Annonce
Danmark

Redaktøren i den røde stol: På baghjul af Bendtsen

Peter Rasmussen, avisen Danmarks chefredaktør

Så er det i dag, vi skal afgøre, hvem der skal repræsentere Danmark i Europa-Parlamentet de næste fem år. 10 modige danskere har stillet sig i spidsen for hvert sit parti for at få fast arbejde i Bruxelles, og de og de øvrige kandidater risikerer på den måde at glide ud i politisk glemsel. For sådan er det med Europa-politik. Ligegyldigt, hvor vigtig den er, er det, som om det aldrig bliver rigtig interessant.

Her på avisen Danmark har vi den seneste måned gjort et helhjertet forsøg på at gøre Europa-politikken interessant på en ny måde. I samarbejde med tidligere kriminalbetjent, erhvervsminister, vicestatsminister og europaparlamentariker Bendt Bendtsen har vi besøgt 20 EU-lande. Ikke for at for at møde landets ledere eller politiske frontfigurer. Men for at komme i kontakt med de mennesker, der tilfældigvis befandt sig på de caféer og torve og pladser, hvor Bendtsen kom forbi på sin BMW.

Det er blevet til en syv kapitlers motorcykeldagbog, som du kan finde på nettet under ”Danmark” på din lokalavis’ hjemmeside. Der er to gennemgående problemer, som de mennesker, Bendtsen har mødt, peger på:

Det ene er en stigende mistillid til politikerne, fordi de har fjernet sig for meget fra det liv, som almindelige borgere lever. Det andet er en stigende frygt for at migrationen kommer ud af kontrol, og Europa bliver oversvømmet af flygtninge. Om EU er svaret på de problemer, kan man selvfølgelig diskutere. Men ud fra Bendtsens helt uvidenskabelige motorcykel-stikprøve peger EU-landenes befolkninger altså på de samme problemer. Derfor kunne det være nærliggende at tro, at vi også kan finde en fælles løsning. Det er i hvert fald Bendtsens konklusion.

De officielle statistikker giver Bendtsen ret et stykke ad vejen. For eksempel ér tilliden til politikerne vigende. I 2005 havde 70 procent af danskerne tillid til politikerne. I dag er det under halvdelen af os, der for alvor tror på det, politikerne siger, viser en undersøgelse som Jyllands-Posten og Altinget fik lavet i begyndelsen af maj. Til gengæld er migration ikke vores største bekymring. Bekymring for klodens fremtid har overhalet frygten for et øget pres fra flygtninge og migranter, når vælgerne peger på, hvilke emner der er de mest centrale op til europaparlamentsvalget. Halvdelen af de danske vælgere mener, at klima er den vigtigste dagsorden for de kommende EU-parlamentarikere Det viser en meningsmåling foretaget af analysevirksomheden Wilke for Policy Watch. Kun 39 procent peger på flygtningestrømmen.

På den måde er det måske blevet lettere at undgå den politiske glemsel i EU-parlamentet. Opgaven fra de danske vælgere til de 14 danske EU-parlamentarikere, der skal vælges i dag, er i hvert fald klar: Gør Europa grønnere.

Hvis det lykkes, følger tilliden til politikerne måske med.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce