Annonce
Navne

Præst på hospice: Påskeugen kan noget særligt

Sogne- og hospicepræst Heidi Sun vil få en god start på søndagen, hvis familiens tre børn sover længere end til klokken seks. Privatfoto
Heidi Sun, der i fredags blev indsat som præst på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande, kan ikke undvære musik i sit liv. Hun kan spille lidt klaver, guitar og saxofon - og senest har hun sat sig for at lære at spille trompet.

EN GOD SØNDAG FOR MIG ER EN DAG fyldt med liv!

Det kunne fint være en søndag, som for det første starter med, at vores tre børn sover til mere end klokken 06.00, så spiser vi rundstykker, jeg tager i kirke, kommer hjem og er sammen med familien i haven - og dagen vil være fuldendt, hvis nogle inviterer os til aftensmad og hygge.

HVIS JEG FÅR EN UDENBYS GÆST PÅ BESØG, SÅ VIL JEG HELT KLART VISE VEDKOMMENDE havet!

Vesterhavet i al dens glans. Om det er stormfuldt eller blikstille, så gør havet og dens storhed noget ved os mennesker. Vi indser, i hvert fald for en stund, at vi er sårbare og små i Guds store billede, og på sin vis bliver vi nødt til at sige tak.

MIT SENESTE BESØG I EN KIRKE VAR i Gravkirken i Jerusalem.

Måske ikke den seneste kirke, jeg besøgte, men det er den seneste kirke, som gjorde et særligt indtryk på mig. For her kan der samles seks forskellige kirkeretninger, og de lever fint side om side inden for de samme mure - noget, vi kunne lære af her i Danmark.

HVIS JEG BLIVER BEDT OM AT VÆLGE EN SANG PÅ EN KARAOKEBAR, SÅ SKAL DET VÆRE 'Hele verden fra forstanden' med Steffen Brandt og TV2.

Jeg har en virkelig bred smag. I kraft af, at jeg er præst, er der en masse kirkemusik i mit liv. Jeg er begyndt at spillet trompet, så nu lytter jeg også til jazz og klassisk.

Men jeg er også til pop-rock. Jeg kan ikke rigtig undvære musik i mit liv.

HVIS JEG UD AF DET BLÅ VINDER 50.000 KRONER TIL EN DRØMMEREJSE, SÅ VIL JEG rejse til Sydkorea. Mit fødeland, som jeg slet ikke føler nogen tilknytning med.

Det kunne være interessant at opleve deres kultur. Desuden oplever jeg ret ofte, at folk kommer hen og vil lære at sige 'hej' på koreansk. Måske, jeg kunne lære det så ...

HVIS JEG KUNNE FÅ EN MIDDAGSAFTALE MED EN KUNSTNER, SÅ SKULLE DET VÆRE min trompetlærer, Marc Levin. Han er født jøde, gift med en muslim og indvandret fra USA.

Han er 76 år, musiker, kunstner og psykolog, og så er han fyldt med fantastiske historier, og han har en smuk og særlig tilgang til livet.

Jeg har altid gerne villet være god til et eller andet instrument. Jeg spiller lejrbålsguitar, og har også gået til klaver og saxofon.

Nu har jeg besluttet mig for at se, om jeg kan lære at spille trompet. Det handler meget om gehør - der er ikke en knap for alle toner.

I NÆSTE UGE SER JEG FREM TIL påsken.

Påskeugen kan noget særligt. I kirken peger vi konstant frem mod opstandelsen, mod livet, kærligheden og glæden, som sker på trods af alt det ulykkelige, vi oplever som mennesker.

Og vi får lov til at spejle vores egen livsvandring i den intense påskeuge, for her følger vi Jesu vej gennem forræderi, død og opstandelse.

Og vi får endnu engang hørt, at det alt sammen ender godt, at kærligheden og glæden sejrer.

Alt sammen noget, vi kan relatere til, for vi oplever konstant forræderi, død og opstandelse i vores egen hverdag, og det, som holder os fast, det er håbet om, at alt vil ende godt. Hvilket påsken forkynder, at det vil.

Annonce

Om det er stormfuldt eller blikstille, så gør havet og dens storhed noget ved os mennesker

Heidi Sun, præst, Anker Fjord Hospice

Heidi Sun

ALDER: 32 år.

PRIVAT: Gift med Jens, der er ingeniør hos Vestas i Ringkøbing - ægteparret har tre børn: Sigfred, Villy og Ella på henholdsvis to, tre og seks år.

PROFESSION: Præst på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande og sognepræst på halv tid i Baunekirken i Tjørring nord for Herning.

BOPÆL: Vejrum mellem Holstebro og Struer.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce