Annonce
Indland

Politisk analyse: Findes der et liv efter toppolitik?

Politisk redaktør og analytiker Thomas Funding. Foto: Michael Nørgaard

På en eller anden måde er det altid overraskende, når en toppolitiker vælger at stoppe. Det bryder med vores forestilling om dem. Politikere er magtdyr. De klamrer sig til posterne, de forlader dem ikke frivilligt.

Men det gør de så alligevel nogle gange. Det viste Carl Holst os i denne uge. Man kan selvfølgelig få den tanke, at han selv smuttede, før vælgerne smed ham på porten, men det finder vi jo aldrig ud af.

Nærstuderer man tidligere interview, Carl Holst har givet, vil man dog kunne læse, at han allerede tilbage som regionrådsformand gjorde sig overvejelser om at kvitte politik. Prøve noget andet. En tanke mange toppolitikere flirter med, men ikke mange gør alvor af. Til det er den politiske verden for vanedannende.

På Christiansborg hænger alle statsministre siden Erik Scavenius portrætteret. Særligt ét er i denne skribents ukvalificerede mening værd at bemærke. Johannes Hofmeisters portræt af socialdemokraten Jens Otto Krag. Billedet er malet foran Jens Otto Krag og Helle Virkners elskede sommerhus i Skiveren på vestkysten mellem Hirtshals og Skagen.

På billedet ser Krag bleg ud. Han går nærmest i et med den hvide væg bag ham. Han mangler også en arm. Det kan være en overfortolkning, men det virker til, at Hofmeister forsøger at vise os et menneske, der er blevet ædt op af et langt liv i politik. Det er nærmest kun en tom skal, der står tilbage. Det ville i så fald ikke være langt fra sandheden.

Jens Otto Krags afslutning på livet var trist. I Bo Lidegaards biografi kan man læse, at Krag i sin dagbog jævnligt fantaserede om at stoppe i politik og i stedet begynde at skrive bøger. Men da han endelig efter EF-afstemningen i 1972 realiserede drømmen, var det for sent. Han fandt ikke tilbage til livet, men endte alene sammen med flaskerne. Den triste historie indrammes af vidnesbyrd, der beskriver Jens Otto Krag siddende i de københavnske S-tog med en klirrende plastikpose ved fødderne.

Carl Holst er på ingen måde Jens Otto Krag. Den tidligere socialdemokratiske statsministers endeligt var ekstremt. Men det siger alligevel noget om, hvor svært det kan være at forlade den politiske verden.

Da jeg forleden interviewede Carl Holst om hans beslutning, spurgte jeg, om han havde læst Bo Lidegaards biografi. Indforstået svarede han: "Du skal ikke være bekymret for mig". Og det er jeg heller ikke. Hans beslutning aftvinger primært respekt.

Carl Holst er sin fars søn. Peter Holst var formand for Venstres Ungdom, amtsrådsmedlem i Sønderjyllands amt og folketingsmand. Nøjagtig som sønnen blev. Politik var en integreret del af opdragelsen. Selv blev Carl Holst politisk aktiv i folkeskolen, og siden har det været et afgørende omdrejningspunkt i hans liv. Konen Lone mødte han i VU, og mange af de venskaber, han har i dag, er knyttet i det politiske miljø omkring Venstre. Herunder til landets statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Når Carl Holst siger farvel til politik, er det derfor heller ikke bare et farvel til et job eller en post. Det er farvel til det liv, han har kendt, siden han var en stor knægt. Konen og vennerne har han selvfølgelig stadig, men meget bliver alligevel anderledes for "kongen af Sønderjylland". Telefonen vil stoppe med at ringe, medierne vil miste interesse og der vil ikke automatisk blive grinet så meget af vittighederne som før.

Selv prøver Carl Holst at tale dramatikken ned. Han har så meget andet i sit liv. Og sådan ser det også ud. Han virker lettet. Men én ting er det personlige, noget andet er det karrieremæssige.

Politik er et håndværk, der ikke altid så let kan konverteres til andre brancher. Bare fordi man har været en god politiker, bliver man ikke nødvendigvis en god erhvervsmand. Eller omvendt. En bitter erkendelse mange tidligere toppolitikere har måttet sande.

For Carl Holst bliver jobsøgningen ikke gjort nemmere af, at hele landet kunne følge med i den mediestorm, der sendte ham til tælling. Men til hans fordel taler, at han har god tid. Der er måneder til valget, og efterfølgende venter minimum et års eftervederlag.

Og forhåbentlig lykkes det for ham at finde et liv efter toppolitik. Måske endda et bedre liv. Eller et "helt" liv som Carl Holst formulerer det. Det er svært at se, at det er i nogens interesse, hvis politikere, der ikke vil være politikere, bliver holdt fast i den politiske verden.

Annonce

For Carl Holst bliver jobsøgningen ikke gjort nemmere af, at hele landet kunne følge med i den mediestorm, der sendte ham til tælling. Til hans fordel taler, at han har god tid.

Johannes Hofmeisters portræt af Jens Otto Krag, der hænger sammen med de andre statsministerportrætter på Christiansborg. Billedet viser den tidligere socialdemokratiske statsminister foran sit elskede sommerhus i Skiveren. Foto: Thomas Funding
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce