x
Annonce
Hvide Sande

Randis mand er i Afghanistan: Jeg har ikke tid til at have ondt af mig selv

- Nej, jeg kunne ikke ønske mig, at han i stedet havde et job i en bank, for jeg er sådan set også god til det her liv. Jeg ser mig selv som en meget selvstændig person, siger 29-årige Randi Højriis, der lige nu er alene om at få hverdagen til at fungere med Alberte og Sebastian, mens hendes mand er udstationeret i Afghanistan. Foto: Morten Stricker
DENNE ARTIKEL ER FRA OKTOBER 2012: Mens hendes ægtemand er på en halvt år lang mission i Afghanistan, holder 29-årige Randi Højriis fast i hverdagslivet med to små børn og skemalagte rutiner.

Vestjylland: Der var lige den dér morgen, hvor alt koksede. Mens hun var ved at lave morgenmad til ungerne, brændte microovnen sammen, og kort tid efter stod det klart, at bilen ikke ville starte. Og ham der ellers altid er klar til at hjælpe med den slags problemer, svigerfar, var i Frankrig. Tilmed demonstrerede Sebastian på to år nok engang, at han er i trodsalderen, og lillesøster Alberte på ti måneder var godt utilfreds med sine nye tænder.

Det regnede, da turen gik til vuggestuen med børnene i klapvogn.

Ellers går det udmærket.

- Jeg har ikke tid til at have ondt af mig selv. Det ønsker jeg heller ikke, at folk skal have. Det er vores liv, og det er vores valg, at det skal være sådan her.

29-årige Randi Højriis holder stand på hjemmefronten, mens hendes ægtemand, Carsten, er i Afghanistan, hvor han sammen med det danske forsvar kæmper for at skabe stabilitet i den betændte Helmand-provins.

Der blev kysset farvel i Karup den 26. juli, og på en sort tavle i køkkenet står det skrevet med kridt, at der nu er 63 dage, til Randi får sin elskede premierløjtnant hjem på tre ugers orlov omkring juletid.

Eller som hun også har regnet ud, så skal hun køre skraldespanden ud til vejen yderligere fire gange, inden der er gensyn her i hjertet af Holstebro:

- Min dag er booket ud og meget skemalagt. Det handler om planlægning, planlægning, planlægning. Det skal man skulle gide.

Annonce

De voldsomme oplevelser

Randi Højriis byder på kaffe ved stuens massive langbord, hvor der ligger et par hjemmelavede dækkeservietter med fotos af farmand. Alberte og Sebastian kan blandt andet se deres fædrene ophav i et badeland, på en strand og i uniform i et øvelsesterræn. Nu er Carsten Højriis dér, hvor det er alvor. 5000 kilometer borte fra sin private base.

Langt uden for rækkevidde.

Midt i noget, der bedst kan betegnes som en krigszone:

- Jeg vælger at undlade at have fokus på, at det er farligt. Det kan jeg ikke bruge til noget. Selvfølgelig dukker det op en gang i mellem, men det er ikke det, der holder mig vågen. Jeg er ikke bange for det. De er så professionelle dernede, og det giver også mig en ro. Det er det, Carsten er uddannet til, det er det, han vil, og det forstår jeg godt. Ellers vil han jo have det som en professionel fodboldspiller, der kun træner og aldrig spiller kamp, siger Randi Højriis og tilføjer:

- Jeg ved godt, der sker noget dernede. Vi snakker også om de voldsomme oplevelser. Vores aftale er, at jeg vil høre det hele. Jeg vil gerne være en støtte for ham, lige som han er det for mig.

'Det går faktisk ret godt'

Det, der fylder mest i hendes krop og sjæl, er afsavnet. Carsten og Randi har været sammen, siden knægten fra Struer og pigen fra Hvide Sande i 1999 mødte hinanden på Vedersø Idrætsefterskole.

Nu er de fundamentet i en familie med far, mor og børn. Far er bare ikke hjemme for tiden. Men han ringer stort set dagligt; nogle gange bliver det blot til en kort samtale på fem minutter, andre gange 20. Hvert minut tæller for Randi:

- Det hjælper mig at høre hans stemme - at høre, at han er ved godt mod.

Det er hun også personligt; ved godt mod:

- Inden, han tog af sted, tænkte jeg, om jeg mon kunne slå til over for begge børn. Og ja, det synes jeg, jeg kan - jeg synes faktisk, det går ret godt.

Det skratter svagt i babyalarmen, men det er falsk alarm. Alberte sover trygt i sin barnevogn ude i carporten, og storebror er i vuggestue.

Randi Højriis omtaler dem som sine krudtugler; fortæller, hvordan de griner og sætter gang i den:

- De giver også mig noget. Man kan jo også vende den om - jeg kan ikke undvære mine børn. Det er det, han gør. Jeg tror, det er en større udfordring for ham end alt det soldatermæssige.

Se ham lege med ungerne

Carsten og Randi kan hver især godt blive ramt af den særlige virus, der udvikler sig til det, de kalder savnesyge. En enkelt gang har hun hørt ham sige i telefonen, at 'det er den dårligste beslutning, jeg nogensinde har taget':

- Selvfølgelig er det os, han vil mest. Men det her det er jobbet for ham, og det er trods alt kun kort tid, han er udsendt. Jeg bakker ham et hundrede procent op - jeg kan godt følge ham, og jeg er stolt af ham. Hvis han er træt af det, så prøver jeg at hive i den anden retning: 'Du er soldat, og det er det her, du brænder for. Vi skal nok finde hinanden igen, og du finder børnene igen,' siger Randi Højriis, der er uddannet sygeplejerske.

Lige nu er hun på barselsorlov, men den er ved at rinde ud, så der bliver skrevet ansøgninger. Premierløjtnantens hustru er med egne ord 'klar til at jonglere med flere bolde', og som hun også siger, 'så kan Carsten jo tage over i det meste af december', når han kommer hjem på det, der i soldaterterminologi hedder leave - tre uger med lidt færre trusler fra Taleban og meget mere far og familie:

- Jeg glæder mig bare til at være sammen - og se ham lege med ungerne. Det er synd, at de skal undvære ham. Jeg kan godt klare mig selv, siger Randi Højriis.

'Han skal finde sin plads'

Trods trængselstider forsøger hun at være god ved sig selv. Hun sætter sig små delmål, der forsøder tilværelsen - som at tage ud i byen og få ordnet negle i et par timer, mens børnene bliver passet, at deltage i en 30 års fødselsdag og tage til koncert med L.O.C.

- Har du brug for den slags åndehuller?

Hun tænker lidt over spørgsmålet og svarer så:

- Både og. Det er ungerne, der holder mig kørende, og jeg synes ikke, de skal undvære mig. Jeg har mine aftener...

Det er dér i sofaen efter puttetid, Randi Højriis har sit énmands-kommandocenter, hvor hun lægger planer for indkøb, rengøring, tøjvask, familiebesøg, madlavning, fitness, højtlæsning, mor-barn-gymnastik, venindehygge og alt det andet, hun er alene om. Og hun er ikke i tvivl om, at der bliver en indkøringsperiode, når Carsten Højriis vender hjem i løbet af februar næste år:

- Så skal han finde sin plads i køkkenet igen - og jeg skal nok lære at give slip på nogle af de bolde, jeg har i luften, siger den hjemmegående.

Måske er det sidste gang

Kort tid før, han skiftede Holstebro ud med Helmand, gav Randi Højriis sin mand en handy bog med blanke sider. Her kan han skrive, hvad han vil. Og det gør han. Carsten Højriis nedfælder sine tanker direkte henvendt til Alberte og Sebastian:

- Det er fantastisk at have sådan en bog, hvis nu de mister deres far. De er så små. De vil aldrig kunne huske ham, hvis det var.

Børnenes mor finder det sundt at få snakket om døden med sin ægtefælle:

- Men han er den bedste soldat. Der sker ikke noget med ham. Det er jeg ikke i tvivl om, siger Randi Højriis, der har en tilsvarende bog.

Her noterer hun blandt andet ting, hun skal huske at fortælle ham, næste gang han ringer:

- Jeg kan godt vende det med mig selv ind i mellem - at det måske er sidste gang, vi snakker sammen.

Randi fortæller om de roser, der hænger visne over tavlen i køkkenet. Interflora leverede buketten, da Carsten havde været i Afghanistan i en måned. Hun fjerner en hver gang, der er gået ti dage mere. Når der kun hænger én enkelt rose tilbage, kommer han hjem på leave.

Babyalarmen giver lyd fra sig, og denne gang mener Alberte det. Hun vil op i sin mors trygge favn. Den lille pige har ingen anelse om, hvor far er, og hvordan han har det.

Randi Højriis ved det; og lever fint med det:

- Hvis bare han kommer hel hjem igen med en stor oplevelse i bagagen, så har det været det hele værd.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Stram op – og hold fast i lukkeloven

Læserbrev: Over de sidste uger har butiksansatte knoklet r…. ud af bukserne. Uden at kny sørger medarbejderne i vores butikker for, at der er fyldt op på hylderne, så vi alle sammen kan få mad på bordet, toiletpapir og andre fornødenheder. Og mange danske familier har fået deres køkkenskabe fyldt godt op. De butiksansatte har brug for påskens fridage til et velfortjent hvil. Derfor bør man ikke suspendere lukkeloven henover helligdagene. I denne tid, hvor myndighedernes anbefalinger er at blive hjemme og undgå tæt kontakt til andre mennesker, løber butiksansatte en daglig risiko med kontakt med flere hundrede kunder om dagen. De sætter eget helbred på spil for at passe deres job. Butiksledelserne rundt om gør alt, hvad de kan, for at passe godt på de ansatte med håndsprit, hyppig håndvask, plexiglasplader ved kassen og ’Hold afstand’-skilte på gulvene. Stor ros for det. Men at arbejde under de forhold er anstrengende. Helligdagene i påsken med lukkede butikker kan også være med til at passe på de ansatte, så de kan blive ved med at passe deres arbejde, så længe corona-krisen varer. Derfor, kære politikere: Hold fast i lukkeloven! Og så skal familien Danmark altså stramme op. Lad nu være med at klathandle en liter mælk og en pakke gær. Køb ind til flere dage og lad én person klare det. Det er heller ikke nu, I skal hele familien afsted på ose-tur i de lokale butikker for at se på nye ipads, havetrampolin til ungerne eller lamper til stuen. Det er måske fristende for at skabe et afbræk i tiden med hjemmeskole, men lad være. Jo flere I kommer sammen, jo større risiko udsætter I butikspersonalet for. Ring til den lokale butik i stedet og lav en aftale om at få leveret varen – eller at I kan hente den pakket i en pose. Så kan I både støtte vores midt- og vestjyske butikker og passe godt på de ansatte og jer selv samtidig.

Annonce