Livsstil

Påskefrokosten er hellig

Påsken er den største kristne højtid, hvor Jesu død og opstandelse markeres. Højtiden handler om livets store spørgsmål og om at være menneske på godt og ondt. Tro, håb, tilgivelse og fællesskab over for svigt, ensomhed, lidelse og død. Erfaringer, som alle mennesker kommer til at gøre sig i løbet af livet, og som påsken er en kærkommen anledning til at tænke over. Skærtorsdag tog Jesus afsked med sine disciple ved et stort fælles måltid dagen før, han blev korsfæstet langfredag. Rundt om bordet sad venner, hvor én var en forræder, og de øvrige en efter en ville svigte Jesus. Alle blev tilbudt tilgivelse. Påsken handler ikke kun om lidelse og død, men også om tilgivelse og fællesskab.

I påskedagene dyrker vi fællesskabet, når vi bruger tid sammen med vores kære. Familier, hvor medlemmer ikke ses i hverdagen og måske bor i hver sin ende af landet, samles over et måltid mad eller to. Bordet er festligt pyntet med kulørte æg og gule kyllinger, der ser ud, som om de er blevet kysset af solen. Og endelig er der tid til at invitere de gode venner, som det er svært at få presset ind imellem arbejde og fritidsaktiviteter til en gang mad. Ofte kræver det mange kilometer på vejene eller skinnerne for at nå frem til påskefrokosten. Og værten/værtinden har brugt ekstra tid i køkkenet og ikke mindst penge på måltidet. Det er det værd. For der sker noget, når vi samles om bordet og oplever at være en del af et fællesskab, der bygger på normer og traditioner, som et påskemåltid gør. Også selv om vi ikke ses så tit. Når man deler mad, bliver man lettere venner, for man nyder noget sammen, er kogebogsforfatter og madskribent Katrine Klinkens erfaring. At invitere til et måltid mad i sit hjem er både intimt og privat, og det styrker fællesskabet. Bare det at nogen har gjort sig umage. Det er vigtigt at gøre i en tid, hvor vi i stigende grad spiser og drikker, når vi er på farten eller ikke har tid til det på arbejde. Påsken er også lig med gentagelse. Den markerer også begyndelsen på et nyt år, hvor vi kan begynde at høste af naturens råvarer igen. Stenbiderrognen har været der et stykke tid, hønsene begynder at lægge æg igen, lammene boltrer sig på marken, purløgene spirer, og rabarberne begynder at røre på sig. Engang var der ikke mad nok hele året rundt, og i slutningen af vinteren var forrådene ved at være sluppet op. Med påsken kom overfloden af mad igen, og det skulle fejres. Men derfor ligger det dybt i os, at vi skal dele for at overleve. Det gøres bedst ved en påskefrokost eller to.
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Leder For abonnenter

Pas på den 300. bilist

Det er en af den slags førstepladser, vi helst vil være foruden. Men vi kommer ikke uden om det: Vestjyske bilister er landets mest drikfældige. I alt fald hvis man måler på antallet af spritbilister, som bliver fanget i politiets kontroller. Tallene er temmelig skræmmende: Politiet har i løbet af et år stoppet 13.259 tilfældige biler, og i dem sad 44 spritbilister; det vil sige, at der i gennemsnit sad en spritbilist en ud af trehundrede biler. Prøv lige at tænke lidt over det … Hvor mange biler passerer du, når du eksempelvis kører på vejen mellem Ringkøbing og Herning eller Skjern og Holstebro? Rigtig mange! Og for hver gang, du passerer nummer 299, møder du en spritbilist. Ikke nogen rar tanke! Især ikke når man tager i betragtning, at skræmmende mange ulykker involverer sprit. De seneste tal viser, at der, i perioden 2013-2017, blev dræbt 140 mennesker i trafikken i Danmark og 829 personer kom alvorligt til skade i ulykker med spirituspåvirket fører af et motoriseret køretøj. Hvorfor kører vestjyderne markant mere spritkørsel end andre danskere? Måske handler det i virkeligheden om noget så banalt, at vestjyske spritbilister tror, de kan slippe af sted med det, fordi vi bor i et tyndt befolket hjørne af landet med langt mellem politipatruljerne. Men rent faktisk ved vi det ikke. Derfor er det også godt, at politiet nu vil bruge den store mængde data, man har indsamlet, til at kortlægge spritbilisternes adfærd - ikke mindst, hvem de er, hvor gamle de er, og hvor og hvornår, de begiver sig ud på vejene. På den måde vil politiet kunne sætte ind med både forebyggende kampagner og spritkontroller. Men vi andre - det store flertal, der ikke kører spritkørsel, og ikke kunne drømme om at gøre det - kan også gøre noget. Vi kan først og fremmest gøre det socialt uacceptabelt at sætte sig bag rattet i påvirket tilstand, hvad enten det er til hverdag eller fest. Ser vi en person slingre ud mod bilen, kan vi stoppe vedkommende, bede ham eller hende aflevere nøglen, og sørge for, at de kommer godt hjem på anden vis. Vi har et ansvar for, at der ikke er nogen derude, der møder den 300. bilist.

Annonce