Annonce
Skjern

Pensionist i eksperiment: Ester har sagt ja til at bo et halvt år i ghetto

71-årige Ester Engrob Nielsen har fået sig mange nye bekendtskaber som udbytte af sin deltagelse i et nyt dokumentarprogram, hvor hun i et halvt år bor i Aarhus-ghettoen Gellerupparken. Foto: DR/'180 dage i ghettoen'
71-årige Ester Engrob Nielsen fra Skjern er med, når DR1 onsdag aften har premiere på programserien '180 dage i ghettoen', der udspiller sig i Gellerupparken i Aarhus.

Skjern/Aarhus: Kunne du tænke dig at bo i en ghetto i et halvt år?

Ester Engrob Nielsen fra Skjern blev straks interesseret, da hun i september 2018 faldt over et opslag på Facebook. Afsenderen var DR, der var på udkig efter personer, som var villige til at indgå i et eksperiment; at bo i den hårde ghetto Gellerupparken i Aarhus i et halvt år.

- Det var egentlig fordi, der kom så mange negative kommentarer om Gellerupparken. Det pirrede min nysgerrighed, siger den 71-årige pensionist.

Ester Engrob Nielsen - med 27 års ansættelse på biblioteket i Skjern i bagagen - skrev en ansøgning med tilhørende videoportræt af sig selv, og et par måneder senere bankede tv-stationen på døren i hendes rækkehus.

Kontrakten med DR blev underskrevet, og kort før jul fik hun udleveret nøglerne til sit nye hjem - et styk halvandetværelses, nyrenoveret lejlighed på 41 kvadratmeter.

Hvordan, livet tager sig ud dér oppe på sjette sal, kan seerne få et godt indblik i, når der onsdag aften er premiere på programserien '180 dage i ghettoen' på DR1.

Annonce

Jeg havde jo nok hørt om uro, afbrænding af biler og visitationszoner. Men jeg synes, de var gæstfrie og nemme nok at komme i snak med

Ester Engrob Nielsen, pensionist, Skjern/Aarhus

En anderledes rejse

Som en del af aftalen med DR skulle Ester Engrob Nielsen yde frivilligt arbejde i mindst 30 timer om måneden i Gellerupparken, hvor hun ret hurtigt rettede blikket mod ghettoens bibliotek på Gudrunsvej.

Her fandt pensionisten fra Vestjylland glæde ved at give en hånd med i det børnevenlige 'Onsdagsværkstedet' og ved at tage del i en lektiecafé drevet af Dansk Flygtningehjælp. Ud over dette blev hun mentor for en ni-årig pige, som Ester Engrob Nielsen fulgte til og fra fodboldtræning:

- Det var spændende. Jeg har været vant til at rejse lidt ud engang imellem. I stedet for at tage til udlandet flyttede jeg ind i en international landsby, og det var også en slags rejse, siger Ester Engrob Nielsen.

Udsatte boligområder som eksempelvis Gellerupparken er ofte tynget af fordomme, men dem havde pensionisten fra Skjern egentlig ikke så mange af med på turen tværs over Jylland:

- Jeg havde jo nok hørt om uro, afbrænding af biler og visitationszoner. Men jeg synes, de var gæstfrie og nemme nok at komme i snak med, siger Ester Engrob Nielsen om sit generelle indtryk af beboerne i den østjyske ghetto.

Trætte af tv-folk

Under det halvt år lange ophold i Gellerupparken var det dog et problem for Ester Engrob Nielsen, at mange af beboerne er trætte af tv-journalister og deres - måske lidt for ofte - negative billeder af livet i forstaden til Aarhus:

- Vi deltagere fik udleveret en mobiltelefon, så vi selv kunne filme, hvad vi så af positivt og negativt. Jeg havde svært ved at dokumentere mit frivillige arbejde, da de ikke ønskede at blive fotograferet, siger hun om brugerne af 'Onsdagsværkstedet' og lektiecaféen.

Mindst én gang om ugen var der et kamerahold i hælene på Ester og de andre '180 dage i ghettoen'-deltagere, der blandt andre også tæller et ungt kærestepar og en småbørnsfamilie:

- Der er utrolig meget, der er klippet fra. Seerne kommer til at følge os nogenlunde kronologisk, så det starter med de indtryk, vi har i begyndelsen, hvor vi er lidt forsigtige, tilføjer Ester Engrob Nielsen, der har haft lejlighed til at se de første fire af de i alt seks udsendelser.

Hvad er en ghetto?

Ved et ghettoområde forstås et alment boligområde med mindst 1000 beboere, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50%, og hvor mindst to af følgende fire kriterier derudover er opfyldt:

• Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 40% opgjort som gennemsnittet over de seneste to år.

• Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst tre gange landsgennemsnittet opgjort som gennemsnit over de seneste to år.

• Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse, overstiger 60% af samtlige beboere i samme aldersgruppe.

• Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusiv uddannelsessøgende) er mindre end 55% af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

Kilde: dr.dk

Helt alene i naturen

Ester Engrob Nielsens beslutning om at flytte ind i et af de mest belastede boligområder på den danske ghettoliste hænger også sammen med, at hun for seks år siden valgte udelukkende at spise plantebaseret kost:

- Der er et større antal veganere i Aarhus, og det har været spændende at komme lidt tættere på dem. Det var én af mine grunde til at søge om at være med, siger vestjyden, der har en søster i Brabrand lige i nabolaget.

Flytningen fra vest til øst har ikke medført negative kommentarer, men nogle i Ester Engrob Nielsens omgangskreds har dog studset over adressen, når de er blevet inviteret på besøg i hendes lille lejlighed: 'I Gellerupparken!?'

Om sine mest voldsomme oplevelser i ghettoen siger hun selv:

- Jeg så, at der blev brændt biler af, og jeg hørte, når de eksploderede. Men det var ikke sådan, at jeg på noget tidspunkt følte mig bange, siger Ester Engrob Nielsen, der dog kom til at savne noget ved Vestjylland:

- Dér er det nemmere at finde et sted, hvor man kan være helt alene i naturen.

- Jeg så, at der blev brændt biler af, og jeg hørte, når de eksploderede. Men det var ikke sådan, at jeg på noget tidspunkt følte mig bange, siger Ester Engrob Nielsen. Foto: DR/'180 dage i ghettoen'
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Jorden kalder: Det er nu, vi har pligt til at tænke nyt

Debat: Hvis vi vælger at se coronakrisen som et wakeupcall, hvad er det så for et budskab, planeten sender os? Og måske nok så interessant: Hvordan kan vi mennesker bedst lytte og tage ved lære? Alvoren gik for alvor op for de fleste af os anden uge i marts, og siden da har vi måttet vænne os til en ny virkelighed med skræmmende hast. Coronaen har ramt de moderne samfund og økonomier, hvor vi er allermest sårbare: Accelererende smittetal, dødstal - og ikke mindst arbejdsløshedstal, taler deres alt for tydelige sprog Jorden rundt. Vi vestjyder kan vælge at trøste os med, at vi bestemt ikke lever i den mest udsatte del af verden: Vores grundlæggende samfundsorden er uhyre stærk, vi er disciplinerede, og vi har i fællesskab bevist vores evne til at handle samlet og resolut. Uanset, at krisen uden tvivl bliver hård og omsiggribende, vender hverdagen i Danmark på et snarligt tidspunkt tilbage til noget, der ligner en normaltilstand. Samtidig bør vi dog også se coronakrisen som et wakeupcall, og gribe påskedagenes nedetid som en kærkommen anledning til at genoverveje, hvorfor vi i grunden lever og disponerer vores tid, som vi normalvis gør. Coronakrisen har ikke gjort hverken problemet med global opvarmning eller behovet for en gennemgribende, grøn omstilling mindre aktuelt. Til gengæld udstiller nedsmeltningen af arbejdsmarkedet på tydelig vis, hvor direkte vores moderne markedsøkonomi påvirker naturen omkring os: Allerede få dage efter nedlukningen af Danmark kunne man måle, hvordan luftkvaliteten i de større byer var blevet markant forbedret. Vi lever i et rigt og privilligeret samfund, hvor vi har alle muligheder for igen at få økonomien i gear og komme tilbage på fode. Men spørgsmålet er, om det ikke netop er nu, i takt med at staten pumper uhørt massive investeringer ud i samfundet, vi også har en forbandet pligt til at tænke nyt? Spørgsmålet er, om det ikke er nu, mens krisen kradser, vi skal lægge fundamentet til en anderledes grøn, og bæredygtig økonomi? Det er oplagt at initiere de nødvendige hjælpepakker, så de virker som en gigantisk gulerod til fremme af bæredygtig business. Samtidig må vi udvise det nødvendige mod til at svinge stokken, og afgiftpålægge fossil energi, i en grad hvor det virkelig nytter (og flytter) noget. Som Klimarådet har vist, er der ingen vej udenom ubehagelighederne, hvis vi for alvor ønsker at leve op til vores egne ambitiøse 70 procents-reduktionsmål. Lad os derfor i slipstrømmen på coronakrisen stå sammen og tegne konturerne af en grøn økonomi, hvor lokale fødevarer og serviceydelser - og i det hele taget ting, der bliver skabt lokalt - er relativt billigere, og dermed konkurrencedygtige. Selv om vi så hver især måtte få færre penge mellem hænderne, vil den reelle, oplevede købekraft stadig være formidabel. Personligt drømmer jeg om små velorganiserede lokalsamfund i landsbystørrelse, med alt fra smede og slagtere, til sygeplejersker og sjælesørgere -og ikke mindst den uundværlige drømmer og tosse; en hverdag, og en verden, hvor vi ikke behøver at flytte hverken os selv eller vores varer over vanvittige afstande, og fint har tid til at dyrke vores grøntsager, passe vores husdyr, og lære vores børn at lære verden at kende; måske gå på jagt, eller fiske lidt på fjorden. Tænk Dunbars antal, og overvej et øjeblik hvordan det kan gøres: Tænk dig et byrum, indrettet på vores børns, og ikke hverken bilernes, eller ejendomsudviklernes og realkredittens præmisser: Grønne rekreative arealer, med planter, insekter og liv, hvor der ellers bare er veje, asfalt og beton; snoede vandveje, og cykelstier og trailspor. Eltogene og de tilbageværende autostradaer så langt ude af byerne som muligt. Tænk dig tilsvarende samfundet indrettet til mennesker - ikke arbejdskraft og forbrugere - og hvordan det kan blive, den dag vi faktisk på alle niveauer bliver ansporet til at drømme og lege og finde på; hvor incitamentstrukturen tilgodeser selv de mindste små udbrud af virketrang og skaberlyst, og der er forretning i at konstruere tingene så gedigent og gennemtænkt, at de også holder og står om hundrede år. Tænk dig, at det er muligt at skabe en anstændig levevej som lokal skrædder, fordi systemet bonner de reelle omkostninger ved det stangtøj, vi ellers frejdigt har hentet hjem fra den anden side af kloden, og som nu med ét slag er ubetaleligt dyrt. Tænk dig, at det rent faktisk er muligt at leve af at reparere cykler i et lille hyggeligt værksted på havnen. Tænk dig, at dit eget surdejsbrød, bagt på mærkelige, lokale kornsorter, ikke bare er bedre, men også billigere end fabriksfremstillet bakeoff, hvor alle ingredienser skal trilles frem og tilbage over kontinentet i lastbil. Tænk dig, at det vrimler med små køkkener, hvor passionerede mennesker laver takeaway fra bunden, eller du bare kan slå dig ned ved et langbord - og hvor de folk, der sidder der i forvejen, gerne rykker sammen og kommer hinanden ved. Tænk dig, at det at pille Nordsø-rejerne i Marokko for at køre dem tilbage til Nordeuropa er lige så dyrt og besværligt, som det lyder absurd, og at vores husdyr må leve af lokale afgrøder, fordi idéen om at rydde regnskov i Sydamerika og sejle sojaen halvvejs rundt om Jorden er lige så omkostningstung, som den strider mod ethvert bæredygtighedsprincip. Tænk dig i det hele taget, at prisen for moderne, industrielt landbrug, og den ledsagende, og endnu mere sindssyge plantebeskyttelse, afspejler de miljømæssige konsekvenser én til én. Tænk dig, at genetisk modifikation er strafbart i samme grad som overtrædelser af patentlovgivningen, og krænkelser af kommercielle producenters ophavsret i øvrigt er det i dag. Tænk dig, at prisen på elektronik og plastic står i forhold til de blivende ar, minedriften og olieudvindingen efterlader på planeten; at olieselskaberne skal plante en hektar skov for hver tønde olie, de pumper op af undergrunden, og at mineselskaberne skal investere halvdelen af deres overskud i sociale projekter, der hvor de rekrutterer deres arbejdskraft. Tænk dig, at konkurrenceparameteret per excellence er at bruge mindst mulig energi og efterlade det mindst mulige impact på planeten - og nej - ikke bare baseret på noget så excentrisk gammeldags som etik og moral, men simpelhen fordi det er sådan, vi har valgt at konfigurere økonomien, og det er dét, der bedst betaler sig på både kort og længere sigt. Og mens du alligevel lader fantasien få frit slag, så tænk dig engang, hvor dejligt det ville være, at du ikke altid havde så f∙cking travlt, og evig og altid skulle tjekke din f∙cking telefon; at du var i stand til at unde dig selv lidt kreativ nedetid, kunne sove som et barn om natten, og vågne både veludhvilet og klar på en skøn, ny dag, med masser af heureka-øjeblikke og åbne muligheder. ... I virkeligheden alt det, der er indbefattet, når du forestiller dig paradislivet på en afsondret, tropisk ø - bare hér, hjemme i Naturens Rige, hvor årstiderne skifter, og vi kender og elsker hinanden, og hinandens mere eller mindre udtalte særheder. Jeg ville elske den hverdag - hands-on - ikke mindst fordi det, der trænger til forandring i vores moderne, naturfjerne hverdagsliv, er alt andet end vores dejlige naboer, horisonten og havet.

Danmark

Lis’ mand blev formentlig smittet på sygehuset: - Jeg ville gerne have haft en anden afsked

Annonce