Annonce
Skjern

Møllen blev rygraden i Peder Graakjær Nielsens virke

Peder Graakjær. Privatfoto
Peder Graakjær Nielsen er død, 94 år gammel. Han levede det meste af sit liv i Finderup, hvor han drev Finderup Mølle.
Annonce

Skjern/Finderup: Ved Peder Graakjær Nielsens død skriver døtrene Bente, Kirsten og Birgitte Graakjær:

Peder Graakjær Nielsen blev født i Finderup den 19. oktober 1925. Her levede han det meste af sit liv, indtil han cirka 20 år før sin død flyttede til Skjern. Han var den ældste af fire søskende, og hans forældre drev vognmandsforretning. Selv købte han Finderup Mølle, som dannede ramme om hans virke.

Peder Graakjær Nielsen blev gift med Anne Marie i 1952. Hun drev systue på den nedlagte Finderup Skole, der i dag - efter deres fælles store drøm - bliver drevet som efterskole.

Handlen lå i blodet på ham. Møllen blev rygraden i hans virke. Og derudover ku' han li' at handle med lidt af hvert fra soyaskår til ejendomme og aktier.

Han engagerede sig i kirke og lokalsamfund. Fra forsamlingshus til missionshus. Fra Unge Hjem til menighedsråd. Fra vandværksforening til badmintonklub.


"Hvert afsnit i livet har sin egen charme" lød hans motto. Og det var sigende for ham. Han hæftede sig ved mulighederne frem for begrænsningerne.


"Hvert afsnit i livet har sin egen charme" lød hans motto. Og det var sigende for ham. Han hæftede sig ved mulighederne frem for begrænsningerne. Grundstemningen i hans tilværelse var en udpræget tilfredshed med det liv, han fik. Han gik ikke og drømte om alt muligt andet, men påskønnede det, der blev hans.

Kirken var uundværlig for ham. Han sad der troligt hver søndag. Og der er blevet drøftet prædikener hen over søndagsfrokosten. Hans egne bidrag til analyserne var næsten uden undtagelse positive. Hvis andre i familien ytrede sig kritisk, fremdrog han som regel noget opbyggeligt som modvægt. Han havde ører, der opfangede det positive.

Det betød ikke, at fem og syv var lige for ham. Han var en holdningsstærk mand. Ikke konfliktsky af natur. Stod ikke af vejen for en diskussion og var ikke bange for uenigheder. Heller ikke hvis han stod alene med et synspunkt, han forfægtede.

Han levede sit liv efter faste rytmer. Altid en middagslur midt på dagen. Og så arbejdede han ellers igennem fra morgen og ofte til ud på aftenen. Altid fri om søndagen. Den dag var forbeholdt kirkegang og fritid. Og han var overbevist om, at den indretning gav kræfter til hele ugen.

Det var et årligt højdepunkt, når han deltog i cykelløbet rundt om Ringkøbing Fjord. Ikke at han kunne konkurrere med de unge på deres racercykler. Men det generede ham ikke. Han deltog passioneret, til han havde rundet de 80 år. En enkelt gang cyklede han til København. Det er ikke hver dag, hovedstaden er vidne til at se en træt, men glad ældre herre stå på Rådhuspladsen, cyklende dertil fra den anden ende af landet på en damecykel med tre gear!

Venner og gode naboskaber betød meget for ham. Naboer blev venner for ham, både i Finderup og i Skjern. Han påskønnede, når en nabo eller ven kiggede forbi. Tilsvarende med familien, hvor han fulgte med i hvert familiemedlems op- og nedture. Han satte pris på få besøg eller blive inviteret ud. Han mistede sin kone til kræft en kold januar morgen for mange år siden og savnede hende vedvarende. Men han fandt en måde at være til på, som gav mening for ham, og som gjorde, at han elskede livet på trods. Naboer, venner og fællesskab i kirke og missionshus hjalp ham til en meningsfuld tilværelse.

De sidste år tilbragte han på Klokkebjerg. Det sted blev et hjem for ham. På Klokkebjerg oplevede han - og vi - at medarbejderne gjorde sig den største umage og leverede høj faglighed og kærlig omsorg. Vi talte sjældent i telefon med ham uden, at han fremhævede Klokkebjergs dybe kvaliteter. Og vi erfarede dem ved selvsyn, når vi kom på besøg.

”Min begravelse skal indledes med en lovsang” bebudede han, når talen faldt på hans død. Stod det til ham, havde vi sunget os igennem størstedelen af afsnittet Lovsange i Salmebogen for at udtrykke en tak for det gode i livet. Så vi tog afsked med ham under taknemlighedens fortegn. Det var det eneste rigtige at gøre, for han havde ikke taget livet som en selvfølge, men som en gave. Takken for den helt almindelige hverdag rettede han både til Gud og sine nærmeste. Hustru og børn fik det fortalt. Og børnebørnene blev trukket til side og fik hvisket i ørerne: Jeg holder så meget af dig. De ord vil vi kunne høre for vores indre ører meget længe. Så nu er det blevet vores tur til at savne men elske livet på trods.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Aktivist snød sig ind til corona-pressemøde: - Journalisterne er bare mikrofonholdere - de stiller jo ingen kritiske spørgsmål

CORONAVIRUS

Live: Corona-virus gik nærmest amok på Aarhus-bar - antallet af smittede er nu oppe på 25  

Annonce