Annonce
Udland

Polsk leder: Vi skal bekæmpe det omrejsende homoteater

Wojtek Radwanski/Ritzau Scanpix
Det er polakkerne, der lider skade af den regnbuesyge, som breder sig, siger Jaroslaw Kaczynski.

Polen skal gå imod det "omrejsende teater" af pride-parader for bøsser og lesbiske og andre seksuelle minoriteter.

Sådan lyder det søndag fra lederen af Polens konservative regeringsparti, Jaroslaw Kaczynski

- Denne hårde offensiv, det er et omrejsende teater, som dukker op i forskellige byer for at provokere og så siden græde ud. Det er os, der lider skade ved dette, og det må afsløres og fjernes, siger Kaczynski på et vælgermøde i byen Stalowa Wola.

Loven må i fuldt omfang tages i anvendelse for at "sætte grænser for disse sager", føjer han til uden at uddybe det nærmere.

Regeringspartiet PiS har indtaget en fjendtlige holdning over for LGBT-minoriteter op til parlamentsvalget 13. oktober.

De beskyldes for at udbrede farlige vestlige idéer, der undergraver Polens katolske værdier.

Kaczynski siger, han er taknemmelig for, at de polske biskopper tidligere på måneden fik sagt, at Polen er ramt af en "regnbuesyge" i form af LGBT-aktivister.

Han sammenligner dem med de tidligere kommunistiske magthavere i Polen.

Ifølge Kaczynski er kun PiS i stand til at forsvare den katolske kirke og værge sig imod de vestligt inspirerede angreb på den traditionelle familie.

Kaczynski sidder ikke selv i regeringen. Men han regnes som Polens mest magtfulde politiker.

- Vi må leve i frihed og ikke være underkastet alt det, der sker vest for vore grænser ... hvor friheden forsvinder, siger han i sin tale til vælgerne i Stalowa Wola i den østlige del af Polen.

Politiske iagttagere siger, at regeringspartiets vedvarende kritik af LGBT-miljøet kan være en taktisk melding. Det skal fyre op under partiets traditionelt meget konservative vælgere i landområderne.

I meningsmålinger topper emnet, og de viser, at PiS står til yderligere fire år i regering.

Men kritikerne påpeger, at det fjendtlige sprogbrug ansporer til vold mod seksuelle minoriteter.

En march i byen Bialystokck i sidste måned gik i opløsning. Her overfusede moddemonstranter pride-deltagere, der blev jagtet og tævet i byens gader.

/ritzau/Reuters

Annonce
Kacper Pempel/Reuters
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Annonce