje.

I år har man dog valgt at skære ned på antallet af arrangementer og vil i stedet for tre fredage over sommeren afholde to rejefestivaler - den 19. og den 26. juli.

- Vi nedjusterer til to dage, for det er rejefiskerne, der står bag festivalen, og de skal være hjemme. Det er svært at have dem alle hjemme tre fredage i træk, fortæller Katrine Kock Frandsen, der er med til at arrangere festivalen.

Annonce

Holm klarer rejerne

Sidste år var den hurtigtsnakkende kok Søren Gericke forbi festivalen, og også i år kommer der stjernekokkedrys over rejefestivalen, lover Katrine Kock Frandsen. Og det bliver atter en mundrap kok, der besøger Hvide Sande.

- På festivalen fredag 26. juli kommer kokken Claus Holm forbi. Vi får også besøg af Kokkeforeningens Young Chefs Club, som er nogle af de unge kokke, der kan gå hen og blive fremtidens rigtig gode kokke, siger Katrine Kock Frandsen.

Både den rutinerede og de unge madsmede vil give deres bud på, hvordan man tilbereder den lille vestjyske delikatessereje.

Foruden kokkene, der vil vær til stede til den sidste af de to festivaldatoer, vil der både 19. og 26. juli være åbent skib, hvor man kan komme ombord og se et moderne rejefiskefartøj, gratis smagsprøver på Hvide Sande-rejer, live-musik, ølsalg fra Hvide Sande Bryghus og mulighed for at købe rejer med hjem.

Begge dage har festivalen åben fra klokken 12 til 15.

Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce