Debat

Politikersprog - nej tak

Peter Kristensen

Tal dansk: Mange danskere er lede og kede af deres politikere. Det viser sig blandt andet, når man hvert år måler politikernes troværdighed. Den er i bund.

Det viser sig også som en oplevelse af manglende indflydelse på den førte politik. I Udkantsdanmark er det mindre end hver fjerde borger, der oplever at blive hørt og taget alvorlig ved nationale politiske beslutninger. Det giver sig også udtryk ved vælgervandringer. De fire gamle partier (Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti) fik ved folketingsvalget i 2015 tilsammen et dårligere valg end ved jordskredsvalget i 1973: 54 procent og 95 mandater mod 58 procent og 104 mandater for 46 år siden.

Men det er vel ikke så underligt, at det står så skidt til. For eksempel oplever vi jo, at politikerne på Christiansborg har et helt særligt sprog, hvis formål udelukkende er at italesætte forskellige ubehagelige tiltag på en måde, der svarer til sukkeret udenpå den bitre pille. Det kan almindelige mennesker jo dårligt opfatte på anden måde end som en grad af uærlighed.

Som oftest drejer disse sprogblomster sig om nedskæringer i velfærden. Velfærdsstaten er populær i langt størstedelen af befolkningen. Og allerede for 25 år siden forudså den amerikanske politolog Paul Pierson, at det kan være farligt for politikere at skære i velfærdsstaten. Derfor er det fristende for politikerne ikke at kalde velfærdsbesparelserne ved deres rette navn.

Tag for eksempel det såkaldte "Omprioriteringsbidrag". Bag dette tilsyneladende uskyldige udtryk gemmer sig regulære grønthøsterbesparelser indenfor blandt andet sundhed og undervisning. Den såkaldte "Fremdriftsreform" var en reduktion af muligheden for at få statens uddannelsesstøtte. "Dagpengereformen" betød blot at arbejdsløse hurtigere kun fra dagpenge til kontanthjælp. "Tilbagetrækningsreform" kan oversættes med en højere folkepensionsalder (Europas højeste til sin tid) og ringere efterløn. Og sådan kan man blive ved.

Hvordan kommer man så af med dette politikersprog? Den sikreste måde er ganske enkelt at slippe af med levebrødspolitikerne. Det kan man gøre ved at begrænse, hvor lang tid man kan sidde i Folketinget. I Schweiz er man gået endnu mere drastisk til værks. Her har de folkevalgte kun parlamentsarbejdet som et bijob tre måneder om året, netop fordi man ikke vil have levebrødspolitikere. Når du læser dette, vil du måske tænke at det er urealistisk at blive fri for levebrødspolitikerne. Men det er kun urealistisk, hvis man opgiver på forhånd.

0/0
Annonce
Leder For abonnenter

Vi be'r guderne om godt vejr

Annonce
Annonce
Klumme

Ugens Prædiken: Skønhed og fald

Læserbrev

Tobak og farvel: Min far røg sig ihjel som 42-årig

Læserbrev

Besparelser på handicapområdet er ikke i orden

Klumme

Folkets flag

Leder For abonnenter

Det mener Dagbladet: Lad de bedste få tjansen - uanset køn

Leder For abonnenter

Dagbladet mener: Det er ganske gratis at sige ja til at gøre en forskel

Per Fjord bor i Skjern. Det samme gør Emmanuel Cinzah. Annie Pihlmann bor i Hvide Sande. Tre mennesker med en aldeles forskellig baggrund og uddannelse. De kender sandsynligvis ikke hinanden på det mere personlige plan og har nok ikke holdt grillfester sammen, men på vidunderlig vis er de alligevel fælles om noget af det, der for alvor giver værdi. De er på hver sin måde frivillig, og det er vel at mærke med så tilpas stort et hjerte, at det er umuligt at lade være med at give dem en "skriftlig krammer" her på lederplads. I den seneste uge har de i Dagbladet fortalt om deres passion - det at være frivillig - og det er læsning, der trænger helt ind under huden og giver stof til eftertanke. Når Annie Pihlmann, der de seneste ni år har stået i spidsen for at holde styr på de 90 frivillige på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande, på beskeden vis siger: "Det er en gave at være med i frivilligt arbejde. For os er det helt naturligt at være frivillige, fordi du kan være med til at gøre en forskel på en god måde. Det giver så meget mening" ... Når Per Fjord, der gennem tiden har været involveret i omkring 25 foreninger samt tiltag i og omkring Skjern, understreger, at det altid har været fællesskabet, der har trukket det store læs: "Det, man får igen, er at se glæde hos andre. Det er belønning nok i sig selv" ... Når Emmanuel Cinzah, fortæller, hvorfor det betyder meget for ham, at han - ud over at være præst for 200 voksne og børn i den baptistiske menighed i Skjern, køre skolebus for Lyne Friskole morgen og eftermiddag og have opgaver som tolk - har arbejdet for at etablere et børnehjem i Myanmar for at hjælpe børn i det land, han selv flygtede fra, fordi han blev forfulgt: "Vi skal hjælpe, og vi skal gøre så meget, som vi kan for vores hjemland" ... Når man hører om sådan et engagement, burde det ikke lade til at være svært at lokke flere frivillige til at give en hånd med. Men sådan er verden anno 2019 ikke skruet sammen. Annie Pihlmann kan godt bruge flere frivillige hænder på hospice i Hvide Sande, og Per Fjord har haft mere end svært ved at finde en afløser til at fylde Tigris-dragten, den grønne figur, der er med til at underholde tilskuerne under Skjern Håndbolds hjemmekampe. Det er ikke så mærkeligt, at han frygter, at de unge kommer til at gå glip af noget: "Det er da klart sjovere at møde folk i virkeligheden end at møde dem gennem en skærm". Hvor har Per Fjord ret, og forhåbentlig er der alligevel om 30, 40 og 50 år både en Per, en Emmanuel og en Annie her i lokalområdet. For det er mennesker som de tre, der er med til at gøre det lettere for alle os andre at bo og leve her i kommunen. Så husk nu - det er ganske gratis at sige ja til at være frivillig og være med til at gøre en forskel. Og det giver også noget til én selv.

Leder

Tillykke med de 800 år, Dannebrog. Hvad betyder flaget for dig?

Læserbrev

En meget speciel valgkamp: Hvad forstår vi egentlig ved trosfrihed?

Leder For abonnenter

En Paludan på stemmesedlen er et sundhedstegn

Læserbrev

Åbent brev til byrådet: Mere grøn energi, men frihold det åbne land for solcelleparker