Annonce
Danmark

Redaktøren i den røde stol: Hvor dum må man være?

Peter Rasmussen, chefredaktør, avisen Danmark

Der er ikke meget, som provinsen og hovedstaden er enige om, når det handler om flytningen af statslige arbejdspladser. Vi er ikke engang enige om, hvad vi skal kalde det.

I københavneraviserne og på de landsdækkende tv-kanaler bliver de flyttede arbejdspladser konsekvent kaldt ”udflytningsarbejdspladser”, mens vi her på avisen Danmark kalder dem ”indflytningsarbejdspladser”, fordi de flytter ind i vores område.

I denne uge har Berlingske forsøgt at beskrive det fuldstændig vanvittige i at sprede de statslige arbejdspladser over et større område uden for hovedstaden. Historien om flytningen af Styrelsen for Patientklager fra København til Aarhus bliver for eksempel indledt sådan her i tirsdagsavisen: ”Hvis man ikke vidste bedre, så kunne man tro, at det var en Aarhus-historie. En af den slags, hvor man bagefter tænker, at ingen er da så dum, at de begår nøjagtig den samme fejl to gange i træk”.

Herefter følger så de sædvanlige argumenter om, at det har kostet et stort tab af viden at flytte til provinsen, fordi kun fire ud af 120 medarbejdere i styrelsen ønskede at flytte med. Der kan selvfølgelig være tale om en særlig viden, som kun københavnere kan tilegne sig, men ellers må man gå ud fra, at det problem løser sig.

Mere alvorligt er det, at flytningen, stadig ifølge Berlingske, også har betydet længere behandlingstider for de klager, som borgerne indgiver over sundhedsvæsnet. ”Udflytningen af patientklager til Aarhus er endt i lange behandlingstider”, skriver Berlingske. Og videre: ”Mellem 14 og 15 måneder tager det nu at behandle en sag”.

Sagen er bare, at sådan har det altid været. Også før styrelsen flyttede til Aarhus.

Tjekker man rapporten ”Statistiske oplysninger om patientklager for 2017” fra Styrelsen for Patientsikkerhed, kan man se, at sagsbehandlingstiden har ligget på mellem 10 og 15 måneder i årene 2007-2015, da styrelsen stadig lå i København. Og går man tilbage til midten af 90’erne, var behandlingstiden helt oppe på 16-19 måneder. Stadig i København og med hele den uundværlige viden, der er til rådighed der.

Der kan selvfølgelig være mange andre gode grunde til at være imod flytningen af statslige arbejdspladser. For eksempel er det klart, at det koster penge at sende flyttekasserne over Storebælt. Men hvis det til gengæld giver et land i lidt bedre balance med sig selv, er det vel næppe én af den slags historier, hvor man bagefter tænker, hvor dum må man være?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Dagbladet mener: Panda-diplomatiet og det sort-hvide verdensbillede

Panda-diplomati. Et ord, som har flere hundrede år bag sig, men som først blev alment kendt her i landet, da to kinesiske eksemplarer af Ailuropoda melanoleuca sidste år flyttede ind i Københavns Zoo. De sort-hvide bjørne er hverken købt eller skænket til os som gave; Danmark har bare lånt dem af Kina. Ud over en årlig leje på én million dollar er udlånet også et på andre måder værdifuldt redskab: 40 handelsaftaler blev underskrevet samtidig med aftalen om flytningen af Mao Sun og Xing Er, som de to bamser hedder. De sjældne bjørne kan desuden bruges som et sanktionsmiddel fra kinesisk hold: Ligesom en anden menneske-ambassadør, der er udsendt til et besværligt land, kan pandaerne kaldes hjem, hvis en nation ikke makker ret overfor Riget i Midten. Verdens mest nuttede form for magt, som Dagbladet Information skrev ved bjørnenes stærkt pressedækkede ankomst til København. Om Xing Er og Mao Sun skulle være på vej tilbage til de hjemlige bambusmarker, efter at Jyllands-Posten tirsdag dristede sig til at bringe en tegning af det kinesiske flag som illustration af den farlige coronavirus, der er udsprunget i Kina, er nok tvivlsomt. Men reaktionen fra deres fødeland er ganske voldsom: Kina forlanger en offentlig undskyldning fra Jyllands-Posten for den set med danske øjne helt uproblematiske tegning. På de såkaldt sociale medier bringer historien tydeligvis Muhammed-tegningerne frem i erindringen hos mange. Det er endda den samme avis, som nu igen bringer anstødelige tegninger, peger en del af meningsmagerne på. Må vi herfra pege på ordlyden af Grundlovens paragraf 77? Den paragraf, der slår fast, at enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres. Uanset panda-diplomati og handelsaftaler skal vi aldrig finde os i, at et andet land prøver at lægge pres på den frie danske presse. Et sort-hvidt verdensbillede som det kinesiske må ikke vinde indpas her hos os. Vi skal holde ytringsfrihedens kulørte fane højt - hvad enten den bærer Tibets, Danmarks eller Jyllands-Postens farver.

Annonce