Rejser

Overnatning i shelter: I skovens rum findes roen

Det er bedst at pakke ud, mens der er lyst. Efter en lang dag med aktiviteter er det også rart, at man ikke skal bøvle med luftmadrasser og soveposer. På Millinge Klint boede vi på en af de store shelters med navnet Havtaske. Foto: Sugi Thiru
På shelterpladsen Millinge Klint blev en travl hverdag byttet ud med morgendukkert i iskoldt vand og madlavning over bål, hvor livets store spørgsmål blev et samtaleemne.

Noah Tharmarah pakkede creme i en stor bøtte, barbergrej og ekstra løbesko i rygsækken. Det lignede mere en oppakning til et par ugers ferie end to dages sheltertur. - Du er godt klar over, at vi skal sove i shelter, ikke?, spurgte jeg min kammerat, som aldrig havde været på en primitiv overnatningstur før nu. Jeg forklarede ham, at oppakningen skulle være effektiv og let, eftersom vi skulle vandre en del på turen. Rygsækken skal pakkes i sektioner, så man altid nemt kan komme til de forskellige dele. Madgrej i den ene lomme, sovepose og liggeunderlag i bunden, og tøjet skal også pakkes sætvis.

Shelterpladsen Millinge Klint

Shelterpladsen Millinge Klint på Sydfyn nær Faaborg har 33 sovepladser fordelt på syv shelters. Herudover er der en stor bålhytte og en lille saunahytte på området. Shelterpladsen, som ligger ved en kystnær skov, er administreret af naturskolen Trente Mølle. Det koster 40 kroner per person per overnatning. Pladsen skal bookes på www.bookenshelter.dk

Saunaen koster 150 kroner per person.

Der er gode toiletfaciliteter og brændeskur tilknyttet. Her kan man købe brænde og låne fiskegrej.

Pladsen ligger på startpunktet for Øhavsstien, som er en 220 kilometer lang vandrerute i Det Sydfynske Øhav.

Læs mere på: www.ohavsstien.dk og www.trente.dk

Midt i skoven og tæt på vandet

Shelterpladsen ved Millinge Klint nær Faaborg lignede mere et sted for luksuslejrskoleophold end et primitivt overnatningssted. Shelterpladsen har syv shelters i forskellige størrelser. Vi havde booket en Skrubbe til to personer. Alle syv shelters er navngivet som fisk. Da vi ankom til stedet, var vi de eneste, der skulle overnatte der den dag. Skrubben var lige lovlig lille, så vi valgte at hoppe ind i en Havtaske, som var en shelter delt op i to etager med meget mere plads. På toppen af den var der også en udkigsplatform, hvorfra vi kunne se vandet. - Vi skal pakke ud, mens der er lyst, forklarede jeg. Vores luftmadrasser skulle pumpes op med håndkraft, og det tog pusten fra Noah Tharmarah, men der var et par praktiske ting, der skulle ordnes, mens det stadig var lyst. På mailen fra Trente Mølle, som administrerer shelterpladsen, havde vi fået koder til toiletbygningen og brændeskuret. Eftersom aftensmaden stod på snobrød og vegetarpølser, skulle vi have gang i bålet. Noah kæmpede lidt med at åbne døren til brændeskuret. - Tryk og træk, står der på døren, sagde jeg. - Ah, svarede Noah Tharmarah. Mens vi grinede over hans kamp for at åbne døren, kom jeg i tanke om, at pladsen havde en friluftsauna. Den skulle selvfølgelig tjekkes ud.

Åben bålhytte

Jeg havde aldrig set en lignende bålhytte før. Med åbne skråvægge med huller og to bålpladser, var det tydeligt, at både shelterpladsen og bålhytten var bygget med tanke for større grupper. Noah Tharmarah fik hurtigt gang i bålet, og jeg fandt snobrødsdejen og pølserne frem. Dejen havde jeg æltet hjemmefra. Da bålet var i gang, gik vi rundt på pladsen for at finde pinde til vores snobrød. - Den skal være lang, råbte jeg til Noah Tharmarah, som stod mellem en masse væltede træer og buske. - Den her er da fin, svarede han og viste mig en pind på godt en halv meter gennem busken med en strakt arm. Jeg fandt selv en, der var lidt længere og tænkte, at han måtte blive en erfaring klogere. Da vi havde snittet enden af pinden, kunne Noah godt se, at han nok skulle sidde rimelig tæt på bålet for at få bagt snobrødet. - Det er også hyggeligt at sidde så tæt på røgen, sagde han småsmilende og satte sig på hug ved kanten af bålet.

Bålpladsen på shelterpladsen Millinge Klint er bygget til større grupper. Alle kan bruge pladsen. Dem, der har booket i forvejen, har dog fortrinsret. Foto: Sugi Thiru

Saunaen i skoven

Fra udkigsposten over vores shelter kunne vi se havet, og der var en lille sti bag om pladsen, som førte ned til kysten. - Skal vi ikke hoppe i vandet i aften?, spurgte jeg Noah Tharmarah. - Ja, selvfølgelig skal vi det, lød svaret prompte. Vi tog brænde med fra bålpladsen og gik ned til enden af pladsen, hvor der var en saunahytte. Saunaen er ikke stor, men stor nok til at to personer kan ligge på hver sin bænk. I midten af hytten er der en lille brændeovn. Da vi fik gang i den, smuttede vi ned til vandet. Det var ikke så koldt, som vi egentlig havde forventet. Måske en otte-ni grader varmt. Ved vandet er der en badebro med en trappe ned til det kolde vand. Der var vindstille den aften, og svanerne spejlede sig i det rolige vand. Der gik ikke mange sekunder fra vi skiftede til badetøj indtil, vi var i. Og heller ikke her var vi i mange sekunder. Det var koldt. - Hvor var det fedt, hvor var det fedt, skreg Noah af glæde, da han kom op og sprællede af kulde. Og så var det min tur. Jeg gik ned ad trappen og skyndte mig alt, hvad jeg kunne. Ud i vandet, under vandet og op igen. Jeg var færdig. Med håndklædet om kroppen løb vi tilbage til saunaen og håbede, den ville være varm. Det var den heldigvis. Lige så friske vi blev af det kolde vand, lige så trætte blev vi af saunaens omfavnende varme.

Fra shelterpladsen kan man gå ned til vandet. Vi kender ikke temperaturen, men det var koldt at hoppe i. Foto: Sugi Thiru

Første nat

I shelteren lavede vi en kop te og spillede uno. Frisk vind, koldt vand og en varm sauna havde gjort os begge trætte på den gode måde. Vi lå og snakkede om, hvad Noah egentlig ville. Selvom det var hans første sheltertur, var han blevet bidt af den sydfynske natur og roen på landet væk fra København. Han vidste ikke, om han ville tilbage på den samme karrierevej igen. Pludselig blev den hyggelige stemning afbrudt af et stort smæld. Lidt efter kom lyden igen. Og igen. Det var som om, nogen gik rundt på pladsen og smækkede med dørene til de andre hytter. - Hvis min bil havde holdt derude, var jeg løbet ind i den, kørt væk og fundet et hotel, sagde Noah Tharmarah, som var blevet lidt utryg ved situationen. - Det var nok bare vinden, beroligede jeg ham, men lyden fortsatte, og det blev lidt uhyggeligt, da det også var blevet buldrende mørkt udenfor. Vi åbnede vinduet fra shelteren og råbte: "Er her nogen?".

Der kom intet svar. Da vi havde siddet der i 10 minutter, og koppen med teen var tom, besluttede vi os for at finde ud af, hvor lyden kom fra. Vi kravlede ud af hytten og fandt ud af, at det var nogle af brædderne i vores shelter i rummet under os, der sad lidt løst og gav lyde, når der var vind. Jeg fandt en kæp og stak den imellem brædderne, så de ikke kunne bevæge sig. I mørket kravlede vi opad stigen ind til vores hytte, og nu kom der ikke flere lyde. - Vi skulle gøre det her noget oftere, sagde han og faldt i søvn. - Ja, lad os hoppe i vandet igen i morgen tidlig, svarede jeg.

Turen til Millinge Klint var Noah Tharmarajahs første sheltertur. Foto: Sugi Thiru

Kold sauna og varm mad

Vi skulle gentage succesen fra sidste nat, så efter en kop te tændte vi op i saunaen og smuttede ned til vandet igen. Klokken var syv om morgenen, og solen tittede frem over horisonten. Noah Tharmarah gik igen i vandet som den første, men denne gang skreg han højere, og allerede mens han var i vandet. Det var iskoldt. Jeg turde næsten ikke hoppe i efter at have set og hørt Noah, men fair skulle være fair, så jeg gik i. Nedad trappen, hovedet under vandet og op igen. Hele seancen varede højst ti sekunder, men jeg kunne ikke mærke mine tæer, da jeg kom op. - Årh, hvor er det godt, at vi har saunaen, sagde Noah Tharmarah, mens vi i et meget hurtigt tempo gik op til hytten. Men vi havde ikke været gode nok. Saunaen var ikke blevet varm, og vi kunne ikke rigtig få varmen til at tage fat. Efter en halv time, hvor vi i øvrigt havde skiftet til uldundertøj, bestemte vi os for at gå ud og få gang i bålet igen. Vi fik lavet ris og linser, og tiden var kommet til, at vi skulle vandre på Øhavsstien og videre til vores næste shelterplads. Mens vi pakkede ned fortsatte snakken. Noah Tharmarah kom fra en hverdag, hvor tempoet var så højt, at han ikke kunne følge med. Og nu stod han ved en skillevej, hvor han skulle finde ud af, om det københavnske ungkarleliv skulle byttes ud med landidyl langt væk hjemmefra. Både den indre og ydre rejse begyndte her på shelterpladsen ved Det Sydfynske Øhav.

Bålpladsen på shelterpladsen Millinge Klint er bygget til større grupper. Alle kan bruge pladsen, dem, der har booket shelter, har dog fortrinsret. Foto: Sugi Thiru
0/0
Rejser For abonnenter

Guide: Fem tips til årets oplevelser med vilde dyr

Rejser

Algarve: Golfklubhus er en attraktion i sig selv

Rejser

Musikfestivaler afløser hinanden i Flandern

Rejser

Guide: Oplevelser ved Limfjorden

Rejser For abonnenter

Skoemagerkroen som sjællandsk seværdighed

Rejser For abonnenter

Aktiv ferie: Slovenien overrasker med et væld af tilbud til dem, der vil bruge kroppen på ferien

Rejser For abonnenter

Prøv en anden spansk by: Arabisk eventyr i Zaragoza

Rejser For abonnenter

Levende kultur: Fællesskab er folkedansens grundtrin