Rejser

På tur i Sydstaterne: Forstå Trumps USA bag rattet på en pickuptruck

Store kanoner og endnu større trucks – sådan vil amerikanerne helst have det. Den Ford F150-truck, som jeg krydsede gennem de amerikanske Sydstater i, har i næsten 40 år været USAs mest solgte bil. Foto: Henrik Dreboldt
Lej USAs mest solgte bil, og kør derhen, hvor turisterne ikke kommer. Så møder du det USA, der stemte Donald Trump ind i Det Hvide Hus, og som er meget andet end antiabort og selvtilstrækkelighed. Her er gæstfrihed, pragmatisme, iste, whisky og friskbagt pekannøddetærte.

USA er kendt for storbyer som San Francisco, New York og Los Angeles. Forførende feriedestinationer med tonsvis af ting, man kan lave. Men hvis man vil under huden på det USA, der valgte Donald Trump ind i Det Hvide Hus, er der ingen vej udenom at leje en pickup og køre ud på det, som man inden for voldene i København vil betegne som bøhlandet. Hold dig fra kysten: Det er der, de liberale holder til. Du skal ind i landet og ud på de små veje. Der, hvor radioen kun fanger kanaler med countrymusik, og du kan få hjemmelavet pekannøddetærte og iste på den lokale diner.

Ford F-serien

Siden 1948 har Ford Motor Company produceret pickuptrucks i den såkaldte F-serie. Den mest populære variant er F-150, der har været den mest populære pickuptruck i 23 år. Den seneste generation er den trettende i rækken.

USAs favorit er en truck

Lige så uforståeligt det er for gennemsnitsdanskeren, at USA valgte Donald Trump som præsident, lige så uforståeligt er det, at den bedst sælgende bil i USA i snart 40 år har været Fords truck i F-serien. Det gør en firehjulstrækker med lad til den mest populære i et land, hvor fire ud af fem indbyggere bor inden for bygrænsen.

I forsøget på at forstå amerikanerne valgte jeg at tage deres favorittruck på roadtrip gennem Sydstaterne, da jeg for et par år siden kørte gennem Virginia, Georgia, Alabama og Tennessee.

Nuvel, jeg mødte både en tømrer og en violinlærer, der begge (uafhængigt af hinanden) kaldte min F150 en tøsetruck, fordi det "kun" var en F150 (fås helt op til F350), og fordi den havde det korte lad og dobbeltkabine. Rigtige mænd har brug for det lange lad og kører enten en F250 eller en F150 med langt lad. Men som europæer er man en tøsedreng i de lokales øjne, lige meget hvad man gør. Er du bevæbnet? Nej. Tror du på Gud? Nej. Hører du countrymusik? Nej. Okay, så er du en tøsedreng – det, de lokale betegner som en sissy. Sådan er det.

Våben og frihed

Mit perspektiv er også fordomsfuldt. De fleste af de kasketbærende lokale ligner uoplyste sydstatsbonderøve. Men der er som bekendt det med fordomme, at selv om de kan udspringe af fakta, stemmer de sjældent overens med hele virkeligheden. Det lærte jeg efter en halvanden times lang snak med en gut iklædt overall af denim. Han var både violinlærer og guitarbutiksejer i byen Springfield, der ligger en times kørsel nord for Nashville i Tennessee.

Jeg mødte ham, da jeg besøgte hans lille butik ved torvet. Han lignede en fyr med et overordentlig afslappet forhold til både kalorieindtag og personlig hygiejne. Men han var nysgerrig, vidende og ikke en politisk analfabet. Han forstod bare ikke, hvorfor USA skulle udkæmpe krige i Mellemøsten, og han anså finanskrisen og Wall Streets akkumulerede rigdom baseret på spekulation som så alvorlig en trussel mod det amerikanske samfund, at han var det, man kalder en "prepper". Altså en fyr, der forventer det totale sammenbrud, og som derfor har tre forskellige huse – alle sammen proppet med dåsemad, våben, ammunition og guld – klar til den totale nedsmeltning og tiden efter. Ikke at han var dramatisk omkring det. Men han kunne ikke se noget andet slutspil ud fra den måde, som verden og USA blev drevet på af "sumpen i Washington" (en talemåde, han for resten deler med Trump). Hans mistillid til Washington og statsapparatet gjorde, at han ikke ville have sit navn i avisen.

Han troede på den ultimative frihed. Friheden til altid at have en revolver om anklen og ikke mindst friheden til at hylde fortidens frihedskæmpere. Han var lokalformand for Sons of the Confederacy – en organisation for efterkommere af soldater, der kæmpede i sydstatshæren, og det var tydeligt, at der stadigvæk sættes spørgsmålstegn ved forbundsregeringens autoritet på disse kanter. Var han racist? Formodentligt. Men han var hverken uoplyst eller dum. Han var en pragmatiker, der bare mødte verden fra et helt andet og langt mere lokalt forankret sted end en gennemsnitlig europæer. Det var et vanvittigt fascinerende møde og resultatet af en målrettet "slow living"-tilgang til roadtripformatet, hvor man holder sig fra de store Interstate-veje og bare lader humør, sult og vejret bestemme, hvorhen turen skal gå.

Sydstaterne

Sydstaterne er USA's sydøstlige stater, der ligger syd for Delawarebugten, Pennsylvania og Ohiofloden. Betegnelsen dækker i dag over i alt 16 stater.

Herunder indgår staterne Alabama, Georgia, Louisiana, Mississippi og South Carolina i det, der betegnes som ”The Deep South”.

Kilde: denstoredanske.dk.

Respekten for veteranerne

Kører man på de små veje og gør holdt i de mindre byer i Alabama, Georgia og Tennessee med et åbent sind, så har de lokale både tid og lyst til at snakke. Det kan være på en diner, i en butik eller på et hotel. Det er svært ikke en gang imellem at falde i turistfælden, og da jeg kører forbi Lynchburg i Tennessee, slår jeg et smut forbi Jack Daniels-destilleriet. En oplevelse i sig selv, men det, der gjorde størst indtryk, var min turgruppes opførsel. I løbet af den to timer lange tur var stort set alle henne ved én specifik turdeltager og give ham hånden og sige tak. Der gik lang tid, inden det gik op for mig, at han var Irak- eller Afghanistan-krigsveteran, og at de her helt almindelige amerikanere følte en lyst eller pligt til at sige personligt tak for hans tjeneste for landet. Den slags patriotisme ligger en dansker fjernt. Selv om vi fejrer Dannebrogs dalen ned fra himlen og står op til nationalsangen, har amerikanerne et andet patriotisk forhold til deres væbnede styrker. Selv førnævnte violinlærer med det anstrengte forhold til forbundsregeringen havde en enorm respekt for de væbnede styrker og det arbejde, de udfører.

Sydstaterne har også mange fastfoodrestauranter, men gør stop på en lokal diner i stedet. Spis et stykke pekannøddetærte og drik et glas sød ferskeniste. Foto: Henrik Dreboldt

Simpelt, men ikke dumt

Den amerikanske diner er en institution. Tag plads ved disken, få en uendelig kop kaffe (servitricerne topper konstant op), og slå en sludder af med enten servitricen eller sidemanden. Jeg gjorde det adskillige gange, og de lokale er altså ikke bange for en rask diskussion om alt fra homoseksualitet til abort. Det er som om, at den amerikanske nybyggermentalitet stadigvæk lever i den måde, amerikanerne på landet omgås hinanden på. Alle er vedkommende og interesserede, og alle spørger, hvor man er fra, og hvad man synes om deres by. Alting er forbløffende lige ud ad landevejen.

Da jeg landede og havde kørt de første 100 kilometer i min sorte Ford F150-truck, hadede jeg den som pesten. Den var stor, grovkornet, uraffineret, og materialekvaliteten i kabinen var horribel. 14 dage og 5.000 kilometer senere gav den mening. Den var pragmatisk og funktionel – den skulle ikke imponere. Det var en bil til klassiske sydstatshverdagssysler som jagt og friluftsliv, og skulle man have fire sække hestefoder med hjem fra byen, så klarede den snildt det.

Mine fordomme til trods lærte jeg at forstå både bilen og mange af de sydstatsamerikanere, jeg mødte. Det er ikke, fordi de har noget imod resten af verden, at de er til fals for sloganer som "America first". I virkeligheden har de måske større respekt for os, end sådan en kulturradikal journalistfløs som jeg havde for dem (inden jeg rent faktisk gav mig tid til at trille langsomt gennem Sydstaterne). De tror på Gud, de tror på deres frihed, og de vil have lov til at leve, som de lever. Uden utidig indblanding. Man behøver ikke være enig med dem, men de er ikke så uoplyste, som man kunne tro. Deres verdenssyn og livsform giver mening – i hvert fald set fra disken i en diner i en lille amerikansk provinsby. Det er dét univers, den populære Ford F150 er bygget til, og vil man forstå amerikanernes kærlighed til den, så må man forstå dem.

Hold ind ved en butik i hvilken som helst mindre provinsby, og P-pladsen vil som her være oversået med pickuptrucks. Amerikanerne elsker dem, fordi de kort sagt er frihed på hjul. Foto: Henrik Dreboldt
0/0
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Portræt

Flemming Schantz: Først da jeg gik konkurs og mistede alt, lærte jeg at drive forretning

Kultur

Ny udstilling og nye bøger: Kunsten sætter tanker i værk

Tarm For abonnenter

Jonas har fans verden over - men skal stadig gå tur med hunden Pepsi hjemme i Tarm

112

Hærværk: Bil fik skåret dæk op og blev sprayet med hvid maling

Udland For abonnenter

Britisk ambassadør: Stor­britannien forlader EU 31. oktober - aftale eller ej

Læserbrev

Teatret OM: Kulturkraft med hjerne og hjerte

Læserbrev: Det er på alle måder en gave til ”Naturens Rige”, at Teatret OM er kommunens egnsteater. Det kan vi være særdeles stolte af og taknemmelige for. Teatrets virke er lokal, national og international kulturkraft med både hjerne og hjerte. I min optik er det præcis de mentale vitaminer, som både kultur og natur i Ringkøbing-Skjern Kommune kan bruge som grobund for kunstens utallige muligheder. Kort og godt mentalhygiejne til folket af højeste karat. Teatret OM har nu i en uge vist sit værd i forbindelse med markeringen af teatrets 30 års jubilæum. Temaet for ugen har været ”UR-NAT 2019”. Ganske genialt er der byttet lidt rundt på bogstaverne i NATUR! Med et overflødighedshorn af højdepunkter rundt i kommunen, har der blandt andet været parader, gadeteater, gøgl, musik, koncerter og stylte artisteri i verdensklasse. Da der fredag eftermiddag var ”kulturflod” fra torvet i Ringkøbing til havnen, var der tæt på 1000, der fik et vitamintilskud af oplevelser, som man kan leve længe på. Kulturchef Per Høgh gav teatret og flodbølgen en række rosende ord med på vejen. Herlig uhøjtidelig var han i sin tale på torvet. Dette gjaldt også formanden for kultur- og fritidsudvalget, Erik Viborg, da han i tirsdags i Vestjyllands Kunstpavillon i Videbæk, stod bag den officielle åbning af ”UR-NAT 2019”. Med ham ved roret for dette udvalg er der bestemt masser af håb for kulturens trivsel i kommunen. I sin tale var Viborg ikke en søvndyssende politiker, men et ærligt og autentisk menneske, der brænder for den livsglæde, Teatret OM står for. Et egnsteater som ledes af et team af stærke og stolte kvinder, som faktisk ikke findes lige i ”Naturens Rige”!

Videbæk For abonnenter

Borgere går i aktion: Vil have bedre internet

Ringkøbing-Skjern

K-formand har haft samtaler med nye kandidater

Annonce