Annonce
Hvide Sande

Rør-Jakobsen idømt bøder

Poul Jakobsen er idømt tvangsbøder, hvis han ikke inden maj har fjernet drænrør ved Skodbjerge.

Poul Jakobsen tabte retssag om drænrør ved Skodbjerge. Skadale, lyder hans kommentar

Han har prompte anket sagen til landsretten.

Annonce

Opfinderen af de omdiskuterede drænrør, Poul Jakobsen, var ikke selv til stede, da byretten i Herning i dag idømte både ham og hans selskab Skagen Innovation Center bøder på 15.000 kroner for at ikke af have fjernet en stribe drænrør på en strækning ved Skodbjerge efter påbud og for efterfølgende at have banket nye rør ned uden at have den fornødne tilladelse.

Poul Jakobsens selskab skal desuden betale en månedlig tvangsbøde på 10.000 kroner fra maj, hvis han ikke fjerner rørene. Mens sagens anklager er tilfreds med dommen, så er Poul Jakobsen rasende.

»Det er en skandale,« siger han i en kortfattet kommentar til Dagbladet.

I en fire sider lang skiftlig redegørelse, skriver Jakobsen blandt andet:

»Dommen er ikke overraskende, når jeg ser tilbage på forløbet i retten i den 4. og den 9. december, hvor der blev afgivet falsk forklaring af kystteknisk chef Per Sørensen fra Kystdirektoratet. Anklagemyndigheden og Per Sørensen forklarede i retten at det var meget nemt at fjerne SIC anlægget på vestkysten, idet Kystdirektoratet havde GPS-koordinaterne på samtlige SIC moduler, som SIC placerede i stranden i sommeren 2009. Det kunne jeg jo ikke modbevise den 9. december og begærede derfor aktindsigt i oplysningerne den 10. december dagen efter retsmødet. Kystdirektoratet nægtede at udlevere GPS-koordinaterne og begæringen blev derfor anket til miljøministeriet,« skriver han.

Poul Jakobsen har flere gange hævdet, at det er umuligt at finde rørene, der er dækket af store mængder sand. Da Kystdirektoratet selv forsøgte at rydde op efter ham, lykkedes det ifølge Jakobsen kun at finde nogle ganske få rør efter flere ugers arbejde.

Poul Jakobsen skal for retten i en lignende sag fra Skagen den 9. januar.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Annonce