Annonce
Klumme

Pral

Sognepræst Ole Krebs Lange.
Annonce

En sommerdag ruller vi om bord på Fanøfærgen. Overfarten tager ikke mange minutter. Kan det betale sig at stige ud? Så triller der en bil ind ved siden af vores børnecontainer. Og ikke bare en hvilken som helst bil. En Bentley. Continental. Cabriolet! Med kalechen nede!

Det er næsten ikke til at bære, så man krøller sig ud og kommer op på dækket. Man nyder vadehavsudsigtens gratis glæder - og skotter måske ned på det dyrebare vidunder på bildækket. Og mens færgen glider gennem bølgerne, begynder der at bølge en diskussion af hviskende stemmer i mit indre:

“Bare det var mig!”

“Nej holdt! Tænk på miljøet. Vær nu realistisk: Det vil der aldrig være til i budgettet.”

Næsten ude af Esbjerg Havn sætter samvittigheden det afgørende argument ind og punkterer drømmen: “Selv hvis der var plads på budgettet, ville du så prale med det på den måde?”

Nej, vel? Det ville jeg jo ikke. Man er jo barn af en kultur, som i århundreder har indøvet, at det er umoralsk at prale og lært et ideal om beskedenhed.

Men se nu denne Bentley. Er det ikke som om beskedenhed viger for pral i vore dage? Har jeg ikke sommeren igennem set mange eksempler på det, når man i det offentlige rum flasher sin succes? Biler, smykker, tøj, skønhed og updates fra eksotiske rejsemål.

Hvad skyldes det? Konkurrencesamfundet? Måske påvirkning fra mere udadvendte kulturer – og nu ser jeg det: Der sidder en udenlandsk nummerplade på den smukke sportsvogn. Eller måske skyldes det internet og sociale medier?

Nu dykker en sølvmåge tæt ned forbi færgen. Næbbet med den røde plet er åbent. Et højlydt skrig lader ingen i tvivl: “Her kommer jeg, og jeg har styr på det hele. Læg dig ikke ud med mig!”

Ja sådan findes pral også i dyreriget. Måske er det noget eviggyldigt? Uundgåeligt? Måske har hver dyreart, hver tidsalder, hver kultur sin måde at prale på?

Fra pyramiden i Ægyptens sand, over kongeslottene spredt ud over Europa og til vore dages pragtbyggerier i stål og glas. Vidnesbyrd om en sølvmåge blandt menneskenes bygherrer?

Ja, nogle gange tænker man, om den slags pral ret beset er meget mere end et mågeskrig i vinden?

Så ser jeg andre indtryk fra tidligere på sommerferien for mig: En by i Tyskland. En bydel fra o. 1900. Gründerzeit. Blikket falder på en flot gavl i 3 etager, tidstypisk udsmykket med blomsterranker. Så kommer vi nærmere, og se nu bare dér: bag gavlen ligger en gammel fabrik med fladt tag, der stopper halvvejs oppe. Gavlen var bare pral, bare for at gøre indtryk på forbipasserende.

Nu øjner vi indsejlingen til Nordby. Mon der er loppemarkeder på Fanø? Så kan vi måske finde eksempler på fortidens pral lagt frem på klapborde. Håndbanket sølvtøj måske. Egentlig gedigent håndværk. Men hvem bruger den slags længere: Cigaret-etuier, kaffekander, servietringe. Eller fra min ungdom: Kuffertstore stereoanlæg f.eks. som kunne få kammeraterne til at måbe.

Nu er tiden så gået. I dag gør det ikke indtryk længere. Dét, man kunne prale med dengang, er intet værd i dag. Hvor må man håbe, at den unge mand følte en glæde ved sølvetuiets tyngde i sin lomme, og at husmoderen nød de fine ciseleringer, når hun pudsede kaffekanden. Og at teenageren nåede at høre lidt god musik på anlægget, inden faderen rev døren op med et råb: “Skru så ned!”

Sådan har hver tid og kultur sin måde at prale på, tænker jeg, mens jeg søger ned på dækket og smyger mig udenom den imponerende Gran Tourissimo.

Min række i køen kaldes først ud fra færgen, og jeg glider forbi den cremefarvede Bentley og tænker “pral”, inden jeg får travlt med at finde den rette vej. Der er trods alt flere veje på den lille ø, og vi skal til Sønderho.

For dér har Fanø Kunstmuseum en udstilling, som de har pralet så meget med, at det endda er kommet i avisen: For næsen af store museer som Statens Museum for Kunst, Aros og så videre, er det lykkedes det lille amatørmuseum at få en udstilling med originaltegninger til historierne om Peter Plys. Historier, som bl.a. handler om det, jeg dvælede ved på dækket af Fanøfærgen: om forfængelighed og pral, og om de enkle glæder, som nu en gang er de varigste.

Og at kunne fortælle den historie er nu da også værd at prale af.

Nu er tiden så gået. I dag gør det ikke indtryk længere. Dét, man kunne prale med dengang, er intet værd i dag.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Se Danmark: På god fod med Odin

Ringkøbing

Vig bag mig, Satan!

Annonce