Debat

Politikersprog - nej tak

Peter Kristensen

Tal dansk: Mange danskere er lede og kede af deres politikere. Det viser sig blandt andet, når man hvert år måler politikernes troværdighed. Den er i bund.

Det viser sig også som en oplevelse af manglende indflydelse på den førte politik. I Udkantsdanmark er det mindre end hver fjerde borger, der oplever at blive hørt og taget alvorlig ved nationale politiske beslutninger. Det giver sig også udtryk ved vælgervandringer. De fire gamle partier (Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti) fik ved folketingsvalget i 2015 tilsammen et dårligere valg end ved jordskredsvalget i 1973: 54 procent og 95 mandater mod 58 procent og 104 mandater for 46 år siden.

Men det er vel ikke så underligt, at det står så skidt til. For eksempel oplever vi jo, at politikerne på Christiansborg har et helt særligt sprog, hvis formål udelukkende er at italesætte forskellige ubehagelige tiltag på en måde, der svarer til sukkeret udenpå den bitre pille. Det kan almindelige mennesker jo dårligt opfatte på anden måde end som en grad af uærlighed.

Som oftest drejer disse sprogblomster sig om nedskæringer i velfærden. Velfærdsstaten er populær i langt størstedelen af befolkningen. Og allerede for 25 år siden forudså den amerikanske politolog Paul Pierson, at det kan være farligt for politikere at skære i velfærdsstaten. Derfor er det fristende for politikerne ikke at kalde velfærdsbesparelserne ved deres rette navn.

Tag for eksempel det såkaldte "Omprioriteringsbidrag". Bag dette tilsyneladende uskyldige udtryk gemmer sig regulære grønthøsterbesparelser indenfor blandt andet sundhed og undervisning. Den såkaldte "Fremdriftsreform" var en reduktion af muligheden for at få statens uddannelsesstøtte. "Dagpengereformen" betød blot at arbejdsløse hurtigere kun fra dagpenge til kontanthjælp. "Tilbagetrækningsreform" kan oversættes med en højere folkepensionsalder (Europas højeste til sin tid) og ringere efterløn. Og sådan kan man blive ved.

Hvordan kommer man så af med dette politikersprog? Den sikreste måde er ganske enkelt at slippe af med levebrødspolitikerne. Det kan man gøre ved at begrænse, hvor lang tid man kan sidde i Folketinget. I Schweiz er man gået endnu mere drastisk til værks. Her har de folkevalgte kun parlamentsarbejdet som et bijob tre måneder om året, netop fordi man ikke vil have levebrødspolitikere. Når du læser dette, vil du måske tænke at det er urealistisk at blive fri for levebrødspolitikerne. Men det er kun urealistisk, hvis man opgiver på forhånd.

0/0
Ringkøbing

Ingen vil kendes ved larmende højttaler

Klumme

Ugens anbefalinger: Kan I så komme ud!

Klumme

Ugens Prædiken: Sct. Jørgen og dragen

Tophistorier

Klumme

Om at lave benspænd for sig selv i hverdagen

Debat

Børn og ældre risikerer at komme i klemme - hvis ikke vi får tidssvarende velfærd

Læserbrev

Borgmesteren: Frivillighed og dialog er vejen frem mod nationalparken

Debat

Er ateisme virkelig ikke andet end en mavesur antipati mod Folkekirken?

Leder For abonnenter

Google og Facebook er ynkelige: Medier - det bliver I aldrig

Debat

Lejere forskelsbehandles unødigt hårdt